FIFA Street 2

Marts 1998: en tid hvor jeg bruger mange timer på at spille FIFA: The Road to Worldcup `98. Jeg er enormt glad for mit samtidige indkøb af spillet og konsollen og jeg ser i det hele taget ikke meget af dagens lys. Denne titel fremstår som det første fodbold-simulation, der virker realistisk. Spillerne, deres udseende og bevægelser har hidtil ikke taget sig så naturtro ud i noget fodboldspil, og et halvt år senere er spillet næsten slidt op.

Februar 2006: Jeg har brugt en del timer på FIFA Street 2 og er kommet til en delkonklusion: hvad der for otte år siden tog sig virkelighedstro ud, virker i dag som et sørgeligt forsøg på at bringe spillet ned på gadeplan - blot med en (vanlig) opdatering af de celebre navne, tilsat de uendelige muligheder for at rode og rage ved alt.

Hvorfor nu denne holdning? Der er jo næsten et helt tiår til forskel på udgivelses-datoen og tillige konsollen. Jo, de nuværende græs-titler har udviklet sig så meget i forhold til førstnævnte spil, at en vis realisme i boldens bane og bevægelse ville være forventeligt anno 2006. Jamen, det er jo gadebold med en række stjerner og al deres glans. Det i sig selv er urealistisk, så hvorfor ikke lade snakken om realisme forstumme og lade højre analog styrepind gøre arbejdet? Et udmærket argument. Jeg forbeholder mig imidlertid retten til at kede mig i selskab med Ronaldinho (intet personligt), når han danser tango eller quickstep forbi Gravesen, hvis breakdance-bestræbelser har slået helt fejl.

De to spil har naturligvis forskellige indgange, men i hvert fald én fællesnævner; støvsuger-effekten. Ja, jeg skal nok forklare. Når en boldførende modstander angribes foretager denne ofte et "vild med dans" -scenario og løber herefter forbi den nu ydmygede forsvarsspiller. Herefter er bolden måske løbet fra den boldførende og nu har man chancen for at erobre. Ho ho, jeg vidste at min forechecking ville betale sig...hov, bolden bliver hurtigt suget tilbage til førstnævnte - intet kontraangreb der! Det er naturligvis ikke kun den kunstige intelligens, som er i stand til dette geniale træk. Under et angreb med Zidane (gamle snurretop) rykkede jeg på højre analog-stick i to retninger og vupti - en forsvarspiller og målmanden var udspillet og scoringen en kendsgerning.

Netop højre analog styrepind er nøglen til det hele, både i forsvar og angreb. Ganske vist skyder, afleverer, tackler og sprinter man med de gængse knapper, men de virkeligt effektive driblinger (og forsvaret mod dem) udføres af ovennævnte enhed. Det fører til en lille scene, hvor man som angriber udmanøvrerer sin direkte modstander og herefter skyndsomt må passere ham for at være den første til - at suge bolden til sig!

Modsat, som den forsvarende, gælder det om at være hurtig med at rykke i den analoge styrepind, ellers ender man på mås og albuer. Og ja, det er også en lille sekvens der udpensler dette. I øvrigt, efter en sådan scene opdager du nogle grimme grafikfejl. På vej forbi den faldne soldat kommer du ofte til løbe direkte igennem hans dyrebare ben. I en kamp kom jeg flere gange til træde på Zlatans knæ uden at han peb eller brokkede sig.

Hvis vi bliver lidt hængende ved det grafiske, så skal EA Canada faktisk roses for stemningen. En lang række spilpladser - ikke paladser - har en realistisk atmosfære. Mange af dem kræver at man låser dem op, men banen i New Yorks baggårde gav mig da et flashback til min tid derovre sidste år. Ganske vist så jeg ingen Beckham eller Eto iført rappertøj, men de forfaldne baggårde med deres golde sandpladser lignede noget jeg så for et års tid siden.

Med hensyn til lyden er det mest bemærkelsesværdige når kampen er færdig. Så konfronterer de to hold hinanden og begynder herefter for en stund at tale grimt. Engelsk er ikke det internationale sprog - det er hån! Måske derfor har man valgt et lydspor, der hovedsagligt dækker rap-genren. Et valg der står godt til de uendelige muligheder for ændre alt, som et spil fra EA altid afføder; streetware en masse. Jeg bryder ikke om det, men det er selvfølgelig en smagssag. Jeg synes bare det er synd, at en sport skal parres med noget pop/sub.

Jeg må indrømme at jeg ikke orkede at opbygge en masse respekt og blive gadernes fodboldkonge. Ikke fordi jeg tror, at jeg rent faktisk ville formå det, men der var simpelthen for mange dansetrin der burde være forbudte for et spil. Nye features i forhold til det første spil, såsom Gamebreacker og Juggling, fremstår i mine øjne blot som gimmicks der skal pynte på en replay-oplevelse. Verdens største spilproducent- og udgiver synes her at have kopieret de danske TV-stationers koncept: at genudsende inden der er gået et år.

For dem der foretrækker eskapisme og cirkusartisteri er FIFA Street 2 måske sagen, men for mange af os må gælde dette; vi vil hellere sættes på græs!