Gamereactor

Gamereactor
Figurines - Figurines

Figurines - Figurines

Nordjyske Figurines har længe været en favorit blandt danske indie-fans. Bo fortæller hvorfor, at deres fjerde album ikke bør ændre på det.

Vi har da et par gange været der, hvor vi ikke vidste, om der ville være et band i morgen", fortæller Christian Hjelm, forsanger i Figurines, om tiden der er gået siden udgivelsen af bandets seneste album. "Men vi er kommet styrket ud på den anden side, så jeg ved ikke hvor interessant det egentlig er. Eller om det er noget man kan høre på albummet."

Nordjyske Figurines har længe været en favorit blandt danske indie-fans. De har høstet pæne anmeldelser for både plader og koncerter, og har haft varmet op for bl.a. Kaiser Chiefs og Band of Horses.

Nu er indie-rockerne så tilbage med deres fjerde album, som også hedder Figurines, og er mikset i samarbejde med Klaus Q. Hedegård fra Beta Satan.

Der er fra første nummer ingen tvivl om, at Figurines har udviklet sig meget siden debut'en Shake A Mountain fra 2003. Udtrykket er blevet mere poppet, og mere modent, hvilket klæder bandet rigtig godt.

Pladens fokus er bygget op omkring forsanger Christian Hjelms karakteristiske stemme, og pladen er spækket med gode sange, som nok skal glæde bandets mange fans. Fra det spøjse åbningsnummer, Hanging From Above til Poughkeepsie og Call Your Name, demonstrerer bandet, at de har styr på det der med at lave et fængende omkvæd og gode melodier.

Det eneste, der faktisk holder pladen fra at score topkarakter er, at pladen aldrig rigtig bider fra sig. Melodierne er gode, og alle sangene er utrolig velspillede, men det føles som om, at bandet holder lidt igen, og er bange for at give helt slip på deres velkendte formular. Men det er små skønhedsfejl på en ellers overbevisende plade fra et band i topform.

Har du hang til vellydende, melankolsk indierock af høj kaliber, kan Figurines varmt anbefales som soundtrack til det begyndende efterår.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10