Ghost Recon 3
Spøgelserne skyder næste generation i gang. Jesper har kigget nærmere på Tom Clancys seneste krigsepos til Pc og Xbox 360.
Tom Clancy’s Ghost Recon var med til at markere starten på Xbox Live, da Microsofts online service gik i luften i 2002. En gestus som denne er en tydelig indikation på udviklerens tillid, og nu tre år senere er Ubisoft Montreal klar til at bakke op omkring Xbox 360, Microsofts næste-generations konsol, fra første færd. Ghost Recon 3 har hidtil været 18 måneder undervejs, og selvom spillet også udgives på PC, så er det bygget primært til Xbox 360.
Når man til efteråret atter får mulighed for at kommandere Løjtnant Mitchell og hans hold af spøgelser, kan man roligt være beredt på en større omvæltning. Væk er de mudrede nordkoreanske landskaber fra det forrige spil og i stedet er lokationen flyttet til Mexico City. Historien, som foregår i en nær fremtid, virker måske ikke som den mest originale af slagsen, hvor en ukendt terrorgruppe indblander sig i et politisk stormøde og konfronterer det lokale militær. Her vil ens lille gruppe af specialtrænede mænd spille en væsentlig rolle og bl.a. redde den amerikanske præsident fra sine gidseltagere. Bestemt ingen let opgave, men det er jo derfor man har Mitchell og hans drenge.
Da vi talte med spillets producer, Adrian Lacey, kunne han fortælle, at Tom Clancy straks efter færdiggørelsen af Ghost Recon 2 pointerede, at realismen i Ghost Recon 3 skulle forbedres, både omkring krigsførelse i tætbyggede områder samt våbenudrustning. Gennem Tom Clancys lange kontaktliste var Ubisoft Montreal derfor i stand til at arbejde tæt sammen med den amerikanske hærs specialstyrker, der gav dem et detaljeret indblik i fremtidens militære udstyr. En sort biodragt kaldet Soldier Centric Force, som amerikanerne regner med at have færdig til næste år, er en af disse nye fantastiske opfindelser, og dragten er i ikke kun i stand til at reagere på kroppens behov for varme, kulde og væske, men giver også løbende soldaten informationer om hans puls, syreniveau og blodsukker. En anden og mere destruktiv opfindelse er det såkaldte CRB, et patronløst højhastighedsgevær. Selvom det ikke forventes at geværet tages i brug før år 2008, så kan du allerede i Ghost Recon 3 prøve kræfter med det i år, da det bliver Mitchells standardvåben, hvor det nok skal få nedlagt en lang stribe terrorister.
Et af de mere interessante nye tiltag, som vi fik mulighed for at opleve, er Crosscom kommunikationssystemet, der forsyner spilleren med et helt andet interface end tidligere. Selvom det på overfladen ikke ser specielt nyskabende ud, hvor man blandt andet forsynes med information omkring ammunition, ens fysiske tilstand og de tre andres situation, så afsløres det hurtigt, at denne grænseflade har flere nyskabende og teknisk innovative elementer. Gennem en mindre skærm øverst i venstre hjørne får du ikke blot real-time information fra dine mænd, men også opdateringer om situationen andre steder i byen - alt sammen vist med in-game grafik. For at muliggøre dette uden at skade spillets grafiske side kan Adrian Lacey takke Xbox 360s tre processorer, som let er i stand til at kombinere flere forskellige bevægelige billeder. Det er også blevet lettere at lokalisere fjender gennem det nye interface, da de elegant markeres med en rød kontur, mens ens eget hold har en grøn stribe omkring dem.
Selvom vi ikke fik en dybere indsigt i spillets gameplay, så var den grafiske side så sandelig også nok til at imponere os. De to tidligere spil blegner tydeligt i forhold til Ghost Recon 3, og en scene der blev fremvist var intet mindre end hæsblæsende. Denne foregik på hjørnet af et lokalt marked, hvor fjendens beskydning havde fastlåst den lille firemands styrke. Herpå beordrede Mitchell sine mænd til at give terrorister igen med alt hvad de havde, hvorefter han selv kiggede om hjørnet, tog til sigte og brat ende den konstante bølge af skud. Gruppens fremrykning blev dog hurtigt standset af en kæmpe eksplosion fra en af de omkringliggende skyskrabere, der fyldte luften med glasskår, splinter og røg mens ilden stak ud af vinduerne.
Adrian Lacey kunne fortælle, at holdet bag Ghost Recon 3, der ligeledes udviklede det forrige spil i serien, hurtigt havde lært Xbox 360 at kende, hvilket var en enorm fordel i udviklingens hastighed og gjorde det muligt at have titlen klar ved lancering. PC-udgaven udvikles derimod af svenske Southend Interactive, der tidligere har overrasket med debutspillet Deathrow på Xbox. Lacey havde kun rosende ord tilovers for vores svenske venner, hvor han også fortalte, hvordan Southend har tilpasset spillet og gjort det mere realistisk for at imødekomme PC-publikummets ønsker.
Ubisoft Montreal er i denne generation en af de mest roste og succesfulde udviklere overhovedet og deres portefølje spænder Splinter Cell, Prince of Persia og selvfølgelig Ghost Recon. Efter en time sammen med Ghost Recon 3 er det tydeligt, at den canadiske udvikler bestemt ikke ønsker at hvile på laurbærrene, men fra start har taget tyren ved hornene og bliver nogle af de første til at hilse den næste generation velkommen. Deres enestående kvalitet skinner atter igennem, og vi ser med længsel frem til spøgelsernes næste farefulde færd.