Hellboy

Efter de seneste års massive fokus på mainstream-superhelte, er tiden tilsyneladende inde til at bevæge sig længere ned i lagene, noget der i længere tid ikke virkede muligt. For hvem havde troet at der en dag ville komme en film om Mike Mignolas "Hellboy"? - et sært væsen, der med en mukkert af en hånd, der lander pladask i vores verden komplet med horn og en hidsig rød farve. Nej, det lå ligesom ikke i kortene at denne noget obskure og ufattelig velfacetterede superhelt ville få tid på det store lærred. Men det er netop hvad Guillermo Del Toro, manden bag den anden Blade-film, har gjort. I samarbejde med tegneseriens skaber, Mike Mignola, har de flettet en historie sammen, der hvis man kigger lidt løst på det, minder meget om det første hæfte, Seed of Destruction.

Vi skal dog lige igennem en reel introduktion af Hellboys oprindelse. Denne foregår under Anden Verdenskrig, hvor en gruppe amerikanske soldater langsomt har trængt sig vej ind bag tyskernes linier for at forhindre nazisterne i at fremkalde en dæmon fra det hindsides. Anført af Professor Broom, er det deres job at stoppe den russiske shaman Grigori Rasputin fra at alliere sig med mørkets kræfter og derved vende krigen for Tyskland. Men de kommer for sent, og selvom porten til den anden dimension bliver lukket i et inferno af håndgranater og ild, så er der sluppet noget igennem. Dette bliver starten på historien om Hellboy og hans liv blandt mennesker.

Og Guillermo Del Toro har godt fat om historien fra starten. Selv ivrige filmentusiaster, der ikke har nærlæst tegneserien, vil hurtigt finde rundt i det noget særprægede univers. Dette skyldes i høj grad at Mike Mignola og filmens manusforfatter, Peter Briggs, slog hovederne sammen på et tidligt tidspunkt for at finde frem til filmens omdrejningspunkt. Faktisk tillod Mike Mignola at der blev lavet helt om i historien, forudsat at det på den måde ville blive en bedre film. Resultatet blev en historie, der giver os et indblik i B.P.R.D. (Bureau for Paranormal Research and Defense) og dermed den underliggende kamp mellem mørket og lyset, som hele tiden foregår. Her møder vi den telepatiske vandmutant Abe Sapien og den pyroteknisk anlagte Liz Sherman, og det hele ses gennem øjnene på nybegynderen John Myers øjne, der derved giver os en chance for at følge med i det hele.

Hellboy er selvsagt også fyldt til randen med blødende flotte computeranimationer. Fra de højspændte kampe, hvor Hellboy sender monstre gennem vægge, til filmens mange skurke, er der ikke sparet på noget. Det er en rutschebanetur med retning mod drengerøvsattituden. Specielt i scenerne med den knivsvingende Kroenen, og senere i klimakset mod et enormt monster fra helvede, får vi de mange CG-eksperters hårde arbejde at se. Hellboy fejler absolut ikke noget på det visuelle område, og det har Guillermo Del Toro sørget for. Det er tydeligt at se, hvordan hans teknikker lært i forbindelse med Blade II på fineste vis bliver brugt i denne film.

Desværre er Hellboy ikke på alle måder et stilstudie i hvordan man laver en rigtig god superheltefilm, der kan behage fans såvel som mainstream-biografgængere. Filmen mangler nemlig et egentligt tempo, og selvom Ron Pearlman, der i øvrigt er skabt til rollen som den brovtende og stærke Hellboy, spiller rollen til det yderste, så falder dialogen hurtigt fra hinanden. Dette skyldes specielt at tegneseriens komiske indfald bliver trukket ned over filmen. Og mens tegneseriefans sagtens kan fusionere humor, superhelte og slemme nazister til en overdådig oplevelse og stadig tage det seriøst, så virker det en smule tyndt på biografsalens lærred. Punchlines og trættende dialoger holder simpelthen filmen tilbage - og det er synd.

Der hvor Hellboy for alvor knækker, var for denne anmelder, i hvad der givetvis skulle have været klimakset. Ind fra højre hives en stor geléklat med en hulens masse arme, og mens dette ikke nødvendigvis er et problem, så viser det sig hurtigt at Guillermo Del Toro ikke har lært en pind af Stephen Norrington og den første Blade-film. Her ændrede man nemlig i sidste øjeblik filmens store skurk fra at være en tornado af blod, til blot at være en tændt og smule hidsig Deacon Frost. Det samme skulle Del Toro have gjort med det Cthulu-lignende monster, der kaster Hellboy rundt som en kludedukke. For det er ærligt talt en smule skuffende at se helvedes hårdeste slå og daske til en budding.

Når det er sagt, så fornøjede Hellboy alligevel mig. Den har på ingen måde de samme fatale brølere som f.eks. The Hulk eller Daredevil, men den leverer heller ikke helt samme velfungerende og troværdige univers, som bl.a. Spider-Man og X-Men gør det. Dedikerede tegneseriefans vil nok mene at Mike Mignola skulle have holdt lidt mere fast i medbestemmelsesretten, når det kom til det plotmæssige, men de får i det mindste en rimelig velfungerende film, der prøver at gøre tegneserien kunsten efter.