FEAR Extraction Point

Jeg bliver nu en gang blød i knæene, når vi taler om god, gedigen action, uden det store behov for at bruge andet end den del af min hjerne, som styrer reflekserne. Mange af mine yndlingsspil er helt klart af den strategiske skuffe, men netop som en kontrast til det, er det altså godt med en oplevelse, hvor min største hovedpine er, hvem jeg skal skyde først på af de fjender, der toner frem på skærmen. {F.E.A.R.} var helt sikkert et spil i denne boldgade, hvor jeg kunne tage nogle timer foran skærmen og uddrive samtlige aggressioner af krop og sjæl. Det var ikke en oplevelse på højde med Half-Life og Far Cry, men alligevel et gedigent actionbrag, som fik adrenalinpumperne i gang.

I lyset af at F.E.A.R. blev vel modtaget, har gutterne hos Monolith naturligvis brygget en udvidelse sammen til os, en tendens, som virkelig præger FPS-genren i disse dage (nogen der sagde Episode One?). I samme ånd er Extraction Point ikke den type udvidelse, som har sit afsæt i en helt ny historie og omgivelser, men den fortsætter simpelthen ufortrødent fra samme minut, du sidst slap det originale spil. Og så lur mig, om ham den okkulte slambert ikke er så død, som vi regnede med - uden at spolere det for dem af jer, som endnu ikke har gennemført det første spil. Der spædes til med lidt nye våben og udfordringer, og så er det ellers bare om at grave endnu dybere i det mystiske voldsmiljø.

Reelt set rummer spillet ikke meget mere, end nedenstående billeder giver udtryk for. Der er tale om et miks af en skrabet {Half-Life 2} og {Max Payne}, som suppleres lidt op med et knivspids af okkultisme og en lille spøgelsespige, der virker noget så bekendt. Ja, Alma-pigen er tilbage og leverer advarsler i mellemsekvenser a la "pas på, de er efter dig!" - ja, det er i bedste B-filmsånd. Max Payne-elementet repræsenteres af den snart overbrugte bullet time-effekt, som lader dig sløve dine omgivelser ned i tid, mens du selv kan plaffe ufortrødent løs. Det fungerer fint, men originaliteten lader vi lige stå lidt. Du er dog ikke en uheldig eller uvildig helt denne gang, men en hardcore soldat, som er en del af en indsatsstyrke med speciale i paranormale anliggender. På din allerførste mission går alt dog galt og inden længe er der blod, spøgelser og horder af angribende fjender omkring dig. Hvilket bedre middel er der dog, end blot at syndersmadre sin vej ud af et dilemma? Her er det ganske rigtigt der, hvor historien og de mange små spidsfindigheder egentlig falder i baggrunden, og hvor jeg bare er glad, så længe fjenderne bliver ved med at stimle om mig, som hysteriske teenagepiger til en popkoncert. Alt dette var noget af charmen ved det originale F.E.A.R., og jeg åd det i mig med velbehag.

For mig er Extraction Point dog et par skridt tilbage. Indrømmet, det er fyldt med action, lige på og hårdt, men det byder slet ikke på nogle nævnelsesværdige overraskelser, og uhyggen er langt fra så fremtrædende, som i det originale spil. I dette tilfælde er mere af det samme altså ikke lige med en succes, efter min smag. Selvom jeg var underholdt gennem hele oplevelsen, så var friskheden hurtig væk - uden et Wunderbaum med klassisk grantræslugt i sigte. Spillet føles gennemgående meget lig sin forgænger, på godt og ondt. Der er fortsat smæk på dyret og tonsvis af ildkampe, men de mange trange gange og korridorer, føles ofte som et trægt deja vu. Hertil kommer holdbarheden. Jeg forventer ikke, at kunne bruge flere dage på en udvidelse, men dog alligevel, at der er nok spilleri i sigte, end at jeg kan nå eventyret igennem på én sølle aften. Dette inklusiv de par crashes, som forhåbentlig skyldes min beta/anmelderversion af spillet, rettere end min maskine eller dårlig programmering.

Extraction Point er lidt af en mavepuster, men et af de store lyspunkter var uden tvivl minigunen. Med sådan en mellem hænderne føler jeg mig som Blain-figuren fra filmen Predator: "This stuff'll make you a goddamn sexual tyrannosaurs". Han snakkede faktisk om snus i den film, men selv samme gør sig gældende for en seksløbet satan som en minigun. Som med alle våben i spillet, er et af elementerne i sværhedsgraden manglen/rationeringen af ammunition, så i sidste ende er plafferiet med selv minigunen en stakket frist. Jeg skal endda åbent indrømme, at jeg har loadet et par sekvenser op igen, for bare at skyde løs igen med den gøb. Også selvom man resten af tiden render rundt med alle mulige andre drabeligt skyts, såsom shotguns, raketstyr og den frygtindgydende Armacham type-7 particle rifle, som er en tro kopi af den legendariske railgun i Quake.

Betyder alt det her, at vi har med en skidt udvidelse af gøre? Slet ikke, det er blot en vare i en klasse under det oprindelige F.E.A.R. Det gør det dog alligevel til en oplevelse over middel, og fans af den første rutschebanetur kan helt sikkert spænde selen og gøre sig klar til endnu en tørn i begivenhedsrige omgivelser. Til jer andre ville det måske ikke skade, at kigge efter andre alternativer til et friskt adrenalinsus, men et eller andet skal der jo ske, mens vi venter på Episode Two til Half-Life 2.