GOTY Check-In

Vi er nu omtrent halvvejs inde i 2023, og selvom at de største lanceringer endnu venter, såsom Starfield, Alan Wake 2, Super Mario Bros. Wonder og Marvel's Spider-Man 2, så kan man vist samtidig godt slå fast, at året allerede har budt på absolutte sværvægtere.

Diablo IV, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Final Fantasy XVI, Star Wars Jedi: Survivor, Resident Evil 4, Dead Space Remake, Hi-Fi Rush - listen er lang, og jeg kunne blive ved.

Men hvordan ser slagmarken ud nu blandt de forskellige GR-skribenter, og måske vigtigst af alt, hvilket spil er, indtil videre, dit Game of the Year? Det vil vi gerne blive klogere på, så vi har samlet lidt indtryk fra de diverse anmeldere.

Jonathan Sørensen - Amnesia - The Bunker

Jeg har det svært med gyserspil. Som regel undgår jeg dem, og skal jeg spille dem, er det med et øje lukket og fingeren klar til at trykke på mute-knappen. Men nogle gange er man nødt til det. Der findes gyserspil som er blandt de bedste spil nogensinde, og det ville være synd at snyde sig selv for dem bare fordi man er lidt af en bangebuks. The Bunker er måske ikke blandt "de bedste spil nogensinde", men det er et spil som er så effektivt og fokuseret i sin præmis, stil og spilmekanismer at man er nødt til at give det et forsøg. The Bunker er som Alien Isolation sat i en bunker under første verdenskrig. Chokeffekten er ikke planlagt, men den kunstige intelligens er dynamisk og reagerer på spillerens opførsel. Gyset kan derfor aldrig helt aflives, man kan aldrig helt regne ud hvor og hvornår monsteret kommer. En generator holder liv i elektriciteten, og løber den tør for brændstof, ja, så ryger al lys - undtagen din lille lommelygte, som man for resten ikke kan bruge uden at larme. At være dybt inde i bunkeren, langt fra generatoren og ekstra benzin når lyset går ud, er en rædselsvækkende oplevelse, men også en helt fantastisk og effektiv oplevelse - og den bedste indtil videre i 2023.

Ketil Skotte - The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom

På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne pege på et andet spil i stedet for at følge strømmen, men jeg kommer ikke uden om det. The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom er med afstand det bedste spil, jeg har spillet i år.

Da Breath of the Wild kom, så og sejrede var vi mange, der gik ud fra, at spillets grundlæggende tilgang til en åben verden hurtigt ville danne skole, men indtil videre er det kun Elden Ring, der for alvor har sejret med samme frie formel. Måske er det fordi, det Nintendo formåede, var meget sværere end vi gik og regnede med? Det handler jo ikke bare om at slippe spillerens hånd, men om blidt at skubbe i den rigtige retning uden at stritte imod, når vi ikke lader os skubbe. Det handler om at lade os være drivkraften, men samtidig have så meget spændende og afvekslende indhold, at hele oplevelsen altid fremstår skræddersyet.

Med Tears of the Kingdom sprænger Nintendo rammerne for, hvordan denne type spil kan tage sig ud. Det er på én gang mere fleksibelt og bøjeligt end sin forgænger samtidig med, at det føles mere personligt. Hovedvejen gennem spillet er mere engagerende, og sideindholdet mere afvekslende og omfattende. Jeg elsker, at jeg kan være på vej mod et mål, se noget i horisonten, undersøge det og så opdage noget helt nyt, der fanger mig i timevis. Og jeg elsker, at det sker så ofte, som det gør. Og selvom spillet på overfladen ligner sin forgænger, bugner det med nye ting. Nogle, såsom Sky Islands, er åbenlyst fantastiske, mens det tog mig længere tid at tø op over for Depths, men nu drager jeg entusiastisk på skattejagt i mørket med den viden jeg finder i skyerne.

Det er et af den slags spil, der bliver ved med at tage pusten fra mig med sin opfindsomhed og sans for bjergtagende billeder, og lige nu håber jeg, at det aldrig vil stoppe. Det gør det selvfølgelig, men lige nu lever jeg i drømmen.

Jakob Hansen - Atomic Heart

Atomic Heart er langt fra noget uproblematisk spil. Her tænker jeg egentlig ikke på kontroverserne, der har været omkring dets russiske opgav, men snarere dets design. Spillets kampe og bevægelser kan til tider være en smule kluntede, og mange menuer ville ikke være mindre uoverskuelige, om de så stod med kyrilliske bogstaver. Ej heller er FPS-spillet særligt unikt. Dets techno-magisk assisterede skydedel og overordnede struktur kopierer ganske vidst på kompetent vis Bioshock-formlen, men gør så heller intet for at overgå sin inspirationskilde.

Så hvorfor er spillets alligevel mit foreløbige højdepunkt? Det skyldes uden tvivl spillets gennemførte udgave af Sovjetunionen anno 1955 sat i en alternativ tidslinje. Den opulente arkitektur, med sin kombination af blank marmor, skinnende stål og rød velour, skaber en unik spilverden, der næsten virker som en propagandaplakat vakt til live, og spillets historie formår både at underholde og give stof til eftertanke. Samtidig er der virkelig kælet for detaljen. Jeg nærstuderede hver plakat, læste igennem alle beskederne på de mange computerterminaler, og flere gange stod jeg endda helt stille for at beundre de imponerende bygninger.

Med fire DLC-pakker undervejs må jeg hellere tage på ambassaden og få et par stempler i passet, for jeg skal helt sikkert tilbage til Mundfishs opslugende og gennemførte verden.

Magnus Groth-Andersen - Dead Space Remake (det bliver for kedeligt hvis alle bare siger Zelda)

Okay, jeg synes også at The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom så absolut er årets bedste spil indtil videre, og jeg tror også at det er blandt de bedste spil jeg nogensinde har spillet - det kommer desuden fra en der kun har spillet de to seneste titler i serien.

Men jeg tænkte lige at bruge piedestalen til at rose et helt andet spil, nemlig Motives Dead Space Remake, der ligeledes introducerede mig til et univers jeg endnu ikke havde oplevet. Jeg elskede hvert et sekund af Dead Space Remake, der forblev tilfredstillende rent mekanisk, narrativt engagerende og uendeligt velsammensat fra åbning til slutning.

Jeg håber nu på mere, jeg håber på Dead Space 2 Remake, ja jeg håber sågar på Dead Space 3 Remake, for jeg føler at Motive har evnerne, har kapaciteten og erfaringen til ikke bare at give os klassikere med et friskt lag maling, men eventuelt fikse det der var i vejen med det tredje kapitel.

Magnus Laursen - System Shock Remake

De sidste par år har budt på en lind strøm af remakes. De færreste af dem har sagt mig noget. De har virket unødvendige, ufærdige eller en smule desperate. Men hvis der er en undtagelse som bekræfter reglen, så er det Nightdives genskabning af System Shock. Måske fordi spillet har været undervejs i så mange år; måske fordi originalen næsten er tredive år gammel; måske fordi 451-spillene altid har haft - og tydeligvis altid vil have - en særlig plads i mit hjerte. Det nye System Shock er vidnesbyrd om at et stærkt, simpelt præmis kombineret med et spraglet, labyrintagtigt banedesign aldrig går af mode. Spillets virvar af korridorer, hangarer, sluser og elevatorer er utrolig intrikat - til det punkt hvor det næsten kan virke svimlende. Og netop den følelse, af at løbe rundt som en forvirret og rådvild rotte i grotesk eksperiment, låner sig perfekt til den oplevelse som spillet konstant forsøger aat skabe - manifesteret og italesat gennem den evigt sublime SHODAN. Leg er universelt, men vi spiller af mange forskellige grunde. Det er en kliché blandt spilanmeldere, men System Shock mindede mig om hvorfor jeg spiller spil - og hvad jeg elsker ved dem. Og efter et par magre år uden de store ludiske åbenbaringer, faldt Nightdives retrodyk på et tørt sted.

Claus Larsen - Diablo IV

Jeg er en lootwhore. Giv mig udstyr med en masse farver, der kaster lysstråler når de dropper, og så er jeg der. Jeg elsker at finde det der super item, som bare gør mig til en badass et stykke tid, indtil det bliver forældet, eller overhalet indenom af udstyr, som er endnu bedre. Derfor er mit GOTY indtil videre Diablo IV. Spillets gameplay loop er det bedste i noget Diablo-spil, og der er en masse at lave når man er igennem historien. Fire sværhedsgrader, og tusidenvis af blå, gul, orange og guldfarvede stykker udstyr, som man kan forsøge at få, i den kæmpe verden Blizzard har lavet. Jeg venter nu på Sæson 1, som starter snart, og jeg har nok postet 200-300 timer i det allerede. Diablo IV er en tour de force af et spil, og viser at Blizzard stadig kan deres kram, når de får lov til at undgå alt for meget indblanding fra grådige forretningsfolk, som har bundlinjen som pejlemærke.

Hvad er dit GOTY indtil videre?