Hellraiser: Deader
Læderklædte Pinhead bliver en decideret farce og bør kravle tilbage i æsken. Clive Barkers fremragende serie er nu stendød.
Jason og Freddy Kruger er for længst døde i mit gyserunivers, men jeg har længe haft svært ved at indrømme, at det samme er sket for Clive Barkers fabelagtige historie om smerte, kød og dæmoner, nemlig Hellraiser. Den første film var et stilstudie i snigende ondskab, mens den anden stadfæstede Pinheads status som et gennemsyret ondskabsfuldt gyserikon. Siden hen er det gået radikalt ned af bakke, og i Hellraiser: Deader, der er intet mindre end den syvende film i serien, kan jeg så konstatere, at der bare ikke er mere at give af.
Deader har ellers nogle af de elementer, der skal til. En ung videbegærlig journalist, en underlig dødskult, der tager hinanden af dage og så selvfølgelig den gådefulde terning, der åbner døren til smerte og fortabelse. Problemet er bare, at Hellraiser: Deader ikke rigtig har nogen historie og at den aldrig er skræmmende. De flotte og gamle huse i Rumænien er da smukke og det er imponerende, at Doug Bradly (manden der spiller Pinhead) stadig kan være i sit kostume, for han ser ikke ud til at spise dårligt i den dimension han nu engang kommer fra, men det ændrer ikke ved det faktum, at det bid, den ubehagelige omgang med kød, knogler og kæder som Clive Barker i sin tid introducerede mig til, nu er erstattet af en tyndbenet ungdomsgys tilsat lidt af den stemning, der hvilede over serien.
At skuespillet er helt til hundene, er selvklart. Kari Wuhrer, der ellers er veltrimmet og som op til flere gange benytter chancen for at vise sig nøgen, har ikke det der skal til, og det er ikke så underligt, at hendes CV udelukkende rummer gyserfilm efter gyserfilm, for hun kan reelt ikke andet end at skrige og være nøgen. Bradly behøver vist heller ikke nogen større introduktion. Den kære Pinhead, har aldrig været andet end et kostume - vedkommende der lægger krop til ham, kunne lige så godt være Jens Okking.
Nej, Deader er det sidste stop på vejen og jeg håber inderligt på, at en eller anden i rekvisitrummet kommer til at smide terningen væk, for det er altså for tyndt.
Gamereactor Danmark