Gravity Crash
Blichfeldt er tilbage fra sit rumeventyr, og er klar til at fortælle alt om en verden fuld af glødende vektorgrafik og udfordring. Du kan læse det hele lige her...
Midt i stuen står min fladskærm og smiler, mens vennerne, bestående af fem halvanden meter høje højtalere og deres lillebroder af en subwoofer, glædeligt sender deres entusiasme mod den i form af synthesizermelodier jeg troede glemt i 80'erne.
Grunden til skærmens meterbrede smil er at samarbejdet mellem den, min Playstation 3 og de HDMI-kabler der lader dem begge snakke sammen, har produceret et billede i så smukke, funklende neonfarver at det er ganske umuligt at holde øjnene fra det.
Den hidtil ukendte udvikler, Just Add Water har ligesom tonsvis af andre udviklere, gravet deres eget stykke af gårsdagens spilhistorie frem. Men inspirationen er denne gang ikke kommet fra Robotron, men i stedet det fantastisk underholdene Thrust, som nogen måske vil kunne huske i tidligere opdaterede former som Gravity Force, Rotor og Sub-Terrania.
Konceptet er såresimpelt og med kontrollen over et lille rumskib, er det din opgave at nedplaffe rumbaser, indsamle krystaller, skaffe ekstravåben og redde vildfarne astronauter. Det er alt sammen set hundredvis af gange før, men det lille twist af formularen, som {Gravity Crash} så snedig har lånt fra Thrust, er at de baner man bevæger sig rundt på, alle er tilføjet en tyngdekraft som uden at tage parti, påvirker ethvert af spillets elementer.
Tyngdekraften betyder eksempelvis at kontrollen over eget rumskib, hurtig bliver en kamp om hele tiden at give raketmotorerne nok kraft til at holde sig flyvende, men ikke så meget at man kolliderer med den nærmeste mur. Udfordringen i dette bliver naturligvis højere ved at banernes design hurtigt begynder at minde om underjordiske labyrinter. Pludseligt er det ikke nok at indsamle krystaller eller redde astronauter mere, og i stedet skal kontakter nu aktivers for at åbne porte i den anden ende af banen.
Den største udfordrer er dog på alle tidspunkter dine brændstofreserver. Hver gang du har brug for et ekstra skub af raketmotorerne koster det brændstof, og derfor lærer man hurtigt at effektivisere sin fremfart. Små, hurtige ryk er oftest mere effektivt end at bruge hele tanken over kort tid, og med ind i planen bør man også tage hvor det næste depot af brændstofskrystaller findes.
Disse ideer har givet Just Add Water rigelig med muligheder for at lave baner der i løbet af kort tid vokser sig enorme, og byder på så mange hemmeligheder og udfordringer, at man hele tiden må overveje egne evner og brændstofsbeholdning.
Fra start bydes der på 35 baner hvis du er alene, samt 12 ekstra hvis du spiller med vennerne. Grundet en simpel og robust værktøjskasse, er det dog muligt i løbet af kort tid at sammensætte egne baner, og grænser er der meget få af.
Det hele er pakket ind i retroklæder så lækre at din fladskærm heller ikke vil kunne andet end at smile. Som hos Geometry Wars har man også i {Gravity Crash} valgt at tage udgangspunkt i gårsdagens vektorgrafik, og tilsat den smukke neonfarver. Hver farve er dog blevet tilføjet en glød så strålende, at det er som om farverne nærmest bløder ud af skærmen, uden på noget tidspunkt at miste skarpheden. Det ser alt sammen utroligt lækkert ud, og hver gang man tror man har set det hele, introducerer udvikleren nye elementer som vand og lava, eller helt nye farvepaletter som holder det hele friskt.
{Gravity Crash} er en af de stærkeste eksklusiv-titler vi har set til PSN indtil videre, og byder på en spilbarhed af den slags hvor man meget hurtigt bliver fanget i en kamp om at opsamle hver en lille dingenot på hver bane. Med dette i tankerne, potentielt for tusindvis af hjemmelavede baner til direkte download, samt en pris på godt 55kr er dette en tidlig juledessert du ikke bør springe over.
Gamereactor Danmark