Grace is Gone

Siden den 11. september 2001 og den krig der er fulgt med, er der blevet lavet en stor bunke film omkring World Trade Center, flykapringer og krigen i Irak og Afghanistan. Tabet af familie, og de personlige tragedier, er et perfekt emne, at tage op på baggrund af dette, og det er her Grace Is Gone hører hjemme. Dog sætter Grace Is Gone dog fokus på en hændelse, man sjældent ser i film, nemlig at det er konen, i stedet for manden, der er død af krigens rædsler. Dette er et rigtig interessant udgangspunkt, og selvom skuespillet og personerne er i top i Grace Is Gone, forbliver filmen dog en langsommelig affære på trods af en kort spilletid.

John Cusack spiller den altdominerende hovedrolle som familiefaren Stanley Phillips. Stanley er en kedelig og alvorlig mand, med et job som salgschef i den lokale elektronikbutik, og to døtre på 8 og 12, som han skal forsørge. Imens er hans kone Grace i tjeneste i Irak. En dag ringer det dog på døren, og da to militære ansatte står på dørtrinnet, falder bomben for Stanley. Hans kone er blevet dræbt og hans største opgave er nu, at give beskeden videre til sine døtre på den mindst sårende måde.

Men er det overhovedet muligt? Dette er spørgsmålet, som han kæmper med, og da han endelig skal fortælle døtrene om hændelsen, får han kolde fødder. I stedet inviterer han dem ud på en rejse til en forlystelsespark i Florida. Rejsen bruger han som skalkeskjul for det faktum, at han ikke tør fortælle sine døtre om, hvad der er sket med deres mor. Dog kan hans ældre datter Heidi lugte lunten om, at noget ikke er helt på sin plads, men farens skøre optrin undervejs fjerner pletvis hendes mistanker, og samtidig er lillesøster bare ekstatisk over at skulle til forlystelsesparken.

Hele filmen bygger op til det punkt, hvor den desillusionerede Stanley giver beskeden til sine døtre, og det er ikke særlig langt inde i filmen. Den primære grund til dette er, at filmen ikke er særlig lang. Alligevel føles den uendelig lang, når handlingen udspiller sig, for tempoet går skiftevis fra langsomt til utrolig sløvt, og det er ret ærgerligt. Jeg ved godt, at et stærkt drama ikke skal foregå i hæsblæsende tempoer, men når filmen bruger tid på scener, hvor den ene datter holder vejret under vand, så rækker min tålmodighed altså ikke i længden.

John Cusack kan man dog ikke andet end at rose for sin præstation i rollen som Stanley Phillips, men da hele filmen er bygget op omkring ham og hans døtre, er man alligevel ikke så overrasket over måden han spiller. Hans mere frigjorte bror, spillet af Alessandro Nivola, og den yngste datter, er de eneste, der giver filmen lidt pusterum fra de kedelige og sørgelige scener, der gang på gang optrapper sig.

Grace Is Gone forsøger at skabe et dybt billede af en mand midt i sin største krise, og klarer opgaven til dels. Slutningen burde ramme klokkerent på alle, der bare besidder en smule følelser, men resten af filmen kører af sted i et tempo, som gør, at du højst sandsynlig falder i søvn halvvejs. Trist film, og det er i mere end én forstand.