Haze

Når tågen letter, ser man klart. Dens specifikke form er uden betydning. En tåge, der blokerer øjnenes frie udsyn, en tåge, der sætter fornuften ud af kraft, eller en tåge, der undertrykker følelseslivet, har hver deres negative indvirkning på et menneskes liv. For mit vedkommende havde tågen lagt sig som et tykt tæppe omkring alle mine sanser, fysiske som psykiske. Det var som at se verden gennem en andens øjne og føle den med en andens følelser. En sindsforvirret persons følelser. Men nu er tågen lettet.

Det gjorde det heller ikke nemmere at se tingenes reelle tilstand, at omgangstonen i den militære Mantel-enhed, jeg var en del af, var barsk, uforsonlig og chokerende sort-hvid. Ved ethvert tegn på tankevirksomhed eller empati var mine soldaterkammerater over mig som høge. Jeg er en svækling, jeg er ikke fokuseret på opgaven, jeg er en abe, fik jeg at vide af de andre, der helt åbenlyst ikke havde tænkt én eneste selvstændig tanke i årevis. Det var hårdt at være udenfor. Det var hårdt at se det, andre ikke så, og leve med det i ensomhed. Shane Carpenter gik ind i militæret for at tage et personligt ansvar og gøre noget ved de uhyrligheder, han dag på dag så i nyhedsudsendelserne. Men det, han fik, var en løgn.

En række spil har gjort en dyd ud af at stille de moralske spørgsmål, som gennemsnitsmennesket helst er fri for - {Mass Effect}, Oblivion og {Fable} for at nævne en kendt trio - men få har formået at ramme mig følelsesmæssigt. Ofte er jeg uforvarende kommet til at fokusere på forudsigeligheden i spillenes "svardatabaser" snarere end på den følelse, spillet ønsker at plante i mig afhængigt af mine beslutningers karakter.

Hvis jeg vælger svar nummer et, bliver figur x glad og tilfreds, ved svar nummer to bliver han mellemfornøjet, og ved svar nummer tre eller fire har jeg spændt ben for mig selv. Og når jeg en sjælden gang imellem stik imod mit eget væsen har løst et problem med vold, har jeg kun mærket en brøkdel af den trykkede sindsstemning, som eksempelvis {Half-Life 2} og {Silent Hill} startede i mig uden at udfordre min moral direkte.

Det handler om at trykke på de rigtige knapper og trække spilleren ind i spillets verden ét skridt ad gangen. I løbet af de første par timer har {Haze} både skuffet og givet sig selv en saltvandsindsprøjtning, selvom saltvandet ikke er skudt ind i den vene, hvor det havde gjort mest gavn. Lidt ligesom man kunne påstå, at Half-Life 2 ikke er verdens bedste shooter, men gennem en fortræffelig historie, et suverænt fysiksystem, god våbentyngde og en sjældent set grad af atmosfære alligevel står som det måske bedste FPS-spil gennem tiderne, er Haze set som en ren shooteroplevelser langt fra genrens sværvægterne.

Der er ikke så mange våben, og de våben, der er med i {Timesplitters}-udviklerens seneste spil, er sci-fi-udgaver af det for genren klassiske riffel/pistol/shotgun/raketkaster-sortiment. At mange våben, køretøjer og landskaber ikke lever op til de grafiske standarder, der har hersket i flere år, og at AI'en ikke er noget at skrive hjem om, hjælper heller ikke Free Radicals spil i den rigtige retning. Når der yderligere intet coversystem er at finde, kunne man kategorisere Haze som en anakronisme.

Det ville være en rimelig vinkel at lægge som kritisk spilentusiast, og jeg skal ærligt erkende, at mens handlingen udspiller sig i fremtiden, sidder Hazes gameplay fast i fortiden. En anden vinkel er, at Free Radical har holdt fast i en formel, der har givet dem succes, og at de har lagt kræfterne andetsteds; i skiftet fra tegneseriegrafik og hyggemanuskript til voksenudtryk og en glimrende fortælling om, hvad langt nogle mennesker er parat til at gå, når der er penge involveret. Haze har atmosfære, og det anstrenger sig for at forklare, hvorfor du er nødt til at gribe til vold, en ting, de fleste FPS-spil ikke gider bruge kræfter på. Da jeg forvirret og omtåget nødlandede i en sumpskov fuld af ildfluer og blev modtaget med åbne arme af den karismatiske oprørsleder Merino, som jeg øjeblikket forinden havde betragtet som det værste afskum, rørte det noget i mig. Hans ord og argumenter rakte ud gennem skærmen, som om han vitterlig talte til mig og ikke blot til figuren i spillet. Jeg tror, at både jeg og Shane i det øjeblik fik noget at kæmpe for.

Hvis noget kan redde Hazes gameplayoplevelse, er det multiplayerdelen. På det område er Free Radical alt andet en novicer, og det er lykkedes dem af skabe en god balance mellem de stridende grupper. Den militære Mantel-enhed har højteknologiske våben og det både sanseforstærkende og euforiserende "nektar" til deres rådighed. Med nektar i blodet kan en soldat lettere spotte sine fjender, han sigter bedre og reagerer hurtigere. Den paramilitære oprørsgruppe er derimod mere atletiske. De kan stjæle Mantel-soldaternes våben og udnytte latente svagheder i Mantels nektarsystem. Disse svagheder kan du naturligvis også udnytte i singleplayer, og det er faktisk den eneste del af gameplayet, der med god vilje kan kaldes nyt og anderledes.

Den oplevelse, du får i selskab med Haze, er afhængig af to ting: Om du føler dig bevæget og motiveret af historien, og om du jævnligt spiller online. Er ikke mindst ét af disse punkter opfyldt, vil Haze give dig en middelmådig FPS-oplevelse. Ikke engang turen gennem sumpskoven og det fashionable hotel Las Palmas Sudorosas eller brugen af nektargranater vil ændre ved det faktum. Men kan du leve dig ind spillets univers og gøre Merinos frihedskamp til din, så er Haze måske alligevel et kig værd.