Fighting Vipers 2
Selvom FV2 er et rimeligt underholdende spil, lever det ikke op til de andre spil, SEGA har sendt på markedet på det sidste.
SEGA???
Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg er ikke stor fan af denne lidt specielle genre spil. Men til tider kan de være ret god underholdning, og især går man ikke helt forkert hvis man vælger et spil som SEGA står bag. Det var i hvert fald hvad jeg troede, men endnu en gang blev jeg klogere. Fighting Vipers 2 lever slet ikke op til de andre spil, SEGA har sendt på markedet. Spillet har en lang historie. Men da jeg ikke rigtig kunne finde ud af hvad der gik galt i første omgang, vil jeg undlade at komme med mine egne teorier. Men noget er gået galt!
Fight!
Lige som alle andre beat-em-up spil drejer det sig ikke om andet end at slå sin modstander halvt ihjel. Man vælger imellem 11 forskellige personer, og skal så slå en masse modstandere, inden til sidst at møde bossen. Ingen overraskelser her. De personer man kan vælge er alle ret mærkelige. Blandt anden kan nævnes et gut som har sin BMX cykel med i ringen, og han bruger den flittigt til at slå folk med. En anden har en guitar, som lige pludselig også kan bruges som våben. Som sædvanlig er der også en del piger med i spillet, som også kan et par ret interessante tricks. Men alt i alt går det ud på at hamre løs på kontrollerens knapper, og hvis man er heldig finder man en kombination som gør rigtig ondt på modstanderen.
Combat
På mange måder har spillet faktisk et stort potentiale, og det kan såmænd godt være underholdende. Alle de ringe man kæmper i er sluttet af med enten mure, glas, eller pigtråd. Det kan man bruge til sin fordel, da man snildt kan knalde modstanderens ansigt ind i de forskellige objekter - eller kaste ham ind i muren for den sags skyld. Afslutter man kampen med et Knock Out, så vil modstanderen flyve igennem barrieren, og drøne ind i et eller andet hårdt. Det kalder jeg underholdning! Men det stopper ikke her. Er man selv løbet helt tør for energi, kan man som en sidste desperat handling lave en Super KO! Det får modstanderen til at drøne ud af skærmen, og i de fleste tilfælde ligefrem eksplodere ved landingen. Helt som vi er vant til det i virkeligheden!
Snydt
Spillet har åbenbart været på vej i lang tid. Lidt for lang tid. Grafikken ser simpelthen elendig ud. Godt nok kører det meget flydende, men der skal mere til. Figurerne er meget skuffende, og de lever slet ikke op til den standard, vi er vant til på Dreamcast. Banerne i sig selv er også ret grimme, for slet ikke at tale om baggrunden, som ligner noget man kunne forvente at se på en PlayStation.
Jeg fatter egentlig ikke, at SEGA lod Fighting Vipers 2 komme på markedet, da det virkelig skraber bunden. Lyden kan man heller ikke sige meget om, den er ret jævn og kedelig. Nogle af de brave folk i ringen er ligefrem pinlige at høre på. Spillet er underholdende på enkelte punkter, men ialt er den en skuffende omgang. som jeg ville føle mig snydt ved, hvis jeg havde købt spillet.
Gamereactor Danmark