Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Ground Control: Dark Conspiracy

Ground Control: Dark Conspiracy

Dark Conspiracy er en add on pakke til et af sidste års absolut fedeste realtime strategispil. Og så er den gratis!

Dark Conspiracy (DC) er en add-on pakke til et af sidste års absolut fedeste realtime strategispil, spillet Ground Control (GC) fra svenske Massive Entertainment. Add-on pakken er endda gratis for dem, som allerede har Ground Control, så det skulle nok kunne vække appetiten derude. Gameplay´et i DC er stort det samme som i GC, udover at der er kommet en ny fraktion til, tilføjet nogle nye enheder for de to eksisterende sider samt mange nye multiplayerkort. Dog kan den nye fraktions enheder virke lidt for stærke overfor de 2 andre fraktioner i spil mod andre.

DC, udviklet af High Voltage, forudsætter, at man ejer Ground Control i forvejen, og indtil videre er det kun amerikanere og canadiere, som kan bestille DC gratis (mod at betale et lille beløb for forsendelsesomkostninger) via en formular på DC-websitet, mens vi herhjemme må vente til et sted omkring midten af januar 2001 (Mere info? Ring til distributøren IQ Media på tlf. 70237323). Der følger ingen trykt manual med, den er derimod vedlagt som pdf-fil på CD-rom´en. Manualen indeholder megen baggrundshistorie samt beskrivelse af den nye fraktion og alle de nye enheder.

Religiøse lejesoldater på farten
DC fortsætter hvor Ground Control sluttede. Sarah Parker og Jarred Stone har deres hænder fulde. Det kan godt være, de vandt det første slag mod Crayven Corporation og Order of The New Dawn, men disse er nu mere end opsatte på at få fat i vore to hovedaktører. Og for at det ikke skal være løgn, er der i ruinerne af Order of The New Dawn opstået en ny dommedagsfraktion, Phoenix Mercenaries, som vil udrydde galaksen for alt liv til ære for deres gud. Sarah Parkers opgave igennem DC er, at finde ud af helt præcist hvad denne mørke sammensværgelse går ud på og forhindre, at de når deres mål. Ground Control universet er igen kulisse for de helt store slag.

Samme seje gameplay
Singleplayerdelen består af 15 nye missioner, og de er ikke ubetinget lette at gå til, især ikke hvis man spiller dem på højeste sværhedsgrad, og når man er under tidspres. Selve spilfølelsen i de enkelte missioner er den velkendte fede fornemmelse fra GC: fuldt rotérbart 3D-terræn og seje zoom funktioner gør gameplayet virkeligt lækkert. Landskaberne er blevet lidt pænere at se på, især har man gjort lidt mere ud af teksturerne. Og FMV-sekvenserne ser bedre ud (og det gør Sarah Parker også!).

Den nye fraktion
Crayven og Dawnierne vil jeg ikke gøre så meget ud af. Til gengæld er den nye fraktion, Phoenix Mercenaries, ret interessante. Deres våben er mere eksperimentelle end de andres og kan derfor også være ret ustabile, da de benytter sig af pyroteknologisk habengut. Tag f.eks. deres Plasma Grenader. Dens våben affyrer eksplosiv plasma, som er RET effektiv mod tanks og bygninger. Og dens specielvåben - yum! Udstyr den med napalm granater, affyr en granat og se gruppe fjendtlige infanterister bliver ristet levende. En anden cool enhed er lejesoldaternes Manticore Main Battle Tank. Den er ikke så manøvredygtigt, så det er en god ide at give den støtte i form af hurtigere tanks. Til gengæld er den udstyret med 2 kanoner, som kan gennemtrænge selv den stærkeste armering og så kan den også affyre eksplosive fosforgranater både mod enheder på landjorden samt luftbårne enheder.

Multi-multi mange nye kort
Multiplayer byder på mange nye kort at spille på, udviklet af Massive Entertainment selv, både til skirmish men de er især gode imod andre i et netværksspil. I singleplayer virker enhederne rimeligt balancerede. Men nogle af Phoenix enhederne har i multiplayer en tendens til at være lidt for kraftige i forhold til Crayven og Order of The New Dawn tropperne.

Konklusion
Er det så værd at "anskaffe" sig DC? Jeg mener ja! Den nye fraktion, de nye enheder til alle sider samt de mange nye kort gør, at man endnu engang vil blive suget ind i GC´s fantastiske univers. Det trækker dog nedad, at visse Phoenix enheder virker så meget stærkere i forhold til enhederne på de 2 andre sider.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Den seje historie udbygges, ny fraktion samt nye enheder.
-
Phoenix enhederne lidt for kraftige i forhold til de 2 andre fraktioner, amerikanere samt canadiere kan få det for en slik …