Halloween 2

Laurie Strode (Scout Taylor-Compton) undslap måske Michael Myers sidste gang, men det har ikke just gjort underværker for hendes psykiske ekvilibrium. Faktisk er hun blevet rablende gal og hallucinerende, og hendes reaktion på at se sin vansirede men sprællevende medoverlevende, Annie (Danielle Harris), er som regel vrede fra enten den sarkastiske, sammenbidte skuffe eller af den weapons-grade hysteriske variant.

Faktisk er hysteri noget, hun nærmest har ophøjet til en kunstform, for når Michael Myers vågner igen - og selvfølgelig vågner han igen, som om nogen har sat hans vækkeur efter Laurie Strodes panikpuls - står de hysteriske, hulkende anfald i kø for at vælte ud hver gang hun skal forklare nogen, at der er en to meter høj vagabondpsykopat med en særpræget forkærlighed for skarpe køkkenredskaber efter hende.
Men Laurie har også god grund til at være nervøs, for ikke nok med at Michael Myers er oppe i bedste velgående med nyligt top-tunet Laurie-radar i fulde omdrejninger, men hun er også begyndt at se syner involverende damer på hvide heste og en lille børne-Myers, der bliver ved med at spørge hvornår det "er tid." Og alle, der kommer i vejen for Myers mens han flakker langsomt rundt i Haddonfield (men alligevel formår at dukke op bag en busk i den modsatte ende af byen ti sekunder senere), skal selvfølgelig smage fars køkkenkniv.

Jeg er ikke den første anmelder, der har undret sig over hvorfor Rob Zombie er så fascineret af at dykke rundt i Michael Myers' familieliv. Fans af den originale Halloween-serie ved hvilket sammenfiltret rod, det stamtræ efterhånden er, og det var overhovedet ikke det, der gjorde Carpenters originale Maskernes Nat til den low-budget klassiker, den stadig er i dag.

Dengang handlede det om de amerikanske forstads-babysitteres ultimative mareridt: at en eller anden sindssyg morder skulle bryde ind i huset og bruge dem som nålepude for hans svært overdimensionerede kødhakker. Michael Myers havde ikke brug for at grynte, vise følelser, behage sin mor (spillet af Rob Zombies kone, Sheri Moon Zombie) eller hendes hest, eller for den sags skyld at manifestere sig selv som en stoisk lille møgunge, der kan tale for ham.

Men med det sagt, så er det en version af Halloween 2, der genfortæller historien fra originalen med fuld skrue på, og faktisk en del fantasifulde kreative friheder med originalmaterialet.

Dr. Loomis (Malcolm McDowell) er en galoperende sell-out, der bruger hans oplevelser med Myers som springbræt for hans karriere som medie-darling, og hvis det ikke var fordi, at McDowell har en forunderlig evne til at gøre selv de mest åndssvage karakterer mindeværdige, så ville han være landslide kandidat for Asshole of the Year.

Pointen med filmen har helt klart været at introducere den klassiske Halloween-historie til et nyt, yngre publikum. Hysteriet har helt klart fået et nøk opad, til det punkt hvor nogle af overfaldsscenerne begynder at lyde som et aldrende DSB-tog, der har svært ved at stoppe, og Zombie efterlader ikke lydsiden på den lade side hvad angår skvulpende, knogleknusende lydeffekter hver gang nogen skal hatefuckes med kniven.

Fans af den originale film vil nok være mindre tilbøjelige til at give thumbs up, ikke kun på grund af det overstimulerende tempo, men også på grund af de lettere bizarre friheder, Zombie tager sig med originalhistorien. Det er for fanden ikke Michael Myers, vi skal holde med - jeg troede, slasher-film handlede om frygten for at blive forfulgt; ikke at vi skulle sidde og heppe på manden med kniven som om vi var tilskuere på første parket til en snuff-film.

Måske har jeg bare ikke fingeren på pulsen, men jeg fandt det sgu trættende i længden at blive bombarderet skiftevis med larmende, overlange hysterianfald og bizarre art-school ekskursioner ud i drømmeland, der i sidste ende kun tjener til formål at tage magten fra gyset.

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver ikke mere skræmt af at finde ud af hvordan Michael ser ud under sin stilfulde hud-maske (svaret er, overraskende nok, "behåret"), eller hvordan hans anstrengte forhold til hans mor og søster (wink-wink, nudge-nudge, det er overhovedet ikke en overraskelse) udspiller sig.

Der er kun én effektfuld forfølgelsesscene i filmen, og det er den første scene i hospitalet - og den får godt nok malet sig selv op i et hjørne i en fart. Resten er noget pseudo-psykologisk bavl, der fuldkommen har misset pointen med originalens udgangpunkt.

Men med det sagt, så er det en rimelig habil voldsporno-film i sin egen ret. Der er kælet for de visuelle detaljer, selv om kameraets bevægelser har tendens til at afspejle Lauries panikniveau lidt for præcist, og der er nogle gode skuespilspræstationer fra især Brad Dourif (i rollen som Lauries surrogatfar, Sheriff Brackett) og førnævnte mester McDowell.

Der havde sikkert været plads til endnu en maskeret psykopatmorder uden at han unødvendigt skulle trækkes ind i hvad der efterhånden var en gyserserie, der havde kørt sig selv pænt meget i sænk. Carpenters original er stadig en klassiker, men dens efterfølgere har alle svært ved at forstå hvad det var, der gjorde den så genial, og dette er endnu en famlende, forvirret (over)fortolkning af noget, der fungerede fint uden al julepynten.