Fat Princess

{Fat Princess} er en af de titler, som i ny og næ har bevæget sig forbi i periferien af mit synsfelt. Lige akkurat farvestrålende og skørt nok til at vække en sløv nysgerrighed, men samtidig for kaotisk og larmende til at trænge fuldstændigt igennem det mentale filter.

Og så er det her pludselig. Og mens spillet i et adstadigt tempo downloades fra Playstation Network, går det op for mig, at jeg aldrig rigtig har fået svar på mine spørgsmål, og at jeg ikke har den ringeste ide om, hvad der venter mig.

Spol så godt tre dage frem i tiden. I den periode er jeg gået fra at være den håbløse nybegynder, der hele tiden farede vildt, til nu konsekvent at ligge i den bedre halvdel på pointlisterne. På min vej dertil har jeg stukket ild til forsvarsløse minearbejdere, jeg er blevet forvandlet til en klukkende høne, jeg er blevet slynget gennem luften af en katapult, jeg har bombet en fjendtlig borg sønder og sammen og ja - jeg har båret rundt på den fede prinsesse. Og jeg har nydt hvert et sekund.

Har man spillet Battlegrounds i {World of Warcraft}, så vil man vide præcis hvad for en størrelse {Fat Princess} er. To hold kæmper om herredømmet på et kort. Hvert hold har en base, hvor modstanderens prinsesse holdes fanget. Det hold, der først får befriet prinsessen og båret hende tilbage til sin egen base, har vundet.

Master_Lord82 er markeret med en kongekrone på pointlisten, hvilket betyder, at han er vært for spillet. Han er også åbenbart den eneste med en mikrofon. I et lavt, søvnigt stemmeleje udsteder han ordrer til de øvrige spillere. Først vil han have, at de skal samle træ ind, så basen kan blive opgraderet. Så metal. Den monotone strøm af kommandoer synes upåvirket af, at ingen rigtig lytter til ham.

Altså lige pånær mig. Det er mit første spil, og efter at have været faret vildt et par gange har jeg affundet mig med den mere fredsommelige og tilbagetrukne rolle som holdets ressourceindsamler. Mens de andre styrter frem mod fronten som enten krigere, troldmænd, præster eller skytter, så trasker jeg velfornøjet omkring i området lige omkring borgen, mens jeg samler træ, metal og ikke mindst lagkager til den tilfangetagne prinsesse der, påtrods af at hun allerede ligner en mindre spærreballon, bliver ved med at råbe på mere kage.

Jeg nyder stemningen. Den farverige, tegnefilmsagtige grafik. De små runde soldater med korte ben der med heliumstemmer skiftesvis råber på backup og slynger fornærmelser mod fjenderne. Charmerende på sådan en lidt kaotisk og larmende Cartoon Network-agtig måde.

Det er rart at nå til det punkt, hvor man ikke længere farer vildt. Der er nu gået noget tid, og jeg har efterhånden prøvet at spille med alle de forskellige figurer, og præsten er helt sikkert en af mine favoritter. Dels er der mange points i at helbrede de andre, men når præsten først bliver opgraderet, kan han også bruges til at angribe. På afstand kan han suge fjendens liv ned til et minimum, og så er det bare et spørgsmål om at løbe tæt nok på og gokke dem en sidste gang med sin træstav. Det eneste man ikke kan er at helbrede sig selv i kamp.

Men det behøver man heller ikke når man har PaPaStar ved sin side. Jeg kender ham ikke, men vi har instinktivt indgået et tavst makkerskab. Vi er begge to præster, og side om side har vi efterhånden spredt skræk og rædsel i hver en afkrog af det lille kongerige. To præster der konstant healer hinanden er en hård nød at knække. Lige nu raser kampen om en af de vigtigste kontrolpunkter midt på kortet.

Jeg har placeret mig i sikkerhed i et tårn, mens jeg på afstand konstant healer PaPaStar, der tilgengæld løber rundt på slagmarken i et inferno af blå og røde krigere, eksploderende bomber og magiske ildkugler. Tilgengæld område-healer han det meste af slagmarken, så vores krigere ikke behøver at trække sig tilbage, når deres helbred bliver faretruende lavt. Festen får dog en brat afslutning, da en enlig minearbejder kravler op på skrænten bag mit tårn og derfra kaster en bombe lige ned i hovedet på mig. Jeg dør, og uden min healing går der også kun få sekunder, inden PaPaStar må lade livet. Få øjeblikke senere løber en gruppe på fire troldmænd fra fjendens hold ind midt på slagmarken og frigører på samme tid et område-angreb, der lægger hele slagmarken øde. Vi taber kontrolpunktet. Og senere kampen. På grund af en lille minearbejder med en stor bombe.

{Fat Princess} virker på overfladen som et enkelt og let tilgængeligt spil. Og det er det også, men samtidig indeholder det en stor mængde detaljer og finesser, der giver en overraskende dybde i spillet. Skjulte underjordiske genveje, klipper der kan brydes ned for at åbne op for nye områder, svage steder i borgmurene, katapulter der kan slynge spillere tværs over kortet, og med ét fuldstændig ændre dynamikken i slagets gang, er blot nogle få af de finesser som man efterhånden lærer at kende, og som kan give en fordel til den opmærksomme spiller.

Dog ingen roser uden torne. Dårlige administratorfunktioner betyder, at holdene hurtigt kan blive ulige, når alle prøver at skifte til det vindende hold. Ustabile forbindelser og lag sætter også sine skår i glæden. Men i det samlede billede forsvinder disse skønhedsfejl. {Fat Princess} er sjovt. Det er charmerende og overraskende holdbart i længden.

Og fik jeg så svar på mine to spørgsmål? Ja da. Vi bærer rundt på prinsessen for at befrie hende og få hende med tilbage til vores egen borg. Og hun er fed fordi, at bæsterne på det andet hold har givet hende alt, alt for mange lagkager - så nu vejer hun et tons. Det bliver en lang tur hjem.