Forced Showdown
Forced Showdown er udviklet af danske Beta Dwarf, og nu er Anders klar til at fælde dom over spillet.
Hvis action RPG blandet med Hearthstone og roguelite lyder som din kop te, og du er på udkig efter en udfordring, så kan det være at danske Beta Dwarf har løsningen med {Forced Showdown}. De har i hvert fald begået et ganske velpoleret spil, som ikke koster alverden, og samtidig er ganske vanedannende. Hvis du i øvrigt ikke kender til udviklerens imponerende historie, så er den opsummeret her.
Lad os få en ting ad vejen først: {Forced Showdown} kræver bestemt ikke forudgående kendskab til Beta Dwarfs univers fra det oprindelige Forced, men kan derimod tages frem af enhver som gerne vil dø rigtig meget og have det sjovt imens. Vi har at gøre med et roguelite twin stick-ARPG, som sparer trivialiteter som historie og deslige væk, til fordel for en forfriskende enkel arkade-følelse. Som deltager i et "intergalaktisk game show" vælger du en kampagne/game mode, og ser så hvordan du klarer dig igennem. Hvis du dør undervejs, så er det ud. Heldigvis kan du dog hoppe ud af din kampagne mellem kampe, og så alligevel gemme din progression.


Hvor det forrige spil var co-op-centreret, så er dette en solo-oplevelse, med mulighed for at vise dine evner på et scoreboard i sæson-delen, som er den mere kompetitive del af spillet. Selve gameplayet er dog identisk om du spiller sæson eller kampagne. Det fungerer sådan, at du vælger en karakter samt en companion, og så ellers kaster dig ud i det. I kampagnen vælger du også et ud af tre "programmer" (husk at det er et game show), som bliver låst op undervejs. Showet består i flere kampe, som i sig selv er bygget op af små arenaer. Efter syv arenaer, hvor du kæmper mod minions, skal du klare en boss. I kampagne-delen handler det om, at blive showets nye champion, og derfor skal den eksisterende champion ned med nakken. Uanset hvilket program du spiller skal du møde to almindelige bosser før du møder en sværere. I f.eks. Frontline, som er et af programmerne, er der dog 9 bosser i alt, og dermed rigeligt chance for at møde dit endeligt inden den sidste boss viser sig.
Der er dog, naturligvis, meget mere ved {Forced Showdown} end hvad denne lille opsummering indikerer. Blandt andet er der kort involveret i bedste Hearthstone-stil! Du vælger nemlig et deck samtidig med at du vælger din karakter, og som i Hearthstone har hver karakter sine egne unikke kort. Disse kan spilles i starten af hver arena, hvor du får et nyt kort samt en mana-sten. Det er altså meget lig Hearthstone på denne front. Selvom det måske lyder lidt funky, så er det et element der fungerer rigtig godt, og føles naturligt med det samme. At spille sine kort inden der skal kæmpes er ikke noget der føles forstyrrende for selve spillet, og er her integreret rigtig godt.
Udover den naturlige variation det skaber at bygge sin karakter undervejs på denne måde, så gør det også en del, at hver kamp har sine egne regler, f.eks. i form af konstante meteorer på tværs af banen, eller at kort tilfældigt koster +/- 1 mana. Den boss du skal møde til sidst spiller desuden også kort undervejs, så der er en del at holde øje med. Tilføj til dette, at du mellem kampene får såkaldte "boons", som styrker dine chancer på forskellig vis (mere skade, liv, mere mana etc.) og vi ender med et spil, som har betydeligt mere variation end man lige skulle tro.


