Gamereactor

Gamereactor
Film
Fred Claus

Fred Claus

Julemanden har en bror ved navn Fred. Fred hader julen, og dette er blevet til filmen Fred Claus, en ujævn komedie med en næsten total mangel på julestemning. Jesper har kastet nissehuen i ringen.

Det er december måned, og udover at det er den første måned i vintersæsonen, så er det også jul. Dette betyder et utal af julefilm, og en af årets store satsninger er julekomedien Fred Claus. Filmen forsøger at tage udgangspunkt i Julemandens ukendte storebror, Fred. Dette må siges, at være en interessant drejning på hele julehalløjet, som vi kender det, og jeg kan også love for, at du ikke vil se en julefilm som denne lige foreløbig. Ligeledes vil du heller ikke komme i nogen som helst rigtig julestemning.

For flere hundrede år tilbage bliver den lille Nicolaus født, og da storebroren Fred ser sin lillebror for første gang, lover han, at han vil være den bedste bror i hele verden. Som årene går, bliver det dog svært, da Nicolaus ubevidst stjæler al opmærksomhed fra Fred via sin ekstremt naive og godhjertede person. Til sidst bliver Fred så ked af det, at han løber hjemmefra, og i mellemtiden bliver Nicolaus opgraderet til Sankt Nicolaus, bedre kendt som Julemanden. Tiderne skifter til nutiden, og Fred er blevet til en julepessimist og afdanket gambler, som er ligeglad med sin tilværelse og aldrig lover, hvad han holder, til stor irritation for kæresten Wanda.

Da han på Wandas fødselsdag ender i fængsel efter at have stjålet penge fra nogle gadejulemænd, forsøger han at få sin bror Nicolaus, eller "Nick", som han bliver kaldt, til at betale ham ud af fængslet. Betingelsen for dette bliver dog, at han skal arbejde i Julemandens værksted indtil juleaften, en ting, Fred meget modvilligt siger ja til. Besøget af Fred betyder i første omgang problemer for produktionen af gaver, men langsomt begynder fortidens sår også at kigge frem. Samtidig forsøger den skumle effektivitetsekspert Clyde Northcut at spolere julen, da gaveproduktionen på nordpolen er utilfredsstillende.

Vince Vaughn spiller hovedrollen som Fred Claus, og hvis man har set hans tidligere roller, så ved man, hvad der er i vente. Manden snakker løs, og flere steder er samtalerne underligt fornøjelige, mens de andre steder bare er voldsomt irriterende og overflødige. Den ellers excellente karakterskuespiller Paul Giamatti er Julemanden, og her rammer filmen helt forkert. Giamatti hverken ligner eller taler, som jeg forestillede mig julemanden ville gøre, og hans rolle er nærmest nedgraderet til en følelsesmæssig svag pygmæ, en ting, som i mine øjne totalt ødelægger Julemanden. Kevin Spacey gør heller ikke meget ud af sin rolle, ud over at overspille sin karakter, Clyde Northcut så meget, at man ikke kan tage ham seriøst.

Fred Claus er mildt sagt underlig. Den forsøger at fortælle en ny og anderledes historie, men taber undervejs pusten og logikken adskillige gange. Den forsøger at lave nogle sjove familieterapiscener, men hvad har de med julen at gøre? Den forsøger at skabe livagtige og fantasirige forestillinger om julemandens værksted og Nordpolen, hvorefter den ødelægger dem med gangster- og bodyguardnisser, som nærmest virker smidt ind i filmen.

Vil du have en rigtig julefilm, som gør, at du kommer i den helt rigtige stemning, så se Alf eller Alene Hjemme igen. Denne film holder i hvert fald ikke en meter på julefronten, og skuffer dermed mere, end den underholder. Ho ho no til Fred Claus.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10