Fable III
Alt om de nye detaljer i rollespillet
De tre store forandringer
Peter Molyneux har ganske vist løftet sløret for lidt af detaljerne omkring {Fable III} overfor vores GRTV-hold i sidste uge, men nu er der kommet meget mere om det kommende action-rollespil.
På X10-messen kunne Molyneux således fortælle om de tre store tilføjelser.

Den første tilføjelse, indrømmer skaberen, er stærkt inspireret af {Ico}s "holden i hånd". Som konge har man selvfølgelig en fangekælder, og skulle man være den modbydelige af slagsen, er det nu muligt at tage andre karakterer i nakken og slæbe dem afsted til fangeskabet, uanset om de er spillere eller computer-karakterer.
Molyneux demonstrerede hvordan han venligt tog en tigger i hånden, og den godtroende stakkel fulgte lystigt med i forventning om et gratis måltid mad. Istedet blev han solgt som slave i den lokale fabrik. På trods af protester og kamp lykkes det ikke tiggeren at bryde grebet, og han kan nu se frem til en karriere som fabriksarbejder.
Den næste tilføjelse er våben-morphing. Dit våben reagerer i denne omgang på, hvordan du kæmper, og om du slår skurke eller uskyldige ihjel. Du kan derfor forvente, at dit favoritvåben ændrer udseende og størrelse alt efter brugen. Således kan du ende med et bloddryppende enormt våben, eller et elegant og skinnende et af slagsen. Ydermere vil våbenet basere sin kraft på spillerens gamerscore, om dette er gamerscoren i {Fable III} eller på spillerens konto, ville han dog ikke ud med, så måske er det tid til at optjene point, mens du venter. Der er tusindvis af kombinationsmuligheder, hvilket i Molyneux-sprog sikkert svarer til cirka 40 forskellige udseender. Tænk hvordan din karakter kunne ændre udseende i {Fable II} og du har en god ide om ændringerne.
Den trejde tilføjelse er er en næsten strategisk og Sim-agtig indgang til det at lede dit kongerige. Du kan bestemme landets love og straffe ulydige borgere som det passer dig. Vil du have et kongerige baseret på korruption eller retfærdighed? Valget er dit.
Samtidig kan Molyneux fortælle, at du også denne gang vil have en firbenet ven. Den vil opføre sig endnu mere som en hund, og skulle i denne omgang have et udpræget had til kaniner, hvilket kan resultere i en del interessante episoder. Co-op skulle i denne omgang blive mere frit end i {Fable II}, og inkludere muligheden for at "spille sammen" om målet, vidt forskellige steder i spillet. Natal-support kom ikke som den store overraskelse, da Molyneux ved flere lejligheder har talt om dette.
Nu er det bare at vente og se, hvor mange af de store armbevægelser ender i den færdige udgave, vi krydser fingre og glæder os.
