Headhunter: Redemption

Da Gamereactor tilbage i januar år 2002 tog turen over sundet for at se nærmere på Headhunter, var vi ikke i tvivl om, at det havde kvaliteterne til at begå sig på det internationale marked. Godt nok spåede vi ikke Dreamcast-versionen de store chancer, da maskinen allerede dengang var godt og vel på vej ud af markedet, men vi regnede lidt med, at PlayStation 2-udgaven kunne blive et godt pitstop for spillere, der elskede Hideo Kojimas Metal Gear Solid-serie.

Desværre var salgstallene lunkne, måske fordi MGS: Sons of Liberty blev sluppet på nøjagtig samme tidspunkt. En helt med tydelige referencer til Clint Eastwood, musik af Richard Jaques, manden bag bl.a. musikken til Sonic R, og en historie om en farlig virus var i hvert fald ikke nok til at bryde igennem på salgslisterne. Alligevel har svenske Amuze ikke opgivet ideen om at udvide universet. I samarbejde med Sega står de nemlig klar med en opfølger, der foregår 20 år efter originalen i en verden hærget af Bloody Mary-virussen.

I kølvandet på den dræbende virus har verdensordenen ændret sig. Væk er den normale og solbeskinnede verden, som det første spil gjorde brug af. Mennesket lever nu enten over eller under jorden. Oven over jorden gør prægtige glasbygninger, en krystalblå himmel og et sandt overforbrug sig bemærket hos en overklasse, der misbruger og manipulerer samfundet for egen vindings skyld. Undergrunden er i stærk kontrast til dette: en rustbunke af skidt, kriminelle og syge, hvor fremtiden ser uendelig mørk ud. De to verdener hedder meget opfindsomt Above and Below. Det er naturligvis et plot, vi kender fra et utal af film og bøger, men det passer nu alligevel meget godt ind i Headhunter-verdenen og udvikleren Amuzes egne visioner om at ville lave cinematiske spil.

Med Headhunter: Redemption giver udvikleren spilleren mulighed for at vælge mellem to karakterer, nemlig den velkendte helt Jack Wade og hans nye partner med det ret så kiksede navn Leeza X. En pige, der tilsyneladende kommer fra kummerlige kår. Det er endnu uvist, om disse kan vælges, eller om man spiller dem på skift gennem eventyret, men det er dog sluppet, ud at Leeza er en atletisk pige med ben i næsen og mulighed for at scanne sine omgivelser. Dette giver sig bl.a. udtryk i vægge, der kan scannes for svagheder, noget der igen gør det muligt for hende at trænge ind i bygninger, der ellers ikke er til at komme i nærheden af. Hun kan også bruge sine færdigheder til f.eks at lirke f.eks. en dør op eller til at kortslutte en computer.

Det giver spillet mere fokus på stealth-elementet, og Gamereactor er blevet lovet, at de mere actionprægede sekvenser vil blive tonet ned til fordel for lidt godt gammeldags snigeri. Desuden har firmaet droppet den lidt intetsigende køren frem og tilbage for at åbne nye sider af spillet op. Det er ikke sådan, at man slet ikke kommer i nærheden af et brølende tohjulet monster, men mere at dette serveres som et mini-spil. Det har på sin vis gjort det hele mere lineært, men derfor også mere overskueligt. Kædet sammen med en historie, der denne gang indeholder alt fra våbensmugling, en verden på randen af kaos og personlige opgør, er der rigeligt at tage sig til.

Visuelt er der også sket en del med opfølgeren. Udvikleren har nemlig valgt at tone spillet ned i farveskalaerne, mens man har gjort det hele lidt blødt i kanten. Resultatet er et grafisk udtryk, der distancerer sig fra andre spil, der i øjeblikket ligger på tegnebordet. Tiden, der er gået siden teamet udgav originalen, har også givet Amuze muligheden for at lære PlayStation 2-maskinen bedre at kende. Det betyder, at loadetiderne er mindre, detaljegraden højere og animationerne mere flydende. Det betyder også, at verdenen denne gang er en helt del større. Du kan stort set bevæge dig så langt, som øjet rækker og er der f.eks. noget i horisonten, så kan du rent faktisk komme hen til det. Det er ikke længere en flad collage i baggrunden.

Den soniske opgave varetages endnu engang af Richard Jaques, der bl.a. har lavet musikken til Sonic R, Sonic 3D Blast, Jet Set Radio Future og naturligvis det oprindelige Headhunter. For at give spillet det helt rigtige cinematiske feel, så har man igen hyret det 67 mand store London Session Orchestra, så hvis du sad og nynnede med på de bombastiske toner i originalen, så kan du godt glæde dig til Redemption. Spillet vil dog kredse om nogle mere mørke temaer, der passer ind i toerens åbenlyse stilskift. Vi ved ikke, om man også i denne omgang indspiller det hele i Abbey Road Studios, som bl.a. The Beatles har indspillet en del af deres materiale i, men noget kunne tyde på det.

Det er svært ikke at blive en smule optimistisk, når man får serveret så mange godbidder fra John Kroknes læber, men Gamereactor kan alligevel ikke helt lade være med at hælde malurt i bægeret. For nok sagde Amuze i forbindelse med det oprindelige spil, at det hverken kunne eller skulle sammenlignes med Metal Gear Solid, men det blev det alligevel, og det var netop en af grundene til, at det tabte kampen om spilfolkets gunst. I denne omgang går det op i ringen med andre sværvægtere som Ubisofts Splinter Cell: Pandora Tomorrow og til dels Namcos Kill.Switch, og der skal endnu engang en portion trylleri til, for at det ikke glemmes i mængden.

Men kan Amuze presse alt det ind i spillet, som udvikleren selv har lagt på bordet til at starte med, og vil Sega gå den ekstra kilometer for at skubbe spillet ind under huden på de mange gamere, så står Headhunter: Redemption ikke uden muligheder for at gøre et reelt indtryk på både PlayStation 2- og Xbox-ejere.