Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Freespace 2 - DVD Edition

Freespace 2 - DVD Edition

Fortsættelsen til deres uhyre populære rumsimulations spil Conflict: Freespace The Great War. Freespace 2, som det blev kaldt, er nu kommet på DVD.

For godt et år siden udgav Interplay og Volition fortsættelsen til deres uhyre populære rumsimulations spil Conflict: Freespace The Great War. Freespace 2, som det blev kaldt, er nu kommet i en ny udgave på det indtil videre noget oversete DVD format.

Masser af nyt, men...
Med DVD´ens overlegne lagerkapacitet i tankerne, havde jeg forventet nogle interessante ekstra features i forhold til den oprindelige udgivelse, men det blev der desværre ikke meget af. Spillet er selvfølgelig opdateret til seneste version, og derudover medfølger 13 baner lavet af fans, musik og lyd i mp3 format, samt nogle ekstra multiplayer baner fra Volition.

Den største skuffelse er dog, at video klippene ikke kører i en højere opløsning end tidligere. Det ville have været en oplagt mulighed med al den ekstra plads der er til rådighed, men idet mindste fylder spillet nu kun en disc. Al denne kritik ændrer dog ikke på, at Freespace 2 efter et år på bagen stadig er det bedste og flotteste rumspil på markedet.

Fra stor til større krig
Freespace 2 kører efter devisen 'større er bedre', og i dette tilfælde er det så sandelig også rigtigt. Freespace 2 er nemlig på alle punkter forbedret i forhold til sit ophav. For det første er spillet betydeligt længere, og selvom det ikke er en kvalitet i sig selv, så hjælper det når man til sidst kigger på slutresultatet. Hvad er et langt spil værd hvis det er halvkedeligt, absolut ingenting, og det er her Freespace 2 virkelig lægger afstand til etteren, der er totalt blottet for stemning, hvilket tildels skyldes en dårligt sammenskruet historie.

I Freespace 2 er kontakten til Jorden gået tabt efter det afsluttende slag mod Shivan´erne, og GTVA (Galactic Terran Vasudan Alliance) fører en borgerkrig med NTF (Neo Terran Front), der på overfladen ikke virker som mere end en fascistisk gruppe, med det ene formål at ødelægge alliancen mellem os og vore Vasudan allierede. Samtidig opdager man en flere tusinde år gammel hyperport af ukendt oprindelse, der viser sig at føre lige lugt til de allieredes gamle fjende Shivan´erne.

Alliancen mellem os og Vasudan racen har imidlertid ført adskillige nye teknologier med sig, og da de første par konfrontationer med Shivan går strygende, opfattes de ikke længere som den frygtindgydende udryddelsesmaskine, der nær havde fjernet begge vore racer fra universet 32 år tidligere. Det viser sig at være en skæbnesvanger fejltagelse. Hvis det lyder bekendt, så er det ikke tilfældigt, for Freespace 1 gik stort set ud på det samme, forskellen ligger i udførelsen. Dine Wingmen diskuterer historiens gang, kommer med bitre kommentarer når jeres briefinger ikke er fyldestgørende, eller når cheferne siger i ikke er på "a need to know basis". Alt det er med til at gøre historien mere spændende, så man ikke længere føler sig som en tavs tilskuer.

Grafikken fornyes
Ud over at grafikken nu kan køre i en meget højere opløsning, og at der er kommet understøttelse af flere farver, så byder Freespace 2 også på et par andre grafiske nyskabelser. På den anden side af hyperporten ligger der nemlig en kæmpestor nebula stjernetåge, og at flyve rundt inde i den, giver nogle alvorlige navigations problemer, samtidig med at det selvfølgelig er flot at se på.

Capital ships er blevet udstyret med beam cannons (se screenshots) og flak cannons til brug mod både små fighters, capital ships og spacebombs. Når en beam cannon bliver fyret af, gælder det bare om at komme af vejen for ellers kan du godt vinke farvel til din begravelse i rummet, for der vil være absolut intet tilbage.

Freespace 2 er uden tvivl det flotteste rumspil på gaden i øjeblikket, men screenshotsene yder desværre ikke spillet fuld retfærdighed, da noget af kvaliteten går tabt under komprimeringen. Lydsiden har også fået en ordentlig overhaling, og jeg vil med fare for mit helbred påstå, at laserskuddenes lydeffekter nu er på højde med Tie Fighterens fra Star Wars universet. Desværre er musikken ikke helt på samme guddommelige niveau, men de tekno toner vi får, er blevet udnyttet fuldt ud.

Det eneste rigtige problem med Freespace 2 er stabiliteten. Spillet er gået ned adskillige gange, og det kan jo ikke rigtig være meningen, derfor føler jeg mig desværre nødsaget til at fjerne et point i gameplay karakteren.

Skal, skal ikke
Har man i forvejen Freespace 2 på CD-ROM, er der intet at komme efter her, men er det ikke tilfældet, og har man et DVD drev, skal Freespace 2 have mine varmeste anbefalinger. Ingen samling bør være foruden Freespace 2, hvadenten den er på CD eller DVD.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Utrolig grafik, god sammenskruet historie, masser af stemning.
-
Ustabil, dårlig udnyttelse af DVD formatet.