Headhunterne

Hvis der er én ting vi skandinavere kan finde ud af, så er det at lave gode spændingsfilm. Det har nok noget at gøre med, at vores respektive filmindustrier står på et vakkelvornt fundament, der kræver brede succeser for at overleve. Der er ikke meget plads til at eksperimentere og lave knald-eller-fald satsninger, men heldigvis holder det ikke nordiske instruktører og manuskriptforfattere fra at udforske genren med glimrende resultater indimellem. Mænd Der Hader Kvinder fra 2009 fik den skandinaviske spændingsfilm tilbage på verdenskortet (med dansk instruktør og manuskriptforfattere ved roret vel og mærke), og det er svært at fortænke nogen i at ville blive producere den næste store succes.

Nu kommer nordmændene med deres skud på thriller-stammen i form af Headhunterne.

Roger Brown er en succesrig headhunter på 1,68 meter. Han har et napoleonkompleks af de helt store, hvilket betyder han bruger en masse penge, han ikke har, for at kunne beholde sin gudesmukke, høje kone Diana. Som et lille sidegesjæft er han kunsttyv, hvor han bryder ind i rige menneskers hjem og erstatter deres dyre malerier med kopier. Da han møder Clas Greve, en adonis af en dansk forretningsmand, og finder ud af han har et exceptionelt dyrt Rubens maleri, tror han at lykken er gjort, hvis bare han kan stjæle det.

Da Roger endelig får stjålet maleriet, opdager han samtidig at hans kone har været ham utro med Greve, hvilket kun er starten på hans problemer.

Det er interessant at se hvordan nordmændene forholder sig til genren rent stemningsmæssigt. Kongekabale og især Mænd Der Hader Kvinder er meget dystre og alvorlige, men Headhunterne har en let stemning, der blander det sjove og alvorlige helt gnidningsløst ligesom vi ser det i sydkoreanske film. Man skal ikke lade sig snyde af den søde og meget morsomme åbningssekvens, lige så snart jagten på Roger er sat ind er der guns og gore for alle pengene.

Det vigtigste i en film som det her er vores hovedkarakter, siden manglende empati for ham kan få korthuset til at falde sammen så let som ingenting. Umiddelbart kan det lyde svært at føle noget for Roger Brown, der er overfladisk og ubehageligt beregnende, men gennem Aksel Hennies portrættering får vi et billede af en mand, hvis liv er bygget på selvhad. Det er en fantastisk indgangsvinkel til publikum, der i hvert fald fik mig til at klikke med karakteren på få minutter.

Thriller-elementerne i filmen er desværre noget af det, der står svagest. Når den store afsløring om Greves jagt efter Roger endelig dukker op, kommer det helt ude fra sidelinjen og er komplet uorganisk med det ellers flot sammensatte plot. Jeg er stadig blevet godt underholdt, nogle af scenarierne, de har udtænkt, er helt gakkede, men den når ikke helt til tops.

Især slutningen har jeg et problem med. Dens grundlæggende problem er, at den snubler rundt mellem det sjove og det alvorlige. Efter en hæsblæsende finale, der fint afrunder konflikten, skifter den pludselig gear til den søde stemning fra starten, der står i så skærende kontrast til det, vi lige har set, at det fremstår helt Far Til Fire-agtigt. Det fungerer fint og er en tilstrækkelig tilfredsstillende afslutning, men jeg brød mig personligt ikke om det.

Grundlæggende er Headhunterne et rigtigt spændende bud fra Norge på, hvordan den skandinaviske spændingsfilm også kan skrues sammen. Det er noget nyt i forhold til de dystre varianter fra Danmark og Sverige, men opnår ikke den samme emotionelle tyngde som dens konkurrenter.

Ekstramateriale:
Udover et kommentarspor og en trailer, følger en dejlig uhøjtidelig bagom-dokumentar med.

Her følger vi Morten Tyldum på settet og hører om det sjove og hårde ved at arbejde på sådan en type film. Et rigtig sjovt segment handler om, hvordan de var nødt til at hente folk fra Top Gear for at lave en bestemt special-effect, hvor en bil skal katapulteres udover en skrænt. Desuden får man holdets reflektioner over, hvordan man med få penge laver en produktion der ligner noget fra Hollywood. Alt i alt et fint supplement til hovedfilmen.