Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Formula One 05

Formula One 05

Sonys Studio Liverpool giver endnu engang konkurrenter baghjul med dette års udgave af Formula One. Henrik har testet spillet.

Formel 1 er for motorsporten, hvad Champions League er for europæisk klubfodbold. Niveauet er højt, der er mange penge og meget prestige på spil, og konkurrencen er benhård - hvilket jeg har fået at føle på egen krop. Min Formel 1-karriere fik en uheldig start. Som garvet digital racerkører tænkte jeg, at jeg ville vise mit værd over for det gamle Jaguar-team, Red Bull Racing. Jeg kørte nogle testrunder for teamet, men måtte snart erkende, at mit niveau ikke var højt nok. Inden for motorsport er nederlag hverdag, så jeg lagde Red Bull-fiaskoen bag mig og fik en aftale i stand med Jordan, som var væsentlig mere benovet over mine køreegenskaber og straks gav Monteiro sparket og indsatte mig som teamets førstekører. Allerede i sæsonens første grand prix i Australien honorerede jeg teamchefens tillid ved at ende på en 13. plads. Siden hen er det gået opad i et moderat tempo, og det varer nok ikke længe, før jeg bruger Sauber eller Red Bull som springbræt til en plads på et af de teams, som man forventer kommer i pointene.

Formula One 2005 er ikke et af de spil, man enten bare elsker eller hader. Til gengæld spiller din interesse for Formel 1-sporten en rolle. For selvom FO2005 er en velfungerende racer i sig selv, så er selve køreoplevelsen ikke helt på højde med eksempelvis Gran Turismo. Hvis navne som Alonso, Räikkönen, Webber, Coulthard, Button eller Villeneuve er dig ligeså ukendte som medlemmerne af den russiske Duma, og du langt hellere vil tilbringe en søndag eftermiddag i selskab med Buffy end med motorverdenens tunge drenge, så er det måske ikke FO2005, du skal have fat i. Eller måske er det, for min interesse for Formel 1 startede netop, da jeg første gang ræsede banerne tynde på min PS2. Og det gør jeg stadig - bare lige for at få en fornemmelse af, hvordan man mest optimalt takler den bane, Schumacher og resten af slænget skal igennem den kommende søndag.

Studio Liverpools Formula One-serie er licenseret. Derfor får du den uforfalskede Formel 1-oplevelse med alle de originale baner, kørere og teams. Grafisk ligner spillet nu mere sin pendant fra virkelighedens verden. Det gennemsyrer både biler, baner og indledningssekvenser, og selvom grafikken ikke alene kan sælge spillet, og man stadig ikke kan se et helt replay efter endt løb, så er det imponerende, at Studio Liverpool kan smække 20 biler på banen uden at hastigheden nedsættes bare et splitsekund.

FO2005 har et væld af modes. Der er alt lige fra hurtige ræs over tidstests til en karriere-mode, hvor du i løbet af fem sæsoner oplever op- og nedture på asfalten, får jobtilbud og kan risikere at blive fyret på blankt papir. Ud over at du finder både team Red Bull og den nye bane i Tyrkiet i FO2005, disker denne seneste udgivelse også op med interaktive pitstops og en onlinemode, hvor du ikke længere bare ræser mod "ghost cars", men mod andre virtuelle kørere i realtime.

De nye pitstops har været længe ventet, men de kan skuffe Formel 1-fans. På den ene side er et pitstop skruet sammen som et minispil, hvor du skal ramme de rigtige taster på det rigtige tidspunkt. På den anden side ser de ikke ud til at give mulighed for at lægge mere præcise strategier, såsom brandstofmængde på den flyvende omgang og en mere velovervejet 2-, 3- eller 4-stops strategi. Der er dog ingen tvivl om, at pitstop’ene er et kærkomment nyt tiltag, som giver ræsene en ny dimension.

For at imødekomme nybegyndere er FO2005 spækket med køreassisterende hjælpeforanstaltninger, og de er ikke inkluderet for sjovs skyld. En Formel 1-bil er langt fra ligeså nem at styre som en Subaru Impreza i Gran Turismo, og derfor er selv en garvet kører som denne anmelder glad for at se, at man nu kan vælge at få vist en virtuel racerlinje på banerne. Den øvrige køreassistance er så gennemgribende, at kun nybegyndere kan tillade sig at slå den til, men da FO2005 er en licenstitel, og køresimuleringen er god, så skal du være trænet eller være parat til bruge en del timer på at blive det, ellers ender du i sandfanget i allerførste sving. Endvidere er skademodellen nedtonet, så du ikke totaltsmadrer pragtslæden ved første kollision, så der er mere albuerum til fejlkørsel. Heldigvis da, for risikabel kørsel er nøglen til sejr - i hvert fald i starten af karriere-moden.

FO2005 er den bedste licenserede Formel 1-titel, så simpelt kan det siges. Det gengiver sporten fornemt på stort set alle fronter, og med de nye pitstops og den nye onlinemode er det her pakken til enhver Formel 1-fan. Der lefles også for dem, som ikke har helt så meget til overs for sporten, og disse spillere kan bruge FO2005 som en solid og gennemarbejdet indgangsvinkel til motorsportens eliteklasse. Der er dog ingen tvivl om, at serien stadig er stilet til fansene af sporten, for det er netop synergieffekten af kærligheden til sporten og glæden ved selv at styre en sådan hestekraftsproppet milliardinvestering rundt på den virtuelle asfalt, der får spillet til at gå op i en højere enhed.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Alle baner, alle kørere og alle teams fra indeværende sæson. De nye pitstops og den nye onlinemode.
-
Svært. Tidskrævende. Ingen mulighed for et sammenhægende replay.