Fire Emblem: Shadow Dragon

Selvom det nok er de færreste, der lagde synderligt mærke til Marth i {Super Smash Bros. Brawl}, så er han, i samme grad som Samus Aran, Pit og Captain Falcon, en af de perifere spilfigurer som Nintendo altid har i ærmet, når der skal samles et galleri af velkendte ansigter. Og det er ikke så underligt, for Marth har sådan set eksisteret i mere end 15 år og er elsket i Japan, men det er først indenfor de seneste to-tre år, at han for alvor har fået lov til at trække i vandrestøvlerne og tage et smut forbi Europa.

Hans seneste bedrift er {Fire Emblem: Shadow Dragon}, og det er svært ikke at lyde som en gammel, knækket plade, for med udgivelsen af Nintendo DS-spillet, står den endnu engang på slagmarker, nørklen med våben, statistikker og sidemissioner. Genren er strategisk rollespil af den slags der også indbefatter {Final Fantasy Tactics}, {Disgaea: Hour of Darkness}, Front Mission og Advanced Wars. Det er "tænk først, handl bagefter"-mantraet der er rygraden i {Fire Emblem}, og det kan du ligeså godt lære først som sidst, for ellers ser du aldrig slutningen på spillet, eller bare slutningen på det første reelle kapitel for den sags skyld.

Shadow Dragon er ikke så meget et nyt spil, som det er et gammelt spil i en ny rustning, nærmere betegnet det originale spil, og dermed stedet hvor historien om Marth begynder. Igennem en række lettilgængelige øvelsesbaner, sættes du ind i det turbaserede system, der alle dage har drevet {Fire Emblem}. Filosofien bag det hele er et skjult sten-saks-papir-system, der altid lader dig vide om det er bedst, at angribe fra hesteryg med lanser mod en gruppe øksebærende barbarer, eller om det i stedet ville være mere smart, at sende bueskytterne ud. Egentlig er systemet enormt enkelt, grænsende til det simple, men når forskellige våben, ens terræn, antallet af fjender og en hulens masser også spiller ind, så bliver det lige pludselig en del mere krævende.

Grafikken er pudset af, men ser i øvrigt stadig rædselsfuld ringe ud. Statiske, japanske tallerken øjne med dertilhørende hoveder, kaster sig ud i lange dialoger i et påtaget Shakespear-engelsk, mens du så serveres en noget kedelig historie om bedrag, folk der vender tilbage for at kaste landet ud i absolut mørke osv. Det er ren skabelonarbejde hele vejen.

Og selv når du møder fjenderne på slagmarken, er det ikke ligefrem et festfyrværkeri, der vælter ud af dine to Nintendo DS-skærme. {Fire Emblem: Shadow Dragon} er med lethed et af de grimmeste spil jeg har haft i maskinen i årevis. Men {Fire Emblem} skal heller ikke bedømmes på sit udseende, det skal bedømmes på den uudtømmelige kiste af strategiske øjeblikke, der ligger og venter på en spiller med en vis potion tålmodighed.

Tålmodigheden skal du væbne dig med, når det går op for dig, at folk i din gruppe, der dør i kamp er permanent døde. De kan ikke genoplives, de kan ikke hentes igen på den lokale kro og der er absolut ingen ide i at besøge en kirke - når du er død i {Fire Emblem}, så er der kun tilbage at trække låget hen over kisten. Karakterer som du har puslet om kan falde på de mest ubelejlige tidspunkter, så det er bare med at sparke gevaldigt til de små grå, før du foretager dig noget som helst. Heldigvis er {Fire Emblem} udstyret med en midtvejs gemmefunktion, så har du dummet dig, så er det bare med at få hentet dit tidligere spil. Styringen fungerer i øvrigt upåklageligt, og for første gang i lang tid, valgte jeg stylus-kontrollen frem for den mere prøvede knap og styrekryds kombination.

Shadow Dragon er fyldt med gode, strategiske øjeblikke, steder hvor du føler at dine beslutninger hiver gruppen gennem en nærmest umulig kamp. Det er tæt på fantastisk at se sin kabale af angreb og taktiske fremrykninger går op i en højere enhed - og det er her {Fire Emblem} funkler. Det du giver til spillet, de timer du gider sidde og pille ved alskens ting, gives igen tifold på slagmarken.

Shadow Dragon er også udstyret med muligheden for at låne en af dine venner enheder fra dit spil. På den måde kan han gennemføre en specielt svær mission med lidt hjælp fra dig. Du får som sådan hverken erfaring eller udstyr ud af at låne ham dine veltrænede tropper, men til gengæld mister du heller ikke din enhed, hvis han dør i kamp, så det er udelukkende en fin gestus - intet andet. Det samme kan siges om multiplayerdelen, der lader dig spille mod andre over WiFi-forbindelsen, det er godt ekstra udstyr til at forlænge spiloplevelsen, men jeg spenderede det meste af min tid i selve eventyrdelen.

{Fire Emblem: Shadow Dragon} virker bedre end Radient Dawn gjorde det på Wii, men selve serien er nået til et punkt, hvor der skal til at ske noget, for at man ikke skal kommandere sig sovende igennem de kommende spil i serien. Det fint håndværk, endda enormt velsmurt strategisk underholdning, men opgaverne er altid de samme, historien er ikke eksisterende og aldrig opsigtsvækkende og grafikken halter gevaldigt i dette dobbeltskærmseventyr, og det vidner i hvert fald om at {Fire Emblem} skal til at få slebet sværdet.