Headlander

{Headlander} er et kærlighedsbrev til de gamle sci-fi film fra 70'erne som Logans Run og Alien. Alle computerne kører på bånd, og laver den klassiske skrabede lyd, mens de søger efter data. Diskokuglen hænger i toppen af rummet og gulvtæppet under dine fødder er tykt velour. Der er sågar en lille flimren i loadingskærmen, som vi, der er vokset op med VHS-film, tydeligt kan genkende. {Headlander} er gennemført i sin stil, og uanset om du voksede op i 70'erne eller ej, er det umuligt for dig ikke at falde for spillets charme.

Som det sidste menneske tilbage i universet, er der meget der afhænger af din overlevelse. Der er dog desværre det lille problem, at der kun er hovedet tilbage af dig, så selv hvis der var en kvinde, som du kunne reproducere med, ville du have svært ved at gennemføre samlejet. Spillet spilder ikke meget tid med at opbygge historien, men virker mere interesserede i at sætte dig i gang og give dig en hurtig introduktion til mekanikkerne. Det fungerer til spillet fordel, for selv om historien aldrig bliver kedelig, så er det ikke den der skubber dig videre på rejsen.

Selv om du kun er et flyvende hoved, har du nogle evner der viser sig yderst praktiske i denne robot fyldte verden. Du har muligheden for at suge hovedet af alle robotter og efterfølgende overtage deres krop. Og heldigvis er spillet lavet af Double Fine Productions, så de kunne ikke ty sig fra at inddrage et par velformede jokes og skøre indfald. Verdenen består ikke udelukkende af fjender. Ofte vil du ramme ind i store områder, hvor civile render rundt, og overtager du deres krop og trykker 'rund', vil du begynde at danse. Og dansen skifter for hver ny krop du render ind i. Det er en ubetydelig tilføjelse, men samtidig så altafgørende. Spillet er fyldt med lignende små glimt i øjet, hele vejen igennem den overraskende lange kampagne.

Skulle du overtage en vagtrobot i stedet, vil du ikke længere danse på 'rund', men i stedet slå ud efter den nærmeste robot. Det er også her spillet viser de tydeligste skønhedsfejl. For kampsystemet formår aldrig at leve op til resten af spillet, hvilket er en skam, for kampene fylder meget. Rigtig meget. Med højre analog styrer du dit våbens retning, og ved at holde L2 inde samtidig, vil en rød stråle vise, hvor dit skud vil ende. Der er en tilfredshed i at skyde hovedet direkte af modstandernes skuldre, men skydemekanikkerne kan være for upræcise til, det er hovedpinen værd at lære at mestre dem. I stedet vil det hurtigt gå op for dig, hvordan det er lettere at suge hovedet af modstanderne én af gangen. Det er ikke den sjoveste måde at vinde kampene på, men den er effektiv, og derfor ender man ofte med at gøre det, så man kan komme videre. Helt galt bliver det, når du igen bliver låst inde i et rum, og dørene først åbner, når alle modstanderne er besejret. Det er en billig måde at forlænge levetiden på sit spil, hvilket i bund og grund er unødvendigt for {Headlander}, der allerede er længere end de fleste indiespil.

Hvor spillet derimod skinner, er gåderne du konstant støder ind i gennem kampagnen. Spredt ud over diverse rumstationer du render rundt på, står der døre i forskellige farver. Farverne fortæller, hvor højt oppe i systemet du skal være, for at åbne dem. Civile robotter kan kun åbne de grå døre uden sikkerhedsniveau. Røde vagter kan åbne røde døre, mens orange vagter kan åbne orange OG røde døre. At finde en vagt med den rigtige farve og derefter få ham uskadt over til døren, er en stor og tilfredsstillende del af spillet. Jeg havde håbet gåderne ville blive en smule mere komplekse mod slutningen af spillet, men det blev aldrig tilfældet. Jeg nåede kun at side fast én gang, og det var fordi jeg overså en indgang på kortet. Du skal derfor ikke forvente de store udfordringer i {Headlander}, men snarere opleve det for glæden i at kunne svæve igennem 70'er inspireret sci-fi og aldrig skulle rive håret ud i frustration.

I sand metroidvania-stil får du konstant nye opgraderinger, der kan åbne op for nye veje, eller vise genveje til gamle områder. Spillet inviterer dog i mindre grad til at rejse tilbage til tidligere besøgte områder, da det er muligt at finde størstedelen af hemmelighederne første gang man er der. Der er enkelte fast-travel muligheder spredt ud over kampagnen, men med mindre du vil gennemføre alle side-missioner - der ofte handler om at hente specifikke ting til en robot - er det ikke en mulighed, du vil benytte. Derfor skal du ikke forvente, at du konstant vil møde blokader, du først kan komme igennem, når du er stærkere længere inde i spillet. Spillere der elsker et metroidvania-spil, og derfor elsker at kunne vende tilbage til tidligere områder og åbne alle dens hemmeligheder, vil sikkert føle der mangler noget. Personligt fandt jeg det forfriskende, at jeg kunne rydde fuldstændig op i et rum, før jeg løb videre til det næste.

Da jeg første gang så logoet til {Headlander}, vidste jeg, at der var noget specielt over spillet. Det er et løfte spillet har levet op til. Det futuristiske sci-fi soundtrack skaber en perfekt stemning, der går hånd i hånd med den gennemførte 70'er stil og den farverige grafik. Kampsystemet savner at blive raffineret, men det er let at undskylde, når resten af oplevelsen er så gennemført. {Headlander} er endnu en succeshistorie for Double Fine Productions.