Frantics

Der er tre ting, jeg har erfaret, efter min tid med {Frantics}. 1) Det kan være svært at få folk, der ikke kan betegnes som "gamere", til at hente en app på mobilen for at spille et spil på en Playstation 4. Hvis de allerede er lidt tilbageholdende fra at sætte sig foran konsollen, er et ekstra skridt på ruten for at kunne spille, ikke et godt sted at starte. Lidt paradoksalt, da det meget tydeligt er den målgruppe Frantics forsøger at ramme. Men igen, det siger måske mere om mine venner end om {Frantics}. Der er dog stadig et argument i, at tingene bare skal fungere flydende. Modstand skræmmer folk væk, og giver dem lyst til at lave noget andet, hvilket bringer mig til min anden erfaring. 2) Jeg var aldrig rigtig sikker på, hvornår {Frantics} havde lyst til at virke.

På papiret er det utrolig let at gå til. Du henter en app kaldet {Frantics} - med et billede af den småirriterende ræv på forsiden - og når du går ind på spillet på din Playstation 4, vil det automatisk lede efter mobiler. Gå ind på app'en og de to systemer vil finde hinanden automatisk... på papiret. Jeg vil lægge ud med at sige, at det der stod på papiret oftest var det der skete. 9 ud af 10 gange fandt mobil og Playstation hinanden, og vi kunne starte løjerne. Men det skete alligevel, at de ikke gad mødes. Som udgangspunkt skal de to enheder bare være på samme wifi, men det er åbenbart ikke alt wifi, der er lige let at lege med. En irriterende oplevelse at have overtalt sine venner til at hente en app, startet spillet og så kunne min Playstation ikke finde nogle af mobilerne i rummet. Det var ikke dér, man havde lyst til at rode med routeren og finde en løsning. Bare sluk spillet og find på noget andet at lave. Igen; for meget modstand skubber folk væk.

Heldigvis fungerede det resten af tiden. Og når det fungerede, så var det... sjovt. Styringen er altid let, gerne med én knap, mulighed for at bevæge figuren ved at svinge mobilen op og ned eller swipe ham til højre og venstre. Alle kan være med i denne leg. Der var ikke altid, at spillet læste ens kommandoer med det samme; faktisk gik det bedre, når jeg regnede med, at der ville være lidt ventetid mellem jeg havde swipet til højre, og karakteren rent faktisk hoppede til højre. I et andet spil havde dette været en dødsdom. En så grundlæggende kritik, at spillet ikke havde været sjovt at spille. I {Frantics}? Ikke rigtigt relevant. {Frantics} handler om kaosset. Vinderen er ofte den, der har været mest heldig og ikke nødvendigvis den bedste. Det er et kaoselement der gør, at {Frantics} aldrig bliver en e-sport, men med vennerne på sofaen fungerer det godt. Man griner af sin ven, der faldt til sin død, fordi han stod på den is flække der knækkede af, og græder når det sker for en selv. Det er simpelt, let at gå til og underholdende i sin tilfældige kaotiske natur.

Du skal bare ikke sætte aftenen af til det. Gør hellere {Frantics} til et stop på ruten i en aften der har andre aktiviteter planlagt. At trykke på en knap og forsøge at ramme så tæt på bullseye med din karakter - som en form for curling på en kontorstol - er sjovt første gang. At falde om kap, forsøge at samle mønter op undervejs og hive i faldskærmen inden man rammer jorden, er sjovt første gang. At forsøge at skubbe de andre ud af ringen, mens man glider rundt på isen, er sjovt første gang. Men det bringer mig til min tredje og sidste erfaring med {Frantics}: 3) man skal ikke presse citronen med det her spil. Selv om spillet har været underholdende, selv om du har grinet hånligt, når du har vundet og råbt når karakteren ikke gjorde som tiltænkt, så går luften hurtigt ud af ballonen. Allerede på anden runde falder stemningen lidt, konkurrencegenet skruer sig selv ned og man sidder tilbage med en velklædt ræv, der smider lidt flabede kommentarer. Så inviter vennerne over, placer dem i sofaen og find én vinder. Med {Frantics} er der ikke noget der hedder rematch, og på den måde kan man få et relativ underholdende afbræk ud af det. Men så heller ikke mere end det.