Godzilla Box

Bare rolig kære venner, jeg har ikke fået grøn stær af at se for meget på grønne gummidragter. Det er dog muligt at andre dele af min anatomi har taget skade, da disse seks Godzilla-værker måske mere har nostalgiske værdier over sig, end reel seværdighed. Pudsigt nok er Godzilla et af de fænomener som alle kender, men de færreste af nutidens unge har egentlig set de originale værker. Mange drager på referencer fra Roland Emmerichs Godzilla-gengivelse fra 1998, hvor filmens højdepunkt var Jean Renos replik "You call this French roast?". Alligevel kender de fleste til den store grønne øgle, som bruges flittigt i diverse cameos, jokes og deslige verden over.

De seks film strækker sig fra den originale Godzilla fra 1954 til Godzilla versus Destoroyah fra 1995. Der er meget stor forskel på filmene og generelt set præges de meget af den tid der er lavet i og dens tendenser. Faktisk er den første film den mest vellykkede og gennemtænkte efter min mening. Ikke mindst fordi det ikke blot er meningsløst betonsmadder og tåbelige monstre. Godzilla fra 1954 rummer en del politisk indhold og eftertanke i det, at Godzilla er resultatet af radioaktiv stråling. Filmen kredser mere om hvorledes vi behandler vores jord og har en morale, selvom det forvoksede gummidyr i enkelte scener får lov til at slå på tæven.

Men så går det altså også nede ad bakke. Ikke mindst med alle de film hvor Godzilla i bedste wrestling-stil bliver sat versus det ene og det andet. Her er tale om kitsch og kult af bedste skuffe - eller værste om man vil - med dertilhørende miserabelt skuespil og effekter der har punkteret pinlighedsskalaen. Historierne lader sig meget at vente, så det er mestendels de gakkede kampscener jeg sidder og venter på, som godt nok også er underholdende i sin egen ret.

Plottet er ofte en skæv vinkel på videnskaben, hvor der er tale om radioaktiv stråling, tidsrejser, asteroider og deslige, som giver startskuddet til endnu en fjende Godzilla skal slås imod. På den ene eller anden måde er du sikret, at der løbende smadres den ene minikulisse af en storby efter den anden - som vi kender og elsker det. Dog er det hovedsageligt sjovt de første fem til ti minutter, hvorefter luften altså går lidt af ballonen, ærlig talt.

Boksen henvender sig fortrinsvis til folk med hang til disse kultklassikere. Bevares, jeg har selv en god væg fyldt med alt fra kitsch til komik i den boldgade, men det er alligevel en sej omgang at komme igennem alle film. Langt de fleste af filmene er ikke nogle jeg vil tage frem igen, men der er nu noget lækkert ved at have hele serien samlet i én boks - som med så meget andet.

Naturligvis med undtagelse af førnævnte Emmerich-tjubang, som måske egentlig ikke er så ringe endda i lyset af for eksempel Godzilla versus Biollante. Boksens store akilleshæl må dog være kvaliteten, som lader sig meget tilbage at ønske. Det er tydeligt at der er lagt meget lidt arbejde i genoplivningen af de gamle spoler, så ofte ligner det mere VHS end DVD man har sluttet til fjernsynet. Derfor er dommen som sagt, at boksen henvender sig til den lille skare af dedikerede Godzilla-fans i det ganske land, som gerne vil have samlet alle film i én samlet boks. Få den i den lokale atomreaktor.