F1 Manager
Den røde Ferrari ræser ned af langsiden og ind i chikanen, tæt forfulgt af williamsraceren. Men føreren presser bilen for hårdt og kører håbløst galt!!
Den røde Ferrari ræser ned af langsiden og ind i chikanen, tæt forfulgt af williamsraceren. Men føreren presser bilen for hårdt og kører håbløst galt!! Ser spillet lidt for tit sådan ud, når du kører bil? Så er det måske tid at sætte sig i direktør sædet, og skælde ud på Schumacher når han kører galt i stedet for dig selv!
EAsports har rettighederne til næsten alting indenfor sport, og F1 er ingen undtagelse. For nogle uger siden kom arkadespillet, og nu er det så tid til direktørspillet. Lad mig starte med at sige, at jeg er ikke en kæmpe F1 fan - jeg kan ikke rigtigt finