Harry Brown

"Michael Caine is Harry Brown" står der på skærmen. Det kan virke overmodigt når åbningsteksterne deklarerer at skuespilleren er et med sin rolle, men Caines talent er faktisk så stort.

Efter at have været med i næsten 150 film i løbet af sin 60-årige karriere, og især efter at være blevet fast inventar i Christopher Nolans blockbustere som blandt andre Dark Knight og Inception, har Caine cementeret sin status som en af de dygtigste britiske filmskuespillere der nogensinde har levet. Og lad mig bare røbe allered nu: jeg er altså personligt overbevist om at Michael Caine er Harry Brown.

Brown bor i et område der ødelægges af kriminalitet. Størstedelen af de unge enten tager, sælger eller dræber for stoffer. Da Browns gode ven Len dræbes hensynsløst af de unge i kvarteret, vælger han at tage retfærdigheden i egen hånd. Bevæbnet med en pistol og støttet af sin fortid i marineinfanteriet begynder han at udføre et hævntogt mod de kriminelle elementer.

Baseret på hvad jeg lige har beskrevet, lyder det måske som Dirty Harry med gigt og lunge-emfysem, men sagen er en helt anden. En meget chokerende åbningsscene, hvor en enlig mor pløkkes i ansigtet foran sin 2-årige søn, optaget på en mobiltelefon og ucensureret, lægger stemningen. Oplevelsen gennemsyres af en maveknugende realisme og ekstrem vold.

Caine er, som det indikeres af filmen selv, fuldstændig smeltet sammen med sin karakter. Harry Brown er en bad motherfucker der ville få Samuel L. Jacksons karakter fra Pulp Fiction til at skælve i knæene, men Caine formår at give rollen en vis skrøbelighed, som tillader seeren at komme ind på livet af ham.

Billedsiden domineres af lange optagelser af Brown der stirrer ud i luften i mørke omgivelser og for det meste virker det godt, men i løbet af den halvanden time filmen varer bliver det enerverende at alle scener foregår i monotont grå omgivelser. Der smøres lige lovlig tykt på for at vise os at Brown bor et trist sted og i sidste ende føles det som om instruktøren ikke stoler på sit publikums intelligens, og det er en skam.

På trods af dette kan Harry Brown stadig varmt anbefales, Caine er i topform, plottet er godt og stemningen, hvor meget den end presses på en, er ekstremt effektiv.