Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Fly! II

Fly! II

Gamereactor havde overvejet at investere i en lang række fly og helikoptere, men desværre gik den ide i vasken, så derfor må vi nøjes med Fly! II.

Velkommen ombord
Normalt forbinder man fly simulatorer med noget, der kræver alt for meget af din computer og samtidig kræver den medfølgende manual, at du har fri de næste tre uger, bare for at kunne få den læst igennem. Heldigvis behøver du ikke tygge dig igennem en kæmpe manual i dette spil, for der er slet ikke nogen stor trykt manual med. Derimod bliver man mødt af en "Sådan får du et fly op fra jorden og ned igen" folder, som får dig godt i gang med spillet. Hvis du derimod vil have mere information om de enkelte ting i spillet, må du ty til den online udgave af den store manual der følger med - det er både synd og skam, at denne manual ikke forefindes i trykt udgave.

Flyet startes let
Så snart du kommer ind i spillet har du mulighed for at blive smidt bag styrepinden i én af de medfølgende fly, eller du kan vælge et menupunkt, der hedder "quick flight", og det varer således ikke længe inden du allerede ruller på vej ud af starbanen. Hvis du kun er ejer af en mus og et tastatur, vil du allerede her løbe ind i de første irritationsmomenter for du har ikke den rigtige "feel" med flyet. Det gør dog i øjeblikket ikke noget, da flyet er ved at have fart nok på til at kunne lette, og det lykkes også at undgå elledningerne for enden af startbanen - ganske flot klaret.

Styr dig lidt
Noget man ofte vil løbe ind i er, at kæresten pludselig ringer på døren midt imens man er ved at lande sit jetfly. Hvis det ikke regner alt for meget, så gør du klogest i, at vente med at lukke kæresten ind - for spillet har en underlig pause funktion - men man går kun glat af den funktion én gang. Apropos regnvejr, så tilbyder simulatoren dig muligheden for selv at indstille vejret, som du skal flyve i. Mulighederne er mange - alt lige fra lækkert solskinsvejr til en ordentlig omgang blæst med slud og regn. Desværre er der stadigvæk lidt problemer når man flyver ud af et område med regnvejr og så ind i et område med tørvejr, der er nemlig ikke tale om en glidende overgang mht. regnen - den stopper bare lige pludselig. Det er sjældent man oplever en simulator, der kan kombinere så pæne skyer med en tidlig morgen sol, som Fly! II kan - det er næsten som at være der selv.

Kig til venstre - det er piloten med sin faldskærm i kan se
I takt med at du flyver rundt har dit fly en tendens til pludselig at falde fra hinaden, så heldigvis er der mulighed for at holde øje med hvor stor skade der er på dit fly i øjeblikket - det er jo rart at vide, om man selv kan udføre landingen, eller om man skal have fat i en ægte fly pilot - for der er rigtigt mange knapper og kontakter man kan komme til at trykke på.

Realisme?
Spørgsmålet er så bare, om spillet er så realistisk som det giver sig ud for at være? Her er svaret et klart "Næsten helt", da der er enkelt af knapperne / advarselslamperne der ikke har nogen egentlig effekt for den videre flyvning. Desuden saner jeg lidt en "du flyver alt for hurtigt og bør ikke forsøge en landing"-advarselsknap, men måske er det min jordforbindelse, der ikke altid er lige god.
Spillet byder ligledes på muligheden for at flyve mod andre ejere af spillet, men forvent ikke at i så skal skyde hinanden ned eller noget i den stil - det er lige som i single player, hvor man bare skal flyve rundt. Kedeligt siger du nok - det er det sikkert også hvis man ikke er blevet bidt af genren, og for os som er det, er der kun en vej - og det er op i luften.

Ud og se med Gamereactor
Når man så flyver rundt i luften, så kan man hurtigt gå hen og tro, at det kun er i luften, at der er lavet et stort stykke arbejde, for at få tingene til at se realistiske ud. Heldigvis er der en lang række storbyer, som er virkeligt godt detaljeret. Man kan rent faktisk se, at nu flyver man hen over Paris - men pas dog lige på Eiffeltårnet, det flytter sig altså ikke når man forsøger at flyve igennem det. Desværre er ikke alle småbyer så detaljeret - det kunne jo ellers være fedt at styrte ned i naboens nybyggede svømmepøl. Selvom det ikke er alle byer, der er med i spillet, så er det stadigvæk en utrolig stor oplevelse at flyve rundt over landskabet og se steder som man aldrig har kunnet drømme om. Nu skal det hele jo ikke bare gå op i, at flyve så langt ud på landet som overhovedet muligt. Derfor er der også indlagt en lang række "missioner" som du som pilot kan udføre. For eksempel kan du få som opgave at flyve fra San Francisco til New York med den yderligere betingelse at du kun må bruge en minimal mængde brændstof.

Som om dét ikke var nok
Nu sidder du sikkert og tænker, at dette bliver da overstået forholdsvis hurtigt - men hertil er svaret, at der er så meget at opleve i spillet, at det ikke bare er noget man lige gennemfører på en eftermiddag. Men hvis du pludselig ikke ved hvad du skal give dig til, så kan du jo forsøgsvis begive dig ud på nettet, hvor du uden tvivl vil finde en masse gratis udvidelser til dette spil - de er godtnok af svingende kvalitet, men der er nogle af dem, som snildt kunne sælge i en butik som en officiel udvidelse. Så spillets levetid bliver bestemt ikke formindsket af, at man besøger en enkelt eller to sider og henter et par udvidelser til spillet.

Guf for nørder
Spillet byder på en utroligt masse utroligt fede effekter, og det er i øjeblikket den bedste flysimulator man kan købe for forholdsvis få penge. Det er spil som dette, der retfærdiggør mit seneste indkøb af pedaler og andet "fly"hardware. Hvis det ikke var for den manglende trykte manual ville dette spil helt klart skulle have sin plads på enhver computer - nu er det kun anbefalelsesværdigt hvis ejeren er lidt glad for at styre en flyvemaskine, eller bare har en drøm herom. Flyv straks ned til den lokale computerbutik - det kan kun gå for langsomt...

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Noget af det ypperste man kan få af flysimulator til sin computer
-
Den manglende trykte manual