G.I. Joe: Retaliation

Det er selvsagt ikke tænkehatten, du skal have skruet for stramt på, hvis du har tænkt dig at sætte dig ned og se G.I. Joe 2 og få nogen som helst fornøjelse ud af det. Men det ligger ligesom i kortene, når man har med en film at gøre, der er baseret på legetøjimperiet Hasbros flagskib-produktlinje G.I. Joe, som måske bedre kendes af 80'er-børn herhjemme som Action Force.

De små camouflage-klædte mannequin-dukker med de overdimensionerede muskler og de usandsynligt upraktiske hjelme var den slags legetøj, man legede med, hvis man også samlede på splatterpistoler og slåssede for sjov med sine kødhoved-kammerater i frikvartererne fordi Jean Claude Van Damme var så sej. Det er den slags krigslegetøj, der ansporer til blodtørstige drengefantasier om det uovervindelige militærspecialhold, der bare kan tæve alle i hele verden, fordi de er så unaturligt overfede og har de vildeste våben.

Den slags barnagtige blåøjethed, som har været en hjørnesten i mange testosteron-overfyldte hankønsvæsners opvækst, er på fin vis blevet overført til et filmmanuskript, der er så himmelråbende fantasiforladt, at man skulle tro, det vitterligt var skrevet af en 11-årig.

Vi tager den lynhurtigt: Cobra Commander er indespærret i et underjordisk fængsel, hvor han har siddet og hygget sig i en overdimensioneret sodavandsdåse siden sidste film, men han slipper selvfølgelig ud og så bryder helvede løs. Imens er G.I. Force-enheden blevet reduceret til kun tre personer, fordi præsidenten er blevet erstattet af en ond Mission Impossible-skurk og han har beordet dem alle bombet i småstumper. Så skyder de alle sammen på hinanden, med mindre de har masker på, i hvilket tilfælde de svinger med sværd i stedet. Så gider vi ikke spilde mere tid på den plot-synopsis.

Jeg ved ærlig talt ikke, om det er en fornærmelse eller et kompliment, at man vitterligt føler sig fanget i en krigsliderlig drengefantasi i den halvanden time, filmen skal udstås. På den ene side er det næsten imponerende hvor lidt greb om virkeligheden, forfatterne har formået at have - det er virkelig som at se et barn lege med soldaterfigurer og finde på sine egne regler om hvordan verdenssamfundet fungerer. På den anden side er det bare virkelig, virkelig latterligt.

Inspirationen til filmen er tydeligvis hentet fra den ligeledes fantasiforladte tegnefilmserie, der kørte i 80'erne, og ikke nødvendigvis så meget fra tegneserien, der - uden den dog var Shakespeare - i det mindste prøvede at udforske figurerne lidt dybere end bare om hvad de kunne kværke med deres bare næver. Bevares, der er lidt hyggen i krogene omkring ninjadrengenes indbyrdes ævlen og kævlen (i en ubørnhørligt lang og træg scene, der MC'es af en søvnig/skæv RZA med hvide kontaktlinser), men hovedparten af filmen består af våben, muskler, flere våben, sværd, tæsk og bomber.

Hvis det er det, man vil ha' - fedt. Så bliver du godt serviceret her. Hvis du har bare det mindste ønske om en historie, der giver mening, har nogen pointe eller har nogen som helst rod i virkeligheden - så kig et andet sted. Mit yndlings-facepalm-moment var det store atomnedrustnings-topmøde, hvor alle verdens ledere sidder rundt om et bord med hver deres "affyr alle vores nukes"-laptop. Hvilket de gør. Bare sådan uden videre. Én knap med påskriften "affyr." Det er den slags idioti, vi har med at gøre, folkens.

Det er overproduceret, hjernedød bang-bang underholdning, som man selv skal være en smule hjernedød for at nyde fuldt ud.