Gamereactor

Gamereactor
Film
Green Zone

Green Zone

Matt Damon forsøger sig som amerikansk Bond i Paul Greengrass' nyeste film. Læs Kristians bedømmelse her...

Den britiske instruktør Paul Greengrass er kendt for at lave ekstremt realistiske film. Efter at have skabt berusende oplevelser med sin fluen-på-væggen stil i Bloody Sunday og United 93, er han nu klar med en kommentar til Irak-krigen: Green Zone.

Soldaten Roy Miller er i Irak for at lede efter atomvåbnene som diktatoren Saddam Hussein anklages for at have. Efter at have fået fejlagtig information flere gange begynder han at tvivle på, om regeringen har rent mel i posen. Da CIA-agenten Martin Brown får interesse for Miller, inkluderes han i et indviklet spil, der tegner et skræmmende billede af selve grundlaget for krigen.

Dette markerer et nyt punkt i Greengrass' karriere. Efter skiftevis at have lavet film baseret på sande hændelser og den underholdende Bourne-serie, kaster han sig nu over en blanding af begge dele.

Handlingen udspiller sig i løbet af Irak-krigen, men er udover det opdigtet. Denne blanding af fiktion og fakta er denne gang Green Zones akilleshæl. Det virkede en anelse usmageligt, at en så kompliceret og voldelig konflikt bruges til at fortælle en meget anti-amerikansk og overdreven paranoid historie.

Det største chok for mig, var at se en intelligent instruktør som Greengrass fuldstændig skifte kurs fra sine objektive beskrivelser af virkeligheden, til en komplet ensidig fortælling hvor der sympatiseres med diktaturets generaler og amerikanske regeringsfolk er djævelen selv. Der er lagt op til debat, det ville dog have klædt filmen, med en mindre ensidet behandling af emnet.

Hvis vi ser bort fra den tydelige dagsorden er der tale om en hæderlig omgang action. Det er dybest set en Bourne-film blandet med lidt historiske hændelser. Matt Damon har præcis den samme udstråling og sammen med det typiske håndholdte kameraføring ligner det til forveksling en fjerde film i serien om den hemmelige agent.

Jeg har det lidt svært med Green Zone. Som et historisk dokument eller politisk kommentar har den absolut ingen relevans. Men hvis du kan abstrahere fra de bizarre budskaber, den kommer med, og bare nyde at Damon er virkelig rå som hemmelig agent, så er den et kig værd.

Ekstramateriale:
En dokumentar omkring Matt Damons knaldhårde træningsprogram for at komme i form til filmen. Lidt bag scenen og naturligvis kommentarspor.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10