Fall Out Boy - Infinity On High

Det er aldrig helt nemt at være bannerførere for en scene. Der sker ofte det, at man får lov til at bryde døren ind, men mens man så arbejder på opfølgeren, braser de næste 30 bands ind af den nu pivåbne låge, og ødelægger det hele for én. Ikke fordi Fall Out Boys mange emo venner har smadret scenen med dårligdom, problemet er snarere, at mens Fall Out Boy var i studiet, er barren blevet hævet.

Panic! At The Disco har overrumplet verden med lange titler og fængende refræner, og My Chemical Romance er blevet til emo Queen, med et pompøst mesterværk, Welcome To The Black Parade. Derfor forventede jeg også et kvantespring fra masterhjernen Pete Wentz og hans sammensvorne. Førstesinglen This Ain't a Scene, It's an Arms Race var lovende, men desværre formår Infinity On High aldrig rigtig at leve op til hverken den eller forventningerne.

Det store problem ligger i uopfindsomheden. Størstedelen af Infinity On High, lyder som et band, der kopierer en lyd. Det er bare paradoksalt, når vi her taler om et band, der har været med til at skabe den. Hvor førnævnte bands arbejde med at campe lydbilledet op, eller stile mod direkte rockopera, lader det til at Fall Out Boy, bare tager sig til takke med at grave sig dybere ned i neutralitetens plovfurer.

De lyder her som endnu et helt almindeligt amerikansk rockband, hvor sangene, med enkelte undtagelser, aldrig bliver mere end OK. Det kunne virke som om, at bandets største bedrift for altid vil blive, at have åbnet op for en scene, men desværre aldrig selv at have leveret et signifikant værk til den. Det blev i hvert fald ikke denne gang, det skete.