Globetrotter
De af jer der har prøvet Backpacker, ved nøjagtigt, hvad i kan forvente af danske Vision Parks nyeste titel: Globetrotter.
Det er ikke så tit vi ser spil udkomme på dansk, men vi har en enkelt stor skandinavisk softwareudvikler, nemlig Vision Park (tidligere Funware). VP har tidligere lavet spil som Blackout,Giften og Englen. Nu har de så lavet et nyt spil, som kan betegnes som Backpacker 3 - Globetrotter!
Backpacker?
Backpacker var et spil, hvor man skulle spille en ung person, der gerne vil ud at rejse. Undervejs på rejsen, skal man tage diverse job, besøge seværdigheder og prøve at nå hele verden rundt. Konceptet er nøjagtigt det samme i Globetrotter. Dog har man prøvet at lave nogle missioner, sådan at man har en grund til at rejse verden rundt.
Globetrotter starter i København, hvor ens første job er at finde globetrotterklubben (den ligger på Østerbro). Her får men en mission, som f.eks. "Fotografér tivoli". Og så skal man altså ind på Rådhuspladsen og knipse løs. Først skal man dog have skaffet sig noget film til kameraet - men hvor er butikken? Den skal man selvfølgelig lige finde først.
Man bevæger sig rundt i byen på et bykort, som ses i isometrisk perspektiv. Man behøver heldigvis ikke følge vejene, men kan tage fugleflugtturen rundt i byen, så selve by-vandreturen er ikke urimelig lang. Hvis man ikke gider vade rundt, eller er faret vild, dukker der indimellem en taxi op, man kan få et lift af.
For at komplicere spillet en lille smule, skifter tiden imellem nat og dag, og man skal helst finde et hotel at sove på om natten, så man ikke bliver for træt. Men kan også lide af jet-lag, der kan dukke røvere op osv. Det er nemt nok at finde tingene, så længe man er i København, men jeg har personligt, og det med god grund, lidt sværere ved at finde rundt i f.eks. Singapore!
For at samle penge sammen, til at rejse for, er det muligt at finde sig et arbejde. Arbejdet kan være i kategorier som sport eller kultur, og tager form som engang Trivial Pursuit på baggrund af kategorien. Jo flere spørgsmål, jo flere gysser!
Spillet er altså simpelt nok - det består primært af 2 ting: en triviadel, hvor man svarer på spørgsmål, og en find-vej del, hvor man skal løse missioner af stigende sværhedsgrad.
Grafik og lyd
Grafikken er ikke nogen skønhedsåbenbaring, men den er heller ikke decideret dårlig. Kortene er klare nok, og der er op mod 4000 fotografier i spillet. Desværre er nogle af animationerne, som f.eks. når man ankommer til en ny by, med tog ret dårlige og lidt for lange. Lyden bliver brugt som stemningssætter - der spilles jazzmusik i københavn, og andre mere eksotiske rytmer i afrikanske byer.
Konklusion
Globetrotter er som det fremgår af ovenstående ikke den type spil, vi normalt ser her på GameReactor. Det er mere familiepræget, og nok især målrettet på folk der rejser meget, eller gerne ville rejse mere (men hvem vil ikke det!) Spillet er for simplistisk til at holde interessen i længere tid. På plussiden tæller at teksten er på dansk, hvilket jo gør det muligt at spille, hvis man ikke er så stiv til det engelske - til gengæld er flere af spørgsmålene i den svære ende.
Jeg vil anbefale at du prøver spillet først - jeg spillede selv Backpacker 2 på den måde, og risikerer du ikke at skulle ærgre dig ikke over at man har spildt pengene. Globetrotter er sjovt nok i et par timer eller 3.
Gamereactor Danmark