Field Commander

Sol er for dag, hvad måne er for nat. Du kender dem godt ikke? De spørgsmål, hvor du får den første del af en sætning og så helt logisk skal finde den anden? Okay, her er så en til dig: Field Commander er for PSP, hvad...? Nej, du kan ikke se sammenhængen, vel? Det kunne jeg heller ikke, før spillet havde været en tur i ryggen på min PSP. Der skal naturligvis stå: Field Commander er for PSP, hvad Advance Wars er for Nintendo DS. For det er præcis, hvad det er. Sony Online Entertainment har ikke engang prøvet på at camouflere det, de har bare løftet alle de gode ideer direkte ud af Intelligent Systems yderst succesfulde serie og så kaldt det noget andet.

Og det havde sådan set været okay, hvis ellers det bare var ligeså fremragende. Jeg æder nemlig alt, der bare ligner et Tactics-spil, og selvom jeg har kommanderet rundt med tropper i adskillige spil, der strækker sig fra middelalderen og til langt ind i fremtiden, så har jeg ikke det fjerneste mod at finde sildesalaten af medaljer frem og lege general endnu engang. Problemet med Field Commander er bare, at det aldrig rigtig når samme højde som Advance Wars. Forsvundet er den herlige dialog og de skæve karakterer, som Nintendo kan bryste sig af. I stedet for komiske, til tider intime og tårevædede samtaler med et galleri af anderledes og ret farverige karakterer, får du i Field Commander en brølende, skabelonskåret general, der med typisk sandpapirsstemme og i en irriterende militærjargon fortæller dig præcis, hvad næste mission går ud på. Det er tørt som en gennemgang af Irak-krigen på CNN, og historien er præcis ligeså uopfindsom, som du kan forestille dig.

Oven i dette er Field Commander også et decideret grimt spil. De små, buttede fly, tanks, både og helikoptere, der gør Advance Wars så ekstrem nuttet, er erstattet af designmæssigt svage, metalfarvede bunker af metal, der hverken ejer flair eller form. Faktisk er de så svære at skelne fra hinanden, at du, når du sidder der hvileløst i luften og guider dem rundt, tit bliver i tvivl: Fik jeg nu sendt en troppetransport mod den massive tank? Field Commander er et af de spil, som du med sikkerhed vil tro er produceret kort før udgivelsen af selve PSP’en. Det er unødigt grimt og designmæssigt nærmest en katastrofe.

Men hvor er det så lige godt henne? Ja, for du har naturligvis skimtet til karakteren på syv, og du ved, at det ikke betyder en regulær bundskraber. Det er naturligvis i de strategiske valg, missionernes opbygning og de let genkendelige regler. Fodtropperne kan besætte og overtage fabrikker og huse, troppetransporten kan fragte infanteriet over større afstande, de buldrende tanks kan gå i clinch med fjendens spionbiler og tanks, mens jord-til-luft-raketterne kan tage helikoptere og andet ud af spillet. Ubåde kan dykke under havets overflade, men bruger så også mere diesel. Det er letforståelige, nærmest universelle regler, der bare genbruges i Field Commander. Der er ganske vist en tutorial for dem, der er novicer udi det taktiske spils mange facetter, men har du spillet bare et spil før dette, så er der ingen grund til ikke at springe direkte ud i det.

Og så sker det altså: Eskorteringsmissioner, nøje planlagte angreb på fjendens baser og hovedkvarter, Fog of War-scenarier, hvor du skal rykke forsigtigt frem for ikke at blive overrasket i tågen, kampe hvor du hurtigst muligt skal have fat i en fabrik, så du kan begynde oprustningen mod en overmagt osv. Der er absolut intet, der ikke er set før, i Field Commander, men fordi holdet har været mere end tilfredse med bare at male Advance Wars om i nye farver, så virker selve skelettet, altså strategien. At sidde med kun et par tropper og en tank tilbage og så vende hele kampen, fordi du overtager fjendens hovedkvarter eller snupper hans eneste fabrik, er en helt fantastisk følelse.

Desværre hænger missionerne ikke særlig godt sammen med selve historien, der er ekstremt skabelonskåret og kedelig, så hvis du er en af dem, der ikke kan hidse dig op til at spille missionerne udelukkende for at tryne modstanderen, så er Field Commanders ca. 12 timer lange kampagne måske lidt svær at komme igennem. Desuden så fejler den kunstige intelligens en del, og den vælger tit at gå efter et let drab af en i forvejen tabt enhed, i stedet for at se mulighederne i at lukke dig af fra at overtage eksempelvis en livsvigtig fabrik. Andre gange bruger den sine penge på den mest usædvanlige facon, noget der gør det let at rulle lige hen over forsvaret.

Hvor Field Commander gør lidt ekstra end Advance Wars, er i mulighederne for at dyste med vennerne. Her er der de typiske Hot Swap og spiller-mod-spiller kampe, men der er også det mere skak-prægede Transmission, hvor du rykker, sender en besked til din ven og så venter på at han rykker, før bolden igen er tilbage på din bane. Det er en slags krigsførelse via flaskepost og det virker ganske godt.

Er du ligesom jeg bare bidt af tanken om at kunne kommandere rundt med hundredvis af små, pixelerede soldater og køretøjer, så kan du se gennem fingre med den manglende historie, den kedelige, leverpostejsfarvede visuelle side og den tamme dialog. Det er ikke verdens mest nyskabende tactics-spil og selvom det er tyvstjålet ned til mindste detalje, så er det heller ikke i nærheden af den balance eller fornemmelse for tempo som Advance Wars-serien har, men en ting er sikkert: Det er flere længder bedre end det yderst pinlige The Lord of The Rings: Tactics, jeg var så uheldig at få inficeret min maskine med tidligere på året.