Far Cry 3

Jeg står på toppen af et radiotårn. Jeg har lige ryddet det for fjender, og smadret den jammer, der før forhindrede mit minikort i at vise meget andet end grumset baggrund og ét enkelt ikon med selvsamme tårns placering.

Men nu hvor tårnet er ryddet og aktiveret, tager jeg mig et øjeblik til at se mig omkring. Jeg ser jungle, strande, veje. Røg, der rejser sig fra lejre i det fjerne. Jeg kan se en kirkelignende bygning, og noget der vist er en landsby. Jeg tænker lidt, kigger på et kort, og beslutter mig for at sætte kursen mod et af de diamant-ikoner, der nu er markeret på mit kort. Jeg kravler ned, sætter mig ind i den bil, jeg stjal fra nogle skurke tidligere, og suser afsted på de snoede grusveje.

Siden {Far Cry 3} blev formelt annonceret sidste år, har stort set hver eneste trailer, demo og fremvisning af spillet båret præg af én ting: stramt instrueret og scriptet action. Vi har hørt skurken Vas recitere sin "did I ever tell you the definition of insanity"-tale omkring en million gange, set forskruede syretrip, eksotiske dansere, helikoptere der blev skudt ned øjeblikket efter de lettede, og en masse tjubang generelt.

Og det så alt sammen godt ud, det var slet ikke det, men man kunne måske undre sig over hvor meget det traditionelle sandkasse-gameplay, der er seriens kendetegn, måtte vige pladsen til fordel for den mere lineære shooter-oplevelse.

Men sandkassen er tilsyneladende fuldstændig intakt. Således starter denne hands on-demo, som vi på atypisk vis får lov til at spille omtrent lige så længe vi har lyst, i et safehouse i en lille landsby. Her er mulighed for at købe våben og ammo, men ellers er der ingen instrukser, ingen lille pil der peger mig i den "rigtige" retning. Jeg kan stort set gøre som jeg har lyst.

Ved at erobre radiotårnet opdateres mit kort dog med en regn af små ikoner, der fortæller om både sidemissioner, fjendtlige lejre, mit safehouse, og hvilke områder, der er ryddet for fjender, og hvilke der ikke er. Andre dele af kortet er stadig slørede, men ved at finde og aktivere flere radiotårne, bliver de også opdateret med ting at lave.

Har du spillet {Far Cry 2}, har du muligvis bandet og svovlet og checkpoint-områderne i dette spil (det gjorde jeg). Spredt med jævn hånd rundt omkring på spillets veje var små baser, som man oftest var nødt til at rydde for fjender, før man kunne køre videre - og de blev genbefolket efter forholdsvis kort tid, til stor frustration for mange spillere. Sådan er det heldigvis ikke i Far Cry 3.

Her finder man i stedet små landsbyer og baser, der kan ses på afstand med de førnævnte søjler af røg. Dræber man alle fjenderne, erobrer man basen permanent. Det betyder både, at man ikke længere støder på fjendtlige patruljer i området umiddelbart omkring, men også at man får et nyt safehouse med mulighed for fast travel, våbenindkøb og endda ekstra sidemissioner.

Her er rigeligt at lave og gå på jagt efter. Kister med diamanter, forsvundne breve, minispil som vandscooter-ræs, jagt, snigmord på fjendtlige ledere (der skal nakkes med kniv, på gammeldaws stamme-manér) og mere til. Jeg støder jævnligt på fjendtlige patruljer, mens jeg udforsker omgivelserne, og hver gang møder jeg dem med et lumsk smil. Skydevåbnene føles rigtigt gode at bruge, jeg bruger omgivelserne til min fordel, og angriber fra vinkler, modstanderne ikke forventer. Måske er de lige en tand for lette at narre på nuværende tidspunkt - eller også har jeg valgt en sværhedsgrad, der er lige i underkanten. Men det er tydeligt, at de ikke på magisk vis ser en gennem vægge og buskadser. Og derfor bliver det så meget mere tilfredsstillende at liste rundt om dem, kravle op på et tag, og nuppe dem oppefra med takedown-manøvrer og hurtige headshots.

Jeg kan heller ikke lade være med at smile, da en patrulje kommer drønende mod mig, og jeg pløkker føreren af deres jeep i hovedet, hvorefter bilen kører frontalt ind i et træ, og de øvrige passagerer er så omtågede af sammenstødet at jeg nakker dem, inden de nogensinde får skudt en kugle af.

Jeg tror jeg bruger omkring halvanden time med denne demo - det føles i hvert fald sådan. Undervejs når jeg blandt andet at flyve i hang-glider, erobre tre lejre, kapre adskillige biler, aktivere endnu et radiotårn, blive spist af en tiger, tage hævn på selvsamme tiger, gå på bjørnejagt, flå en masse dyr, myrde en piratkaptajn med machete, og slippe en bjørn fri fra et bur og se den æde sine forhenværende kidnappere.

Mens jeg bevæger mig rundt der i tropeøens jungle, er der noget, der går op for mig. Det her minder mig om noget. Måden, hvorpå jeg kan gøre stort set hvad jeg vil, gå i en tilfældig retning i vildmarken og finde et eventyr, nogen at slås mod, en gemt skat eller et dyr at jage. Og det er en sammenligning, vis vægt jeg er fuldstændig klar over. Men det minder mig oprigtigt om {Red Dead Redemption}. Af samme årsag føles udgivelsesdatoen sidst i november pludselig meget langt væk. Efter lidt over en time i selskab med {Far Cry 3} står det for mig klart, at det her er en af efteråret og vinterens absolutte must-play udgivelser.