Ghost Rider

Selvom jeg allerede havde set {Ghost Rider} i biografen, forud for modtagelsen på DVD, så satte jeg mig alligevel ned for at se den igen. Dels var det for at se de bidder, som jeg lykkeligt sov mig igennem i biografen, og dels for at sikre mig, at jeg ikke havde misforstået noget, at Ghost Rider ikke var en rædselsfuld ringe film og at Nicolas Cage ikke er ved at spille sin karriere væk i tåbelige, skabelonskårede roller. Nu har jeg så set Ghost Rider igen, men jeg er nødt til at stå ved mit første indtryk: Ghost Rider er blandt en af dette års absolut dårligste film. En decideret pinlig filmatisering af en i forvejen tvivlsom superhelt, nu udsat for Cages dovne fortolkning.

Måske skulle jeg ikke have forventet mig for meget, for det er trods alt Mark Steven Johnson, manden bag Daredevil, der har haft en finger med i spillet. Men jeg håbede da på, at stuntkøreren Johnny Blaze, der indgår en pagt med djævelen og ender med et flammende kranie som hoved, ville virke en del mere overbevisende på det store lærred.

Desværre er det ikke tilfældet. Nicolas Cage er sig selv, hvis det ellers giver nogen mening, og når Ghost Rider overtager fladskærmen, så er det computergrafik, lir og tynde kampe. Stort set alt, hvad den kære Ghost Rider løber ind i, kan dræbes med et par slag fra hans kæde, og dem der ikke umiddelbart kan, får så lidt tæsk oven i hatten. Det er virkelig svært at forklare præcis hvor ringe konfrontationerne i Ghost Rider er, for de er så uopfindsomme og træge, at man slet ikke kan forstå det. At der samtidig ikke er noget der minder om en historie, gør det nærmest ulideligt svært at se filmen til ende.

Det kan være at fans af Ghost Rider, bare i ren begejstring over at han nu er filmatiseret, kan sætte sig ned og få bare et minimum ud af filmen, men for mig var det helt umuligt.