Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
FIFA 01

FIFA 2001

Grafikken rykker i musklerne, musikken er eksplosiv, menuerne er cool, de mange lands- og ligahold er en gave ovenfra, og selve spillet på grønsværen er ikke til at gå fejl af.

FIFA 2001 er EA Sports populære serie overført på Playstation 2, og er som sådan ikke et nyt spil - og dog. Da GameReactor anmeldte PC versionen, var der tale om et af de absolut bedste sportsspil i år. Men vil det samme gælde for PS2 versionen, og bruger spillet nu også PS2´s ressourcer på fornuftig vis? Er spillet et kvalitetsspil hele vejen rundt, eller mangler der noget? Lad os kigge på det.

2 store drenge: Sony og EA Sports
Der er ingen tvivl om opdelingen iblandt FIFA fans: Enten er man til konsol versionen eller også er man til PC versionen. Men nu er vi nået en tid, hvor konsollerne på mange måder kan levere et mere stabilt produkt, modsat PC´en, og dens mange konfigurationsmuligheder i grafik, lyd og kontrol. Playstation 2 er 128-bit konsollen, som EA Sports har valgt at støtte frem for Dreamcast, og det alene, må være grund nok for alle sportfans til at få købt sig en PS2 - det bliver simpelthen ikke bedre end Launch titlerne fra EA Sports.

1 stk. nøddeskal
Skal jeg nævne kort, hvorfor dette spil har al mulig grund til også at skulle havne i din Playstation 2, må det være, at FIFA spillene er udkommet årligt siden 1996, og kun er blevet støt bedre med tiden - hvis man ser bort fra de ændringer i styring og spillestil, som folk råber højt om hvert år. FIFA 2001 er således ikke blot et forsøg fra EA Sports side...Det er et statement! Spillet skriger: "Spil mig nu!", lige op i hovedet på dig, allerede når du pakker det ud. Grafikken rykker i musklerne, musikken er eksplosiv, menuerne er cool, de mange lands- og ligahold er en gave ovenfra, og selve spillet på grønsværen er ikke til at gå fejl af: Det her er "ñ%#%ñ* sjovt!

Stort...Rigtigt stort!
"FIFA 2001 er et sandt overflødighedshorn af godhed", lød det fra den ældre herre i hjørnet. Og jeg kan ikke være andet end enig! Her er 77 landshold, 13 landsligaer og selvfølgelig tusindvis af spillere repræsenteret, alle med de korrekte navne og klubber - i hvert fald i forhold til da spillet blev færdigproduceret. Og hvis ikke det skulle være nok, er den danske Faxe Kondi Liga såmænd med, komplet med de rigtige danske spillere, trøjer og bannerreklamer. FIFA 2001 er så officielt som det kan blive! Meget tiltrækkende.

Du bestemmer
FIFA 2001 lader dig nyde fodboldspillet på den måde DU har lyst til. Om det så indebærer fulde kampe på 45 rigtige minutter per halvleg, eller små 10 minutters kampe, så er spillet en guldgrube, både for alene-spilleren, men også sammen med en stak venner. Faktisk kan op til 8 spillere spille samtidigt, hvis man har et par multitaps.

Brugervenligheden fortsætter: det er muligt at stille på kameraet, så man kan spille i mange forskellige synsvinkler. De mest tilfredsstillende, taktisk set, er Tower og Tele kameravinklerne, som viser en meget stor del af banen på en gang. Det giver det bedste overblik over spillerne, men til gengæld går man glip af de flotte detaljer som præger spillerne. Men, hey!? Vil du gerne vinde eller kigge? De andre mere nære kameravinkler mistænker jeg kraftigt for at være der, så man kan se sine replays af mål og grovtacklinger på nært hold. Det er i hvert fald umuligt at lave andet end klumpspil på nært hold.
Som et plaster på såret kan man dog slå en radar til, som viser spillerne som lysende pletter oppe i hjørnet af skærmen, hvis man ad den vej vil have bedre overblik.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Et af de flotteste, sjoveste og mest holdbare spil du kan erhverve dig til din PS2 i år og LANG tid frem. Et sikkert hit.
-
Vanedannende som bare F*****. Småfejl afholder spillet fra at score helt i top, men gør på ingen måde spillet dårligt.