Ghostbusters
Gør verden usikker for alverdens spøgelser, grønne klatter og genfærd med et proton-våben på ryggen. Jonas har testet det helt nye spil og fortæller alt...
Indrømmet, Ghostbusters II var ikke ligeså sjov som den første og aldeles fremragende film om de New York-baserede spøgelsesjægere. Men humoren, kemien personerne imellem og varmen er der stadig, og siden filmen blev lanceret i 1989, har jeg med længsel ventet på en opfølger. Det har dog været forgæves, men i 2008, altså 19 år efter den sidste film, er det endelig blevet tid til at møde Ghostbusters igen.
At film- og spilindustrien til stadighed smelter mere og mere sammen er ingen hemmelighed. For nyligt stod den Hong Kong-fødte instruktør John Woo for en stor del af arbejdet på {{Stranglehold}}, der er en direkte opfølger til hans film Hard Boiled, og Sean Connery lagde som bekendt stemme til James Bond i EA's spil fra sidste år, From Russia with Love.
Derfor er det heller ikke så underligt, at det faktisk var Dan Aykroyd (ghostbusteren Ray Stanz), der tog initiativet til at forvandle, hvad der skulle have været den tredje Ghostbusters-film, til et spil i stedet for. Ghostbusters starter nogle år efter hændelserne i den anden film, og for at kunne nå ud til alle kunder, der har problemer med spøgelser og genfærd, så har man ansat en ny medarbejder, dig.
Da jeg mødte udvikleren Terminal Reality i Dallas, forklarede de mig hurtigt, at et af de første problemer, som de måtte løse, var hvem man skulle spille. For ikke at det skulle ende i mundhuggeri med resten af det kendte slæng, så faldt valget på en helt ny mand, altså lidt i stil med Winston Zeddemore, der i filmen blev brugt som gruppens testperson, bl.a. for det nye og uafprøvede udstyr. Det er måske lidt irriterende for din spilkarakter, men det er pokkers passende for dig.
Ghostbusters er reelt et traditionelt actionspil, der ses fra en tredjepersonsvinkel ikke ulig {{Gears of War}}. En af banerne som vi fik lov til at spille, var det første møde med den grønne slimklat Slimer, der har gemt sig på et hotel. Målet var naturligvis at fange ham, men det var samtidig en god tutorial, så man kan lære kontrollen bedre at kende.
Præcis som det også er tilfældet i filmene, løber du hele tiden rundt med et proton-våben på ryggen, et våben der skyder med stråler og som bogstaveligt talt suger al kraften ud af spøgelserne. Når de er godt trætte, smider man så selve fælden og vupti, så er de fanget. Dette er dog lettere sagt end gjort, for spøgelserne skal gøres trætte først, og det føles faktisk ikke helt ulig det at fiske, hvor man konstant forsøger at hive snøren ind, mens spøgelser river sig fra højre til venstre, og banker mod både gulv og loft. Alt hvad der minder om møbler bliver ganske enkelt slået til pindebrænde.
Det skal med det samme siges, at våbnene føles rigtig gode, og at de lyder præcis som jeg kan huske dem, ja, faktisk bedre, for holdet har skabt dem igen fra grunden af. Det lyder helt fantastisk, når borde eksploderer og lysekroner splintres i tusinde stykker. Desuden efterlades de steder du har været som åbne sår, hvor små flammer kæmper om at vinde herredømmet over rummet, mens fliserne på væggen flækker. Så snart spøgelset er fanget, så ophører til gengæld al den destruktion, som de har skabt, så hvis de har fået borde og stole til at svæve frit i luften, så falder disse til jorden med et brag, idet du lukker fælden. Det føles rigtig godt at fange sit offer.
Ghostbusters ville dog hurtigt blive ensformigt, hvis kampene med spøgelserne led under en mangel på variation, og dette har Terminal Reality løst ved at lade udviklingen af nye våben ske hjemme hos Ghostbusters. Egon Spengler og Ray Stanz har udviklet andet og mere end dit proton-våben, og derfor vil du gennem spillet bl.a. kunne bruge slimkasteren, som blev brugt i forbindelse med jagten på den moldaviske hersker Vigo the Carpathian i Ghostbusters II samt en isstråle, der naturligvis kan fryse spøgelserne helt.
Der er også flere af filmenes gamle spøgelser der vender tilbage. Jeg har allerede nævnt slimklatten Slimer, men bibliotekaren fra den første film vender også tilbage, ligesom den ikoniske Stay Puft Marschmallow Man vender tilbage. Under min rundvisning hos Terminal Reality, fik jeg også set nærmere på en del af de nye spøgelser, som nu er blevet godkendt af filmselskabet Sony Pictures. Det lader til, at vi bl.a. skal stifte bekendtskab med en vindbidt fisker iført ægte sydvest, en bøje under armen og en udtalt mangel på ben. Desuden så optræder der også en general fra nordstaterne, der stadig udkæmper sine gamle slag, samt et vaskeægte opera-spøgelse majet ud i en klassisk viking-mundering.
Filmlicensspil. Bare ordet får det til at løbe de fleste koldt ned ad ryggen. Men der findes undtagelser fra den regel, og noget siger mig, at Terminal Reality med Ghostbusters er mere end på rette vej. Spillet er allerede nu fyldt med variation, og historien er helt og holdent skrevet af Dan Aykroyd, der som bekendt også forfattede de to første spil, og det får mig virkelig til at tro på projektet - følelsen fra filmene er der i hvert fald. Så du kan godt begynde at glæde dig, for i 2008 gør Ghostbusters for alvor comeback.