Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Google Pixel 10

Google Pixel 10

Om det er den dyrere Pro eller den almindelige Pixel 10 - Google leverer varen i år.

Pixel er nu nået til sin 2025-udgave, og havde du forventet nyt design, så bliver du skuffet. Det er stadig afrundede hjørner og et tydeligt kamerahus, stadig meget strømlinet og minimalistisk - og det samme kan siges om deres brugerflade. Alt er gennemdesignet til det yderste.
Det testede eksemplar var i en lækker indigoblå farve - meget kraftig, men pæn og ikke skrigende. Det er dog næsten synd, men nødvendigt, at bruge et cover, for overfladen er satinagtig at røre ved. Den rammer grænselandet mellem premiumfølelse og vægt ret godt. Taget i betragtning, at Google har benyttet genbrugsmaterialer i stort set alt, føles det nu både nyt og lækkert.

Knappen til AI og multifunktion er placeret over volumenknappen - det skulle jeg lige vænne mig til. Skærmen er Googles Actua, altså OLED, 1080 × 2424, og 422 ppi. Det er på papiret ringere end Pro-modellen, men i virkelighedens verden er den virkeligt god. Det er kun, når man sammenligner direkte og med HDR-indhold, at man kan se forskel - forskellen er der, men det er mest for nørder som mig, der går op i grønnuancering på blade. Skærmen kører 120 Hz adaptivt, er beskyttet af Corning Gorilla-glas og kan ramme 3000 nits med HDR-indhold. Farverne er 24-bit.

Google har dog også fået andre ting med: 7 års garanterede opdateringer - ikke kun sikkerhed, men også funktionalitet. Den kommer desuden med Android 16, der er forbløffende hurtig, og næsten alt foregår øjeblikkeligt. Jeg måtte have to kraftige spil kørende samtidig for at kunne mærke en forskel, takket være Googles G5 Tensor CPU.

Der er en del sikkerhedsfunktioner indbygget, bl.a. car crash detection. Det fik jeg heldigvis ikke kontrolleret, men både den funktion og en lang række andre, som pulsfald og faldregistrering, vil være at finde i det kommende Pixel Watch. Ligeledes fik jeg heller ikke afprøvet nødkaldsfunktionen, da det er ulovligt at teste for sjov - men den ser ud til at virke, hvor jeg bor.

Batteriet ligger lige under 5000 mAh og rækker mere end rigeligt til en hel dag. Der understøttes hurtigopladning og trådløs opladning via Qi2, og så er der nu PixelSnap, et magnetsystem som kendes fra andre producenter. Det er fuldt kompatibelt med trådløs Qi2-opladning - noget andre producenter åbenbart har glemt eksisterer. Så uanset om du har MagSafe- eller Qi2-produkter, virker de med Pixel 10.

AI er endelig kommet til et niveau, hvor det er nyttigt. Simple ting som at langt mere nu understøttes på mit eget sprog. Nu venter vi bare på, at det også gælder real-time oversættelse med egen stemme ved telefonopkald - det er i min optik en af de mest imponerende og mest nyttige features.

Til gengæld elsker jeg, hvordan mange separate apps - f.eks. QR-kode-scannere eller appen "Arter", der kan fortælle om en plante er giftig, nyttig, eller blot ukrudt - nu er overflødige. Se, det er fornuftig brug af AI.

Der er dog lidt ridser i lakken. Redigerer man direkte i kamera-appen, er resultatet af AI ikke altid supergodt, og det kræver lidt øvelse at få det til at se naturligt ud. Bruger man AI i form af Gemini og redigerer dér, er det normalt at få beskeden: "Den funktionalitet er ikke tilgængelig i din region." Og taget i betragtning, at Gemini Pro ikke er inkluderet i prisen, men koster 169 kroner om måneden, er det ikke godt nok.

Når vi nu er ved kameraet, må jeg indrømme, at det er godt - rigtig godt. Særligt evnen til at tage billeder under dårlige lysforhold imponerer, for hvad der er en "entry-level"-telefon.
Hovedkameraet er et 48 MP vidvinkelkamera, der også laver makro, et 12 MP ultravidvinkel, og et 10,8 MP telefoto med 5x optisk zoom. Google har også digital zoom op til 20x - det fungerer fint i starten, men nærmer man sig 20x, opstår der billedstøj. Det er fint at have muligheden, men vigtigt at understrege, at det er markant dårligere end optisk zoom. 4K-video er selvfølgelig understøttet, og der er et 10,5 MP selfie-kamera til dem, der bruger det. Jeg undrer mig dog over, at der ikke er bedre slowmotion-understøttelse.

Prisen er lidt af et problem. Den koster 6.999 kroner for 128 GB-versionen og 7.799 kroner for 256 GB. Men så er vi næsten oppe på Pixel Pro-niveau, der starter på 8.599 kroner. Jeg ville gerne have haft en større differentiering i prisen - en billigere Pixel 10. Særligt nu, hvor AI-funktionerne ikke helt holder, hvad de lover, og flere funktioner ikke nødvendigvis er tilgængelige dér, hvor du er.

Google er også glade for deres indbyggede VPN, og den virker nemt og ubesværet - men der er ingen mulighed for at konfigurere den. Måske kommer det, når telefonen frigives, men ikke under testperioden. Magnus havde dog ingen problemer med at tilgå streamingindhold fra andre lande, så et eller andet automatiseret magi er der.

Lyden er i øvrigt glimrende og langt bedre, end hvad jeg havde frygtet for den billigste model i serien. Dog undrer jeg mig over, at Wi-Fi 7 ikke understøttes.

Samlet set er Pixel 10 en glimrende telefon: hurtig, anvendelig, praktisk, funktionel, godt kamera og en skærm, der virkelig kan noget. Men det skal den også kunne til den pris. Jeg synes, prisen er for høj, når man ser på de mangler, der også er - og når nogle designelementer er fastlåste. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage, at søgebaren sidder fast i bunden af skærmen, og jeg kan ikke fjerne eller flytte den. Hvis jeg ville have et fastlåst system, havde jeg valgt en anden producent. Herudover er springet til en Pro ikke synderligt stort, fordi Pixel 10 allerede er en halvdyr fætter. Sæt prisen ned, tak - så har du den bedste entry-level AI-telefon på markedet.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10