Fallout 3

En ting er at have spillet {The Elder Scrolls IV: Oblivion} i noget nær 300 timer, en anden er at have set billederne fra {Fallout 3}, men intet af det kunne rigtig forberede mig på mødet med Bethesdas seneste storspil, da jeg endelig blev lukket indenfor og placeret foran en 26 tommers fladskærm. "Der er et par ting, du ikke kan snakke eller skrive om", siger en eller anden PR-fyr fra Bethesda, mens han starter et nyt spil op. "Du kan ikke snakke om din far, du må ikke afsløre...", og mere hører jeg faktisk ikke, for på det tidspunkt står min karakter foran udgangen til den bunker, hvor han har spenderet det meste af sit liv. Han står og tripper utålmodigt for at komme på eventyr, og jeg har ikke i sinde at lade ham vente længere.

Udenfor er alt støvet og henlagt til massive ruiner. Jeg kan nærmest høre vindheksene rulle hen over den golde overflade, mens jeg drejer forvirret rundt og forsøger at finde ud af, i hvilken retning jeg skal gå. Fallout 3 ser blændende ud. Hele Washington ligger for mine fødder, og alt, jeg skal gøre, er at sætte den ene fod foran den anden for at komme af sted. Lidt længere nede af en sti støder jeg på en dreng, der har brug for hjælp. Jeg hører hans historie, siger ja til at hjælpe ham og går så alligevel i en helt anden retning af missionen. Jeg har kun 30 minutter til at opleve alt, hvad den kan trække fra Fallout, og jeg har ikke tænkt mig at bruge dem på at finde en eller andens far.

Vandringen bringer mig ned på hvad, der muligvis på et eller andet tidspunkt har været en hovedgade. Ødelagte markiser af jern hænger stadig delvist sammen over de gamle butikker, og nogle steder kan jeg stadig skimte vejen, komplet med optegnede striber. Med eventyrgenet intakt, forsøger jeg at finde en vej ind i nogle af bygningerne, men det går tilsyneladende ikke, og jeg får lidt følelsen af at stå i en teaterkulisse. Da jeg vender mig om for at gå igen, opfanger min Pipboy 3000 et radiosignal, et bevis på, at jeg ikke er det eneste intelligente liv tilbage i hele byen. Jeg finder dog ikke en eneste person på gaden, og derfor begiver jeg mig i stedet ind mod den centrale del af den tidligere storby.

Midt i byen får jeg også afprøvet kampsystemet. En eller anden hidsig ko med to hoveder bliver enig med sig selv om, at jeg udgør en fare, og pludselig er jeg på retræte, mens jeg forsøger at plante et par kugler i dens sygeligt røde hud. Larmen tiltrækker åbenbart andre køer og senere også to muterede kæmper med gatlin-maskingeværer, så inden længe må jeg indse, at jeg er løbet tør for kugler, og at jeg er oppe mod overmagten. Mens jeg spæner væk derfra, slikker jeg mine sår og prøver at finde et andet sted at være. Et sted hvor jeg ikke er en oplagt skydeskive.

Til trods for at jeg ikke har ét eneste brugbart våben i mit arsenal, og solen er ved at gå ned over Washington, er jeg dybt fascineret af Fallout 3 i den halve time, jeg når at vandre hvileløst rundt i landskabet. Det turbaserede kampsystem virker solidt, universet er sammenhængende og smukt, hvis altså total destruktion på nogen måde kan kaldes smuk, og min PipBoy 3000 er udstyret med alle de funktioner, jeg har brug for, for at overleve i ødemarken. Og selvom det måske ligner Oblivion lige lovlig meget, så er der stadig nok fornyelse under overfladen, til at jeg ved, at der kan blive tale om en ganske særlig oplevelse.

Jeg forlader Bethesdas bås, der i dagens anledning er lavet om til et ægte 50'er hjem, komplet med Smeg-køleskab og husmor-magasiner på bordet, helt oppe under loftet og bliver enig med mig selv om, at Fallout 3 nu står meget højt på min ønskeliste.