Hasbros E-mail Games
E-Mail Games, titlen siger det hele, spil man spiller via sin e-mail. Spillene er allerede et forholdsvist stort hit i USA, og nu skal vi danskere også til at fylde vores elektroniske postkasser med små spil.
Flyt brik, send tur, nemt!E-Mail Games, titlen siger det hele, spil man spiller via sin e-mail. Spillene er allerede et forholdsvist stort hit i USA, og nu skal vi danskere også til at fylde vores elektroniske postkasser med små spil.
Hvad drejer det sig om?
Hasbro Interactive har valgt at udgive en ny form for multiplayer spil, man kan kun spille én imod én og det hele foregår som træk baseret strategi. Vi tager udgangspunkt i det klassiske spil Skak, du starter spillet op og brættet med brikker kommer frem. Du flytter f.eks. en bonde to pladser frem og trykker "Play Turn", derefter udfylder du dit navn og din e-mail adresse plus din modstanders e-mail adresse, skriver en eventuel besked til din modstander og trykker "next". En e-mail skydes af sted til modstanderens adresse med en vedhæftet fil, han vælger at åbne denne når han modtager mailen, spillet starter op og viser det træk du foretog. Derefter udfører han sit, skriver en eventuel besked, og sender sit træk til dig, igen via e-mail med vedhæftet fil. Sådan fortsætter man til en har vundet spillet, man kan spille når man har lyst og tid, på denne måde kan et spil Skak strække sig over flere dage. Det er ganske simpelt og nemt at gå til, det gælder for alle spillene.
Kickoff!De fire titler
Jeg modtog fire forskellige spil, Classic Games, Football, Battleship og X-COM. Battleship er det klassiske Sænk Slagskib, som de fleste vist ved hvad går ud på. Classic Games med de tre brætspil Skak, Backgammon og Dam. Football går ganske enkelt går ud på at spille fodbold. X-COM har det klassiske emne "Menneske Versus Rumvæsener".
Classic Games og Battleship er der vel ikke så meget at sige om, foretag dit træk og mail modstanderen. Football er der lidt mere dybde i, i første omgang vælger begge hold taktik og spillestil, derefter fløjtes kampen i gang. Man spiller sit træk indtil man mister bolden eller scorer et mål, derefter er det modstanderens tur, når halvvej nås er der mulighed for at skifte taktik. X-COM foregår ligesom i de gamle spil, man har mulighed for at flytte med alle sine figurer og skyde hvis det er passende, før man vælger at give modstanderen sin tur.
Argh!Underholdningsgraden
Det er ikke ligefrem action som i Unreal Tournament, og det er ikke grafikken, eller den lyd som der næsten ingen er af, der gør disse spil underholdende. Det kan dog være enormt sjovt og fængende at tage et spil fodbold imod en af sine kammerater, mest fordi at man jo spiller imod andre mennesker og at der ikke er noget der haster. At der ikke er noget der haster kan også være et problem, hvis man siger det tager cirka 10 minutter at gennemføre sin tur i Football, så kan der kun foretages 6 træk på en time, og sidder man konstant online imens dette foregår så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse. Til gengæld er dette en perfekt løsning for folk med små modems, de filer man sender rundt er kun på små 2 KiloByte og tager kort tid at hente. Selvom man har 14.4 kan man jo godt få lyst til multiplayer, og E-Mail Games er det bedste valg fremfor 1200 ms ping i f.eks. Unreal Tournament.
Kritik
Spillene som sådan er ok, de er som sagt ikke blændende, men har en stor underholdningsgrad. Desværre har Hasbro begået en kæmpe fejl. Der findes ingen, absolut ingen måde at finde modstandere på fra officiel side. Det er heller ikke lykkedes mig at finde en side på nettet som har en liste af spillere og hvilke spil de har. Dette er enormt skuffende, du er afhængig af at have bekendtskab til andre som har spillet, man kan ikke tilføje sig til en liste og modtage udfordringer fra vildt fremmede mennesker på den anden side af kloden. Det er under al kritik at Hasbro ikke har oprettet så meget som et messageboard hvor man kan søge efter modstandere på. Dette medfører også at man ikke bare kan gå ud og købe spillet alene, man skal helst have en kammerat med, da begge skal have en CD for at kunne spille.
Konklusion
Disse spil satser ikke det mindste på grafik eller lyd, det er underholdningen alene der skal slå til. Dette udelukker allerede en del folk da de fleste også gerne vil se på- og lytte til noget flot imens de spiller. At der ikke er nogen måde at få kontakt med andre spillere på nedsætter også hurtigt spillets holdbarhed, man må håbe at Hasbro før eller senere åbner en side i stil med Electronic Arts "Multiplayer Matchup", eller bare et chatrum man kan logge på og finde modstandere. Indtil videre hviler dette på de enkelte spilleres skuldre, og man må da håbe nogen overvejer at åbne en dansk side med spillerliste hvis disse spil skal stå en chance for at slå igennem. Oprettes der spillerlister skal spillene nok få en pæn succes, for de er nu engang sjove at spille. Det er en alternativ form for multiplayer som sikkert vil hitte mest hos folk der ikke har båndbredde eller maskinkraft nok til nutidens store multiplayer spil.
Gamereactor Danmark