Grandia
Grandia er et fedt spil - ingen tvivl om det. Det er et utrolig godt alternativ til Final Fantasy spillene, da det indeholder mange andre elementer end disse, og er derfor meget nyskabende.
Spørg en Sega Saturn fan om hvilket spil han/hende mener, er spillet der er Saturnen´s Final Fantasy. I 110 % af tilfældene vil du høre navnet Grandia flyve ud af munden af vedkommende. Og det er bestemt ikke uden grund!
Grandia minder utrolig meget om de fede Final Fantasy spil. Det viste sig nemlig at Segas Saturn på det tidspunkt hvor Grandia, Final Fantasy og "telefonen lige var opfundet", kunne det undervurderede Saturn RPG faktisk hamle op med dets lige på PlayStation.
Men grunden til at købe en Saturn for at kunne spille Grandia er der ikke mere. Nu er Grandia nemlig udkommet til PlayStation. Umiddelbart skulle man tro at spillet var forældet nu hvor Final Fantasy VIII pryder forsiderne af spilmagasinerne med flotte 10 taller. Men Grandia viser sig faktisk at være en værdig konkurrent - stadigvæk!
Historien i Grandia er således. Du er Justin som kommer fra det civiliserede samfund. Justins far var en stor eventyrer, og dette planlægger Justin også at være. Sammen med sin barndomsveninde, Sue tager de ud på jagten efter den forsvundne civilisation kaldet Angelou.
Gameplayet i Grandia er meget fleksibelt. Du kan styre både Justin og Sue og hver især har mange forskellige moves tilgængelige i kampdelen af spillet, der kan betragtes som noget af det mest interessante i dette spil. Kampene er ikke så firkantede som de tildels var i Final Fantasy spillene. I Grandia kan du koordinere dine angreb på en hidtil uset måde. Der er diverse options at vælge imellem når du skal angribe fjenden. Du kan se på afstanden, hvornår din fjende skal flytte sig næste gang, og du kan i det hele taget selv bestemme hvornår du vil angribe modstanderen. En fed detalje er at du senere hen i spillet, hvor din erfaring stiger, kan koordinere angrebet således at dine to spillere angriber lige efter hinanden - hurtigt. Og dette giver større skade på modstanderen.
Der er forskellige måder du kan blive angrebet på. Hvis du bliver angrebet bagfra vil du få mindre tid til at fuldende kampen mod din modstander(e) i, og hvis du bliver angrebet af flere figurer samtidigt er det højst sandsynligt et baghold, og tidspresset bliver større.
I starten af spillet har ingen af dine figurer nogen speciel kraft - også kendt som Guardian Forces i Final Fantasy 8 (GF). I Grandia går det ud på at samle Mana - det magiske element der optræder i mange rollespil, som giver dig større kræfter og mulighed for at udføre diverse spells.
Du kan blande de forskellige spells med hinanden, så hvis du blander ild og luft sammen, får du noget lignende ´Fire Magic´.
Der er mulighed for at manifestere mange spells i Grandia. Op til 80 for hver af karaktererne Sue og Justin!
Grafikken i Grandia følger godt med, men er ikke på det samme niveau som Final Fantasy 8´s. Kampene udspiller sig i et slags 2D perspektiv, set skråt oppefra, ligesom de andre begivenheder i spillet vises. Eller er det 2D? Grandia´s grafik blander sig mellem den anden og tredje verden, og dette giver et flot look. Ikke nok med at alle elementerne på banerne er lavet af polygoner, er disse også rigtig flot detaljerede!
Detaljegraden i Grandia er bestemt det der trækker op i grafikkarakteren, samtidigt med spillets fantasifulde grafik. Men hæsblæsende kampe som i Final Fantasy VIII skal du ikke forvente i Grandia.
Lyden i spillet er en mixet affære. Grandia bliver ledsaget af en flot baggrundsmusik der tilføjer stemning til spillet. Desværre er stemmepålægningen ikke noget specielt. Final Fantasy klarede jobbet fint - for det havde overhovedet ingen stemmepålægning. Dette har Grandia dog, og den er ikke i Metal Gear Solid kvalitet. Den er meget svingende, og holder sig meget nede på det amatøragtige. Stemmerne fungerer meget uden følelser og gør at man ser sig henlagt til at læse teksten i stedet for at høre på stemmerne.
Grandia er et fedt spil - ingen tvivl om det. Det er et utrolig godt alternativ til Final Fantasy spillene, da det indeholder mange andre elementer end disse, og er derfor meget nyskabende. Der er avancerede features du kan pille ved og kampene er også til at redigere.
Desværre ser det ud som om at Grandia ikke bliver opfattet som den klassiker det rent faktisk er. Final Fantasy er sådan et stort spil. Square står bag det, og der er blevet postet så utrolig mange penge i det. Så er det bare synd at se et firma som GameArts lave en værdig konkurrent, og så ikke få den nødvendige opmærksomhed, som det ikke fik i USA i forhold til Final Fantasy VIII...
Gamereactor Danmark