Fasandræberne

Nordisk krimis gyldne årstid ser ingen ende forude, som en akse fra Stockholm til København der høster på historier om mennesker og mord. Burde vi ikke give de kriminelle løn for deres kommercielle samfundsfunktion? For Jussi Adler-Olsen indfinder sig i slipstrømmen efter Stieg Larssons Millennium-trilogi ved at komponere mordgåder med temaer om samfundets magtfordeling, ofte smurt ind i en betændt seksualitet, lede mænd og gentagende hang til enigmatiske bogtitler.

Fasandræberne er anden filmatisering af Jussi Adler-Olsens føljeton om politiets afdeling Q, som håndterer forældede krimisager, ledet af Carl Mørk (Nikolaj Lie Kaas). En karakter skåret efter hvordan en kriminalbetjent skal se ud i dette årti: En sølle, ensom skygge og skæbne, der lever gennem sit arbejde. Dette gang involveres afdelingen i en gammel sag om mord og voldtægtsforbrydelser der peger i retning mod en kostskole for Nordsjællands egocentrerede rigmandsbørn.

Tonen er beskidt brun, Nikolaj trækker på ekspertisen, læser replikkerne og holder smilet på afstand, men alligevel er hans karakter irriterende triviel og sjælløs, mens hans partner, spillet af Fares Fares, er reduceret til en banal rekvisit i baggrunden. Den virkelige personkarisma kommer først fra skurkene; to grænseløse rigmænd, hævet over moralske skrupler, som bedriver hor overfor de nedre samfundslag. Både bogstaveligt og symbolsk. De er nogle ubetalelige røvhuller, født til at hade, men tilfører filmen det liv som mangler andre steder.

Fasandræberne er ekspressiv, kontrastfuld og overgjort på grænsen til det latterlige: Den stilrene overklasse i designer lejligheder med Islands Brygges lyshav som baggrundskulisse (filmet i A-huset for tyvende gang), mens Vesterbro ligner en gotisk undergrund af lange skygger, gule lysstofrør, kanyler og sorte skraldesække, forlænget af Politiets detention, som minder om Hannibal Lectors celle.

Modsætningerne bombarderer os: Rige svin, stakkels fattige, lede mænd, uskyldige kvinder, flotte huse, kummerlige gader. Fasandræberne efterlader ikke meget plads til fri tolkning.

Både Kvinden i Buret og Fasandræberne blev enorme publikumssucceser herhjemme, for Peter Aalbæk kan lugte en pengepung når den er der, men ikke desto mindre er dette endnu en karikeret krimi med uinteressante hovedpersoner og en gentagelse af slidte tendenser fra nyt nordisk krimi-stævne.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen indeholder en enkelt dokumentar om filmens baggrund og tilblivelse.