Go! Go! Cosmo Cops!

Svedige fingre slipper grebet om min stylus, mens jeg snerrer efter min Nintendo. Ikke siden teenageårene har jeg hørt så tydelige stemmer, der næsten syngende beder mig om at knuse et stykke uskyldigt elektronik mod den nærmeste væg.

Spillet er {Go! Go! Cosmo Cops!} og frustrationen har nået toppunktet. En halvfed skurk, der mest af alt ligner Dr. Robotnik fra de klassiske Sonic-spil, skyder endnu en farvestrålende lysstråle afsted efter mig, og atter engang konstaterer min hvide håndholdte DS, at mit strøg nok var en anelse for langsomt, og at jeg derfor næppe var ude på at gribe den nærmeste platform, men i stedet følte for et halvsnølet elastikgyng.

Efter adskillige fejlslagne forsøg, er jeg ellers blevet tilbudt et hav af hjerter for at kunne overleve kampen. Men da jeg gang på gang fejler, uden at jeg føler, at skylden kan kastes efter dårlige reflekser, er mit ansigt tæt på at ligne lige dele forudrettet baby og sur kamphund. Jeg hader spillet, og alligevel besidder det alt det, som jeg har savnet.

Bandai Namcos Shutsugeki! Acroknights (som er den japanske originaltitel) ser ved første øjekast ud som en fornøjelig og venlig omgang platformunderholdning. Med grafik der minder om klassiske Sonic og Alex Kidd spil, og spilmekanikker som taget ud af platformperlen {Bionic Commando}, er der lagt i den virtuelle spilovn til en god omgang kalorierig platformskage.

Efter en typisk japansk forhistorie om onde Babools og en forestående invasion af jorden, bliver man som enten drengen Leo eller pigen Jenny udstyret med en intergalaktisk politirustning og sendt ud for at redde den farverige verden, akkompagneret af typisk japansk arcade-muzak.

Go! Go! spilles med den lille håndholdte i bogformat, og skærmene kan spejlvendes, mens der samtidig er mulighed for en mere traditionel horisontal omgang hopperi, hvis dette måtte foretrækkes. Der bydes i første omgang på 42 baner farverige platformsherligheder typisk af en tre-fire minutters længde pr bane. Sideskærmen viser banelayoutet, mens hovedskærmen bruges på et udsnit af denne. Og med et tikkende ur og angribende fjender sættes kursen mod banens mål, mens Acro-mønter og juveler indsamles for at åbne nogle af de mange bonusbaner op.

Hele styringen foregår med Nintendoens stylus eller mikrofon, og der er nok af muligheder: et langsomt strejf aktiverer en gribeklo, der kan kastes fra hver hånd, og derefter bruges til at skyde hovedpersonen afsted som en levende kanonkugle, et hurtigt strejf hiver personen mod den næste platform, mens pusten i mikrofonen sløver et fald. Udover disse, kan spilleren opsamle missiler, hoppe med fjedre, løbe, sprinte, svæve, køre bil, sejle i ubåd og et utal af andre muligheder. Men det er her det lovende eventyr mister nogle point: med så mange kombinationer af stylusryk, er frustrationen over at miste liv, grundet et fejlstrøg væsentlig større end det burde være. Forskellen på de forskellige strejf føles ganske simpelt for lille, og det er synd, for resultatet bliver, at der er flere gange, hvor man dagdrømmer sig tilbage til en tid, hvor det var præcise knaptryk, der afgjorde ens succes i platformspil.

Når styringen fungerer, er Go! Go! dog som et godt platform/actionspil bør være: masser af udfordring, god og farvestrålende variation i de mange baner samt bosskampe, og et spil der skriger på at bliver gennemført og gennembanket. Desværre er længden af hovedhistorien endnu et minuspoint, efter kun tre timer, er banerne opbrugt, bosserne slået og galaksen reddet. Ganske vist kan der så indsamles mønter og ræses på tid for at åbne spejlvendte udgaver af banerne, men det føles umiddelbart som for lidt.

Heldigvis er der mere til spillet end at gennemføre de mange baner, og hvor Go! Go! vinder point tilbage er på minispillene, der kan købes for optjente spilmønter. Her kan der samles juveler på tid, der kan blæses i mikrofonen eller kæmpes mod vennerne. Flerspiller-delen kræver kun et spil for at dyste mod hinanden på op til fire af de små håndholdte, og byder på hektiske kampe om at nå toppen af banerne hurtigst muligt. Derfor bliver den pudsige titel en fantastisk ven, når der lige skal slås nogle minutter ihjel alene eller i selskab med andre.

Kan du leve med, at der til tider stilles næsten uretfærdige krav til dine stylus-evner, venter der dig en herlig omgang hopperi, der mest af alt bringer minder om bedre tider frem. Alene af den årsag vil {Go! Go! Cosmo Cops!} være et hæderligt køb for nostalgiske spillere, der savner et velkendt og alligevel nytænkende bud på lidt platformsunderholdning.