Hævnen

Danmark har vundet sin tredje Oscar for bedste udenlandske film og hurra for det. Susanne Biers drama, Hævnen, får nu lov til at stille sig i samme bås som Bille Augusts Pelle Erobreren og Gabriel Axels Babbetes Gæstebud. Selvom vi har været en stor filmnation siden 20'erne med Carl Th. Dreyer er en Oscar stadig noget at glæde sig over, men min indre Jantelov kalder og efter at have genset Biers seneste værk, må jeg helt ærligt spørge mig selv om, hvor velfortjent prisen egentlig er.

Drengen Christian flytter til Danmark til sin far efter moderens død. Da han starter i skolen møder han mobbeofferet Elias, som han bliver venner med. Christian overfalder en af mobberne, og det bliver starten på deres eskalerende planlagte hævntogter.

Parallelt med drengenes fortælling, følger vi Elias' far Anton, der arbejder som læge i en flygtningelejr et uroplaget afrikansk land.
Lad os starte med det positive. Hævnen er lige så fokuseret i sin fortællestil som dens ligefremme titel. Der er ingen overflødige scener, karaktererne udvikler sig på realistisk og rytmisk vis og det hele bindes sammen af blødende smukke billeder.

Hævntemaet behandles på en interessant måde og prøver gennem sine to parallelhistorier at give os to forskellige definitioner af hvad en hævnakt er.

Skuespillet er godt dog uden at være fantastisk, vi har vores Ulrich Thomsen, vores Kim Bodnia, vores Trine Dyrholm der gør deres typisk fine stykke arbejde. Svenske Mikael Persbrandt stjæler hele showet som lægen Anton og er klasser over resten. Han har en ærefrygtindgydende ro og en intensitet i alle scener han er med i. I en bestemt scene har han en konfrontation med Bodnias karakter, hvor han prøver at bevise at vold ikke har nogen effekt på ham. Persbrandt vinder denne duel, ikke bare fordi scenen er skrevet til at han skal vinde, men også fordi han fejer Bodnia af banen rent skuespilsmæssigt.

De to wildcards finder vi i form af de to 14-årige skuespillere, Markus Rygaard som Elias og William Jøhnk Nielsen som Christian. Heldigvis har Bier truffet det rigtige valg ved at caste de to knægte. De er måske ikke så dygtige til at læse replikker med specielt meget indføling, men de gør et pragtfuldt arbejde ved at definere deres karakter gennem kropssprog og udstråling.

Der hvor oplevelsen begynder at halte, er når man prøver at grave dybere. Situationerne og karaktererne er alt for overfladiske. Vi kan udmærket godt sympatisere med dem, men vi sympatiserer mere med en type end et egentligt menneske, som en veludviklet karakter burde være.

En konsekvens af overfladiskheden, er at historien er dræbende forudsigelig. Fra første gang Christian møder Elias ved jeg hvordan historien udvikler sig og da Bodnias karakter dukker op, ved jeg hvordan den slutter. Det hele er så flot fortalt at slutningen stadig føles som et slag i maven, men det er langt fra så interessant som det kunne være.

Hævnen gør et godt arbejde med at skabe en tiltalende, glat overflade som alle kan beundre, men som ved nærmere inspektion ikke bærer på nogen mærkbar substans. Det er stadig en god film, men at den har modtaget alle de prestigefyldte priser, kommer lidt bag på mig. Pelle Erobreren, this ain't.

Ekstramateriale:

Som det lader til at være standarden i Blu-Ray-udgivelser af danske film er ekstramaterialet ekstremt sparsomt. Udover et par slettede scener, er der kun et langt interview med Susanne Bier inkluderet.
Det er rimeligt interessant at høre hendes mening om dansk film, hendes grundlæggende idéer, arbejdet med Anders Thomas Jensen og andre ting. Hun er dog en anelse anstrengende at høre på, fordi hun bruger størstedelen af interviewet på at prædike om forskellige temaer. Hun virker rimelig selviscenesættende, men det er bare min mening. Interviewet er et fint supplement til spillefilmen.