.Hack vol. 1+2

Nutidens kraftige Internetforbindelser tigger og beder om at blive brugt til spil - også på PS2. Uanset om man er til hack’n’slash-rollespil, røver og soldater eller firhjulet dødskørsel, har man noget slukke tørsten med. Desværre ser det sløjt ud på MMORPG-fronten, for til manges store skuffelse blev det ikke til noget med FF XI på vores breddegrader. Det var vist noget med en harddisk, der endnu ikke er lanceret. Men kan man ikke få den ægte vare, må man tage til takke med en efterligning, og her udfylder .hack det virtuelle hul. Denne anmeldelse dækker de to første udgivelser i serien, som breder sig over i alt fire afsnit. Hvis du sidder og undrer dig over, hvorfor vi skriver én anmeldelse af to tilsyneladende forskellige spil, så skyldes det, at .hack-seriens afsnit hænger så tæt sammen, at de sagtens kan behandles som en enhed.

CyberConnect2s serie er et simuleret MMORPG. Du spiller en figur, som spiller en figur - et spil i selve spillet. Forvirret? Lad mig give dig detaljerne. I en ikke så fjern fremtid er millioner af spillere blevet grebet af MMORPG-spillet, The World. Vores figur er én af dem, som du passende kan give dit eget navn. Den figur spiller så figuren Kite - en knægt, der traditionen tro roder sig ud i noget griseri og indtager hovedrollen. Kites ven, Orca, (som vi også kun ser som den figur, han spiller) går i koma (i den "virkelige" verden) efter at have spillet The World, og Kite får samtidig snitterne i et særligt armbånd, der gør ham i stand til at manipulere monstrene og andre dele af det softwareprogram, som The World nu engang er. En række andre uforklarlige hændelser bringer Kite i kontakt med andre figurer, som slutter sig til ham i hans søgen efter det, der skaber alle problemerne i The World.

.hack er et action-RPG i stil med Dark Cloud/Chronicle og Kingdom Hearts. Spillets gameplay går hovedsageligt ud på at tæve fjender, bruge skills (magi m.m.) og åbne kister. Selvfølgelig fylder køb og salg af genstande, udstyr og udrustning også en stor rolle, præcis som i alle andre rollespil. Spillets action foregår i tilfældigt genererede dungeons, og gennem et temmelig kompliceret ordkombinationssystem kan du selv genere dem, så de passer til dine behov og den level, du befinder dig på. Denne funktion er god, når man skal level’e sine figurer op, eller man bare har lyst til at meje sig vej gennem horder af fjender, som faktisk er ganske fornøjeligt og vanedannede.

Der er naturligvis en scriptet vej, man skal følge, for at tygge sig gennem historien, som på den ene side er snedigt udtænkt og spændende, men samtidig stillestående i lange perioder ad gangen. Der er 1000 ting, man gerne vil have svar på, men da det nu er en serie med fire afsnit, så har udvikleren nærmest måtte trække fortællingen i langdrag, og det lider udgivelserne under.

For at komme tilbage til spillet og ikke spillet i spillet - ja, nu er det lige før, jeg selv bliver forvirret - så kan du til enhver tid logge dig ud af The World og komme tilbage til message-boardet og læse om andre spilleres problemer, få insideinformationer og blive lidt klogere på, hvad The World er for en størrelse. Du kan også logge helt ud og komme tilbage til dit skrivebord og læse dine private e-mails. Fornemmelsen af at befinde sig i en simuleret MMORPG-verden med flere niveauer er både velfungerende og troværdig. I The World vil du se de andre figurer komme med udtalelser som "øv, min aftensmad er brændt på" eller "jeg sidder og kæler min kat, den er så nuttet". Det underbygger på overbevisende måde illusionen om, at disse mennesker sidder hjemme hos sig selv og spiller spillet, og eftersom det hele er suppleres med private e-mails og beskeder på message-boardet, så må jeg tage hatten af og erkende, at CyberConnect2 har været smarte.

Som nævnt hænger seriens afsnit tæt sammen - næsten for tæt. Toeren starter nøjagtig dér, hvor etteren slap både historie-, gameplay-, grafik- og lydmæssigt, og det er ikke meget, man får at vide om historien, i det korte resume. Toeren byder godt nok på en ny by - som er udgangspunktet i The World - og der er nye monstre, genstande og andet habengut, men hvordan man ender vender og drejer det, så er spillene så påfaldende ens (ja, det var jo også meningen, men alligevel), at det kan være mere end svært at forstå - for slet ikke at sige retfærdiggøre - at det absolut skulle gøres til to separate udgivelser. Ud over nogle lidt slørede og udvaskede overflader, klarer .hack vol. 1+2 sig ganske godt rent visuelt, men ikke mindst fordi spillet har været længe undervejs, kan grafikken ikke rigtig imponere på nuværende tidspunkt. Du må endvidere forvente, at kameraet konsekvent har brug for en kærlig manipulerende hånd.

.hack er et frisk pust i rollespilsgenren og ser man på konceptet og al det arbejde, der er lagt i for at gøre illusionen af at spille et spil i et spil så troværdig som muligt, så kan man dårligt blive andet end imponeret. Gameplayet er umiddelbart vanedannende, og historien er ikke helt tosset. Men selv om konceptet er snedigt udtænkt og godt realiseret umiddelbart, så går luften af ballonen allerede i toeren, som groft sagt er et spejlbillede af etteren. Om end gameplayet er vanedannende, så er det nu engang for magert til to spil, og kombineret med en fortælling, der har det med at gå i koma i perioder, så fremstår det hele efterhånden en smule glansløst og langsommeligt. Hvis serien skal holde dampen oppe i de to sidste afsnit, skal der hives blåhvaler og elefanter op af hatten. Kaniner er simpelthen ikke nok.