F-Zero X

Det første man lægger mærke til når man sætter spillet I maskinen er grafikken. Ikke fordi den er på højde med Banjo & Kazooie, men fordi den er blevet nedprioriteret I forhold til frameraten for at holde gameplayet toptrimmet med en fart, der er troværdig overfor det originale F-Zero der udkom for 7 år siden. Det har resulteret I et af de hurtigste racerspil, jeg endnu er set til nogen maskine.

Gameplayet er det bedste ved spillet, med 30 forskellige biler at vælge imellem, et uendeligt antal baner at vælge imellem og 29 modstandere i hvert løb, har F-Zero X alle de stærke ingredienser der er en del af solidt gameplay. Alle bilerne er lavet i 3D med flotte reflektioner og coolt design. Banerne er en blanding af de gamle og nogle nye, der er godt lavet med tuneller, loops og vilde sving.

F-Zero X er bygget efter samme princip som Mario Kart med 3 Cups (sværhedsgrader) og 5 forskellige modes man kan køre i.
GP race - Hvor man kører Grand Prix mod computeren.
Time attack - Standard tidskørsel hvor det gælder om at få de bedste tider, og I bedste Nintendo stil laver spillet et ghost af den bedste tid som man kan køre imod.
VS Battle - Multiplayer hvor kan spille op til 4 mod hinanden.
Deatch Race - Special bane hvor det handler om at smadre de andre biler så de udgår fra løbet.
Practice - Det siger sig selv. Det er her man øver sig og finjusterer ens teknikker inden man kaster sig ud på banerne.

F-Zero X er et hurtig spil, hvor man let kan komme galt afsted hvis man ikke er opmærksom , som det f.eks var tilfældet i Extreme G. Men heldigvis har Nintendo lavet en hårfin kontrol, der får spillet til at køre som en drøm uanset hvilken sværhedsgrad man spiller på. Men kontrollen er ikke alt, for selvom den er hårfin er indlæringskurven meget høj. Rutinerede spillere vil sandsynligvis springe de 2 første cups over og gå direkte til Kings cup, der er den "sværeste" indtil man får åbnet de 2 hemmelige cups - Joker og X-cup. Men det vil stadigvæk tage et pænt stykke tid før man er klar til X-cup`en. Den er værd at kæmpe sig igennem til. Den består af random baner, der ikke er med i spillet men som er unikke fra gang til gang, desværre er de ikke altid lige fede, der f.eks ingen loops, men indimellem dukker der baner op der er for vilde. Nintendo har også eksperimenteret med Death match, der har sin egen specielle bane. Der handler det om at smadre alle de andre biler a la Destruction Derby. Det lyder spændende men desværre er det endt som en meget ensidig, kedelig og uinteressant bane hvor man ikke engang kan køre multiplayer mod hinanden.

Jeg er imponeret over Nintendo fordi de har valgt at fokusere 100 % på gameplayet. Det er sjældent at vi oplever den slags, her I denne tid hvor det er den store licens, lækre babe, fede grafik og hype der har størst kundetække. F-Zero X kan jeg varmt anbefale til alle med en Nintendo 64.