First Man

Det var nærmest forventet. I USA eksploderede kontroversen i pressen da det kom frem, at en film om månelandingen ikke ville vise Neil Armstrong stikke pinden til Stars and Stripes i månens overflade. Den slags er jo nærmest landsforræderi? Mens rulleteksterne passerer for øjnene forstår man dog, hvor akavet patriotiske symboler egentlig ville være i First Man. Overlad hellere USAs mytologi til andre gode film om rumfarten, som The Right Stuff eller Apollo 13. Ryan Gosling og instruktør Damien Chazelle fortsatte samarbejdet efter den overvurderede La La Land med et sceneskift af kaliber: En autobiografisk, karakterdrevet film om Neil Armstrong - en lavmælt og introvert person der måtte rejse til månen og tilbage igen for at genfinde noget tabt i sig selv.

I sin rejse gennem historiske datomærkninger, vender First Man stædigt ryggen til det storslåede og prætiøse. I stedet bliver det en meget sanselig og minimalistisk båret fortælling om det vi føler mellem fingerspidserne, mens den store verden raser videre udenfor. Damien Chazelle har omstøbt den teknologiske patos, som kendetegner rumfarts-programmet, til en impressionistisk og grynet filmoplevelse. Vi så lidt samme ånd i Interstellar. De store, eksterne totalbilleder af rumraketter som løfter sig fra jorden i et flammehav, flytter i stedet fokus til cockpittet hvor opsendelsen ses gennem et smalt vindue mens metallet buldrer og ryster. Rumfart set fra det fastspændte subjekt. Det heroiske element omtolkes til simple, flyvende ingeniører, som lægger deres liv i hænderne på NASAs matematikere og metallets belastningsgrad. Der er ikke meget heltedyrkelse - heldigvis.

Vi husker Neil Armstrong som manden der satte et fodaftryk på månens overflade mens hans famøse sætning skrattede på radiofrekvensen, men First Man vælger mere at stille skarpt på Armstrongs "spøgelse". En familie der ikke fungerer efter idealerne, et ægteskab som mangler øjenkontakt og en personlig tragedie som danner et følelsesmæssigt lag af teflon på den problematiske mand. Det er et behageligt, menneskeligt fokus, men kan også være en anstrengende filmoplevelse som både læner sig op af klicheerne og får to en halv time til at føles endnu længere. Astronautens afvisende adfærd gør ikke ligefrem First Man til en film i godt selskab, hvilket måske mere er en obs end en advarsel. Selvom billederne rejser i et søvndyssende tempo og pointerne undervejs savnes, så falder kortene alligevel på plads til sidst i et mørkt rum med plads til eftertanke.

Du skal bare ikke forvente en effektloadet mainstreamfilm eller et ikonisk, historisk manifest. First Man er en film som kræver, at man investerer sig i den og indløser billetten til den emotionelle rejse hos manden bag det reflekterende visir. Lidt trættende, tja. Ikke en film der genbesøges umiddelbart efter. Men, den grynede sanselighed, autenciteten og Ryan Goslings tilstedeværelse gør First Man til en værdig kandidat i selskab med andre storfilm om rumfartsprogrammet. Livet i en trang og ustabil rumkapsel kan fortælles på mange måder - og her er også en af dem.

Ekstramateriale:
Selskabet har desværre været lidt sløsede med ekstramaterialet. Blu-ray udgivelsen indeholder blot slettede scener, kommentarspor og den sædvanlige håndfuld kortfattede making-of, som sikkert var brugt som promomateriale. Vi savner virkelig noget mere interessant ekstramateriale kun tilegnet blu-rays.