Resultatet af dette er et ganske underholdende spil, som så sandelig tester ens evner og reflekser. Da vi har at gøre med et roguelite spil, så kunne man hurtigt frygte at al den afstraffelse ikke gav plads til belønning, og her vil jeg mene, at udvikleren har ramt plet. Spillet har nemlig flere måder at belønne spilleren på. Først og fremmest, så låser man op for nye karakterer ganske hurtigt. Min egen favorit, Stormbringer aka Stormy, låser man endda først op for efter et par timer med spillet. Men alt fra companions til ekstra guld, som kan bruges på nye kort, får man også løbende, også når man kommer længere ind i spillet. Som med achievements, som ofte følges ad med disse quests, så skal man spille på bestemte måder, for at låse op for disse ting. Det er ret centralt for spillet at man ikke får det hele foræret fra start, og det bidrager klart til holdbarheden.
De forskellige karakterer varierer gameplayet enormt. Hvor Ravager f.eks. er en mangearmet melee-fighter, som jeg slet ikke kan styre, så arbejder jeg meget bedre med Squire of Light eller Stormy, som begge er ranged. Stormy er i mine øjne den mest varierede, som jeg har tonsvis af sjov med, da han både kan holde fjender på afstand med et skjold, som dækker et stort areal, men også har lang range med sin bue, som desuden har en sekundær "chain lightning"-effekt. Samtidig kan disse supplere hinanden på kryds og tværs vha. opgraderinger, så skjoldet f.eks. gør at man kan skyde pile afsted hurtigere. På denne måde kan man nemt finde sin egen stil og eksperimentere som spiller, hvilket er rigtig godt.
Kortspilsdelen spiller en stor rolle her, og tilføjer rigtig meget dybde. Som det kendes fra andre steder, så er der forskellige korttyper. Her har vi både opgraderinger til karakteren, spells og consumables. Førstnævnte gør karakteren sejere (mere skade, liv, hastighed etc.) mens spells f.eks. kan discarde din hånd og give dig fire friske kort. Consumables er typisk våben som har et par charges før de forsvinder helt. Igen, så fungerer dette element rigtig godt, og er integreret bedre end jeg kunne have håbet på.
Som nævnt er spillet ret ligetil, og dette gælder også styringen. Der er ikke mange knapper at holde øje med, og de fleste burde føle sig hurtigt hjemme her. Af og til kan man dog blive i tvivl om, om man egentlig peger det rigtige sted hen, når der sker alt for meget på skærmen, men hovedsageligt er det temmelig ligetil. Sådan retningsforstyrethed kan dog skyldes at jeg styrer med keyboard og mus, og måske er det anderledes med gamepad.
Hvordan er spillet så præsenteret? Uden at skille sig voldsomt ud, så er {Forced Showdown} et ganske pænt spil, som fremstår lyst og strømlinet. Det vil ikke tage livet af din maskine, men alligevel er det ganske nydeligt at se på. Tematisk er det lidt en rodebunke, da det tilsyneladende er et intergalaktisk gameshow med fantasyfigurer, romerske kæmpere og zombier. Men spillet har valgt en spraglet, lys og humoristisk stil som ikke tager sig selv for alvorligt, og på en eller anden måde passer det sammen. Uden at blæse mig bagover designmæssigt har {Forced Showdown} ramt en stil som klæder det godt.


Mens der er masse ros at give til spillet, så er der en enkelt lille detalje, som udvikleren godt måtte tage til efterretning. Som nævnt er der unikke regler for de forskellige baner du kan spille. Disse er stort set tilfældigt genererede, så vidt jeg kan se. Problemet er dog, at nybegyndere ikke har nogen idé om hvad "Fluctuations"-reglen betyder, eller nogen af de andre. Og der er ikke nogen hjælpemenu når man trykker Escape el.lign. Dette er lidt ærgerligt, da jeg stadig ikke kan huske hvad mange af disse regler betyder. Med mindre man vil søge internettet tyndt efter en liste, så ender man ofte med at vælge en bane, som man enten ikke kan klare eller er uforberedt på. De opgraderinger og det deck man spiller med har nemlig stor indflydelse på, hvilke spilleregler man vil foretrække.
Charme og humor gør meget for spillet, og det er ikke langt væk fra Blizzards fjollede tone. Bosserne er ret gakkede, og tæller bl.a. en rotte, Ratbo, som er et sært gadekryds mellem Schwarzenegger og Rambo. Ligeledes er Stormbringer en sjov karakter, som har en konstant stormsky hængende over hovedet og ofte lige promoverer sine egne abs eller vilde skills. Alle disse små detaljer bidrager til en god oplevelse, og sørger for at man ikke keder sig.
Et lille kritikpunkt på karaktererne er, at der "kun" er fire. Det er ikke meget lidt, men et par ekstra her efter launch kunne være rart, siden variation er så vigtigt for denne slags spil. Heldigvis virker udvikleren dedikeret til at tilføje nye features løbende, og flere karakterer ville være et oplagt tiltag.
Sidst kan det nævnes, at lydsiden også generelt set er fin, selvom stemmelægningen er lidt over-the-top, og af og til irriterende. Typisk passer stemmerne med spillet, men især "show værten" kan man blive lidt træt af. Det er dog ikke nogen dealbreaker for undertegnede, men værd at nævne.
I sidste ende må jeg konkludere, at jeg har hygget mig med {Forced Showdown}. Det er et indie-spil, som hverken har multiplayer eller historie, men alligevel gør en masse ting rigtigt. Spillets forskellige dele og genre-inspirationer skaber en pakke, som fungerer godt sammen. Det er i min bog de 20 Euro værd, hvis man er på udkig efter et spil som både er tilgængeligt og svært, og hvis man kan lide de genrer som spillet kombinerer. Dette er der en god chance for, da spillet favner temmelig bredt og mestrer de forskellige dele flot. Hvis man ikke har nogen forbehold overfor den manglende historie eller multiplayer, så er det en ganske sjov pakke, som Beta Dwarf har begået.
Gamereactor Danmark