Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Here They Lie

Here They Lie

Magnus kigger nærmere på et af de bedste spil til PlayStation VR lige nu.

{Here They Lie} startede som en komplet ukendt faktor. Ja, få medier, heriblandt Gamereactor, udgav den korte afsløringstrailer og sagde at dette var en af de PlayStation VR-titler man bør holde øje med, men for de fleste kommer spillet ud af det blå. Studiet, Tangentlemen, består af en række erfarne udvikler der blandt andet har arbejdet på {Tomb Raider}, {Yaiba: Ninja Gaiden Z} og {Call of Duty}, men dette er deres første projekt sammen, og når nu et spil fra sådan en uventet front skal stå sammen med al den software Sony selv producerer til udgivelsen af PlayStation VR, er det klart at der er tale om en dark horse.

Dog forholder det sig sådan, at {Here They Lie} er blandt de bedste udgivelsestitler til PlayStation VR, og det skyldes hovedsageligt at spillet præsenterer en fantastisk løsning på virtual realitys store designproblem - bevægelse.

Lad os derfor starte med at tage fat i præcis hvordan Tangentlemen har overkommet denne svære designprøvelse. De fleste VR-titler forsøger nærmest ikke engang at løse denne udfordring, og i stedet er du for det meste stationær som i London Heist eller {Job Simulator}, placeret i et køretøj som i {Driveclub VR}, Eve Valkyrie og {Battlezone}, eller har muligheden for at teleportere som i Batman Arkham VR.

I {Here They Lie} bevæger du dig rundt. Du er en person, og bevæger dig rundt, og allerede her skiller {Here They Lie} sig ud fra de andre udgivelsestitler til PlayStation VR. Men det er selve løsningen på bevægelsesproblematikken der imponerer. Du benytter ganske enkelt en DualShock 4-controller og dit headset. Selve retningen angiver du ved at bevæge venstre analogpind, men selve styringen angives ved at kigge i en bestemt retning. Du går altid i den retning du kigger, og dette giver nogle særdeles bløde bevægelser som passer perfekt til spillets uhyggelige udseende. {Here They Lie} spilles meget metodisk, og hele bevægelsesmønstret foregår i et meget langsomt tempo, og det er med fuldt overlæg. Det kan være at nogle vil blive trætte af at man "bare" går rundt, men i forhold til at kunne bevæge sig med en controller, og samtidig føles sig helt omsluttet af verdenen omkring sig i VR, kommer ingen af udgivelsestitlerne op på siden af {Here They Lie}.

Indlevelsen forstærkes kun yderligere af spillets fantastiske og enormt uhyggelige univers. Du eksisterer i en form for mareridtsagtig dystopisk verden, hvor tossede mennesker i dyremasker konstant ligger på lur, og hvor surrealistiske trusler hele tiden overrasker dig. En gigantisk brændende herre i jakkesæt kravler ud af et portræt i en dunkel undergrundstunnel, hammerhajer svæver rundt henover en mørk afgrund, et gyldent barn danser henover et forladt bytorv, i denne mareridtsagtige verden er der hverken op eller ned, og dette limbo er blandt de mest interessante spilverdener i år.

<newpage>

Det er ikke meget spilleren lærer ved at bevæge sig igennem denne verden, men det føles en smule som {Silent Hill}. Det hele er roligt men skrækindjagende, og alt er alle vil dig det ondt.

{Here They Lie} er en af de frygtede "walking simulators", som for nylig har skabt debat blandt spillere verden over. Er du derfor den slags spiller der savnede interaktion i {Dear Esther}, og gerne ville have en dybere oplevelse i {Gone Home}, så finder du ingen løsninger i {Here They Lie}. Selve interaktionen i spilverdenen er nemlig minimal, og din eneste reelle interaktion er at åben døre, gemme dig for trusler og lyse på visse objekter. Dette taler dog til {Here They Lie}s fordel, for spillet påstår ikke at være andet end en uhyggelig, stemningsfuld og enigmatisk oplevelse, der får hårene i nakken til at rejse sig. Når nu de fleste af udgivelsestitlerne til PlayStation VR netop satser meget på gameplay, såsom {Super Stardust Ultra}, {Hustle Kings} VR, Headmaster, {RIGS Mechanized Combat League} og Eve Valkyrie, så passer {Here They Lie} perfekt ind som direkte modsvar, en mere narrativ pendant som viser hvad VR kan gøre når den atmosfæriske og narrative indlevelse kommer i højsædet.

VR handler jo i grunden også om at kunne transportere os mere effektivt til fremmede verdener, og {Here They Lie} føles... ja, ægte. Hvorimod {Until Dawn: Rush of Blood} skinner kraftigt igennem som en glorificeret tech-demo er {Here They Lie} et ægte spil, på trods af den manglende interaktion. Der er en retning, der er design, og det hele føles ganske enkelt fantastisk at se og høre på.

Vigtigst af alt er {Here They Lie} uhyggeligt, og ikke bare lidt uhyggeligt... meget uhyggeligt. Netop fordi verdenen ikke fremstår som at have nogle regler, så bliver du konstant overrasket over hvilke diabolske væsner du bliver udsat for. Derudover, fordi spillet afvikles på en lineær facon, så er der en sublim timing her. Lyssætning og særligt musik (og mangel derpå) bruges til at få presset hvert eneste adrenalinpumpende scenarie så meget som overhovedet muligt, og det kan være lige fra en observerende maskeret skikkelse der betragter dig fra afstand, til et mærkværdigt kravlende Gollum-agtigt væsen der hvæser og spæner i din retning - {Here They Lie} bruger sin uhyggelige spilverden med maksimal effekt, og balancen imellem uhyggelig atmosfære og hårrejsende "jump scares" fungerer fantastisk.

Udseendet føles som en kulmination af H.P. Lovecraft, The Shinning og sågar Jacob's Ladder, og alle disse inspirationskilder kombineres i en begrænsende men sensationelt funktionel oplevelse, der fastholder dig fra start til slut. Godt nok er spillet ikke synderligt langt, måske en tre timer, og der er ikke megen grund til at genspille det, men oplevelsen er fortsat det vigtigste når det gælder VR, og kender du ikke noget til {Here They Lie} endnu, er det absolut et spil der hører hjemme på din radar.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk stemning, fin løsning på bevægelse, skrækindjagende uhyggeligt.
-
Ganske kort, ingen reel genspilningsværdi.