Glass Rose

Mens spilbranchens i dag udkæmper en alle-mod-alle krig, hvor succeskriteriet er at kunne fremvise det flotteste, mest innovative og spektakulære spil, vender gamle spilkoncepter lejlighedsvis tilbage til rampelyset. Sidste år vakte Revolution point’n’click eventyret, Broken Sword, til live, efter det havde ligget dødt i den kolde muld i årevis, og sikke et comeback fra det mest velfungerende PSOne-spil i genren. Selvfølgelig kom succesen ikke af sig selv, for havde udvikleren ikke taget det afgørende skridt væk fra det traditionelle point’n’click koncept, havde The Sleeping Dragon efter alt at dømme fået en noget køligere modtagelse.

Det er mest af alt netop den manglende udvikling af det gamle point’n’click koncept, som gør Capcoms Glass Rose til et knap så spændende bekendtskab, for langt størstedelen af nutidens konsol-spillere forventer sig mere gameplay-adspredelse og nytænkning, end det Glass Rose lægger for dagen.

Hovedpersonen, Takashi Kagetani, er journalist i vore dage og har skrevet en artikel om uopklarede mord fra det 20. århundrede. Ét mordmysterium omhandler Yoshinodou-familien, der har viet deres liv til filmbranchen. Da faderen, Denemon Yoshinodou, findes livløs, efter at have indtaget et glas forgiftet vin, valfarter hans børn til barndomshjemmet for at sørge over tabet af deres far. Det er der intet uforståeligt i, men at Takashi bliver suget gennem tid og rum og pludselig befinder sig på familiens gods i det herrens år 1929 - og oven i hatten problemløst glider ind i rollen som Denemons uægte søn, Kazuya Nanase - giver vores helt et par dybe rynker i panden. Detektiven, Ihara, sættes på sagen, og han gør det klart, at ingen må forlade godset, før han har opklaret mordet på familiens overhoved, som også er stifter og formand for filmselskabet, New World Cinema.

Takashi - som i 1929 går under navnet Kazuya Nanase - kan i sin egenskab af journalist ikke sidde med hænderne i skødet og pænt vente på, at sagen bliver opklaret, og sætter sig for selv at finde ud af, hvad der ledte til Denemons død. Og hvordan griber man så sådan en sag an? Jo, man går selvfølgelig i gang med udspørge familiemedlemmerne om deres forhold til faderen, og i en familie med fire børn - hver med livsledsagere - tjenestefolk, en dekadent filminstruktør og en selvoptaget skuespillerinde, står menuen på hemmelighedskræmmeri, intriger og en endeløs strøm af løgne.

Gamereactor kunne hurtigt lugte lunten efter kort tid med skiven snurrende i maskinen. Glass Rose springer ingen grænser for point’n’click genren, men går i fodsporene på sine inspirationskilder - nærmest i en baglæns retning. Spilleren kommer til at tilbringe mange timer i dialog med gæsterne på godset, og er man ikke meget hook på dette gamle eventyr-koncept, så ser det meget sort ud. I stedet for at have et antal prædefinerede spørgsmål, man kan vælge at stille familiemedlemmerne, må man udvælge ord fra deres udtalelser, man ønsker uddybet. Altså, får man fortalt en længere smøre, kan man bagefter markere ord eller ordkombinationer og så se, om man kan få en samtale i gang. Og det er her hele konceptet virker ugennemtænkt.

For både i dialogerne og ved interaktion med genstande i det prægtige hus er man tvunget til at gå frem efter den samme klik-på-det-hele procedure. Klik på alt og se så, om der sker noget, og sørg nu for ikke at overse noget. Det hører til sjældenhederne, at man falder over genstande, der skal bruges for at komme videre i spillet, så god gedigen gådeløsning er der ikke meget af. Hele gameplayet roterer omkring spillets akse - dialogerne. Spilleren kan vælge at opleve spillet på en easy- eller standardsværhedsgrad, som alene adskiller sig fra hinanden ved, at man på easy vil se markøren blinke, når den passerer genstande eller ord, der kan "arbejdes med". Standard gør dermed ikke spillet mere udfordrende som sådan, men genererer bare mere spildtid - eller som Capcom selv fremstiller det, vil spillet på standard-niveau byde på mere ægte detektivarbejde. Ja, det er vist et tolkningsspørgsmål.

Gameplayet piftes sjældne gange op med suspense-events og puzzles, som kræver henholdsvis hurtighed og hjernearbejde, men disse elementer er ringe realiseret og forslår som en skrædder i helvedet, og de evner desværre aldrig at give gameplayet en egentlig drejning eller variation. Spillets grafiske flade er også inspireret af old-school, point’n’click konceptet. Lokaliteterne består af faste baggrunde, karaktererne af almindelig 3D-polygon grafik, naturligvis, og herudover har udvikleren animeret et ikke helt ubetydeligt antal CG-film, som giver spillet et velplaceret filmisk præg. Det fungerer som det skal, men heller ikke mere.

Skal man have Glass Rose hjem i maskinen, skal man synes om genren, og man gør sig selv en stor tjeneste ved ikke at forvente sig særlig meget af spillets gameplay. For det er historien, lydsiden og i nogen grad grafikken, der kæles for, aldrig gameplayet. Spillet henvender sig derfor til spillere, der ønsker at deltage i en interaktiv film og opklare et mordmysterium - ikke til spillere der stiller bare simple krav til et spils gameplay.