Haunting Ground

Spilmediet er en fortrinlig kilde til underholdning. Man kan prøve sig selv af som fodboldspiller, racerkører, CIA-agent, golfstjerne, zombie-slagter, tegneseriehelt, verdens redningsmand - ja, mulighederne er nærmest uendelige og begrænses kun af udviklernes fantasi og mod, og desværre også pengepung. Spilmediet er fantastisk, fordi det giver ganske almindelige mennesker mulighed for at få ganske ualmindelige oplevelser. Det er mediets fornemmeste opgave. Men det skal være underholdende, eller i hvert fald givende på et eller andet niveau for at fange denne anmelders interesse, og her fejler et af horrorgenrens største navne - Capcom. Deres seneste spil, Haunting Ground, som i Japan kendes under titlen Demento, er en visuelt betagende og følelsesmæssigt nervepirrende titel, men samtidig en konstant enerverende tålmodighedstest, som temmelig hurtigt fik jaget en spids pæl gennem min spilleglæde.

I lighed med Clock Tower 3, som Capcom udviklede i samarbejde med SunSoft for små to år siden, skal du påtage dig rollen som en hjælpeløs teenager. Pigen hedder Fiona, som sammen med sine forældre bliver involveret i en tragisk bilulykke. Forældrene omkommer, mens Fiona selv slipper med en svær hjernerystelse. Hun vågner op i et bur - desorienteret og angst - i noget, der mest af alt minder om en fangekælder. Hendes angst tager til, da hun hører lyden af en kødøkse, der bliver hamret mod frisk kød. Kameraet glider hen og afslører en stor, fed, gumpetung, debil fyr, som har travlt med at partere en formodet dyrekrop. Han går under navnet Debilitas, og det er bestemt ikke sidste gang, Fiona støder på ham - desværre.

Clock Tower 3 har åbenbart fundet sit publikum, for HG er lavet i samme ånd. Mens spillet på den ene side lader spilleren løse puzzles og udforske det store slot, som Fiona ad afveje er endt på, så er det de uendelig mange møder med Debilitas, som udgør HG’s actionelement. Det, der skiller de to spil, er en af vores firbenede venner, hunden Hewie. Han er Fionas makker og lidelsesfælle, og spiller en vigtig rolle. Du kan give Hewie ordrer ved hjælp af den venstre analoge pind og beordre ham til at hente genstande, Fiona ikke selv kan få fat på, forholde sig i ro eller følge med dig. Når du forfølges af Debilitas, kan du endda få Hewie til at angribe ham, så du kan få tid til at gemme dig. Det kræver dog, at hunden er i humør til det, for da han nu engang er en hund, er det ikke altid, han lystrer. Heldigvis kan du både irettesætte og rose Hewie, så Capcom anerkender skam de gode resultater, verdens hundetrænere har opnået gennem tiden. Jeg holder meget af hunde og nød at klø Hewie bag ørerne og sige "good boy", men må erkende, at det som spilelement ikke er særligt belejligt at skulle irettesætte en hund, når den er det eneste våben, du reelt har.

Capcom har ellers indlagt nogle gode puzzles, der kræver samarbejde mellem hund og kvinde. Ikke at de ikke er set i mange andre spil, men de fungerer godt. Dette udbygges med andre find nøglen-, skub kasser-, "lok møl væk fra en dør med friske blomster-puzzles, og andre mindre tænkeopgaver i den boldgade. Slottet er kæmpestort, og der er masser af spændende rum at udforske. Historien afsløres kun langsomt og giver bestemt én lyst til at hænge på. Der er bare den store spilleglædedræber, der hedder Debilitas alias actionelement. Han dukker frem i tide og utide og jagter Fiona til den store guldmedalje. Du når reelt aldrig at blive opslugt af det store slot og indsnuse den herligt kolde atmosfære, før du bliver afbrudt af endnu en Debilitas-jagt. Jeg stødte hele tiden på samme problem. Jeg fandt en genstand, og mente jeg vidste, hvor den skulle bruges. Godt som jeg var på vej hen til det pågældende værelse, kom ham DEBIL-itas løbende, og så måtte jeg løbe tilbage, hvor jeg kom fra - eller i hvert fald i den retning. Efter 5-6 timer meldte min tålmodighed pas.

Du kan godt nok beordre Hewie til at angribe Debilitas, og du finder mange genstande, du kan bruge til at stoppe ham midlertidigt eller aflede hans opmærksomhed med. Der er samtidig indlagt gemmesteder i bedste Clock Tower-stil, men intet ændrer ved det faktum, at denne form for action slukker mig og formentlig også en god del af jer derude. Og det er umådeligt ærgerligt, når historien er fængende, og grafikken i visse cutscenes nærmest ligner noget fra Silent Hill og i øvrigt streames med næsten ingen loadetider til følge. De af jer, der elskede Clock Tower 3, eller elsker at mærke kuldegysningerne skylle ned ad rygsøjlen, når I for gud ved hvilken gang flygter fra en lige dele ulækker og liderlig fyr, vil finde masser af gode stunder her. Selv vil jeg dog til enhver tid foretrække et oversavet haglgevær og en masse kødædende zombier frem for det her løbehelvede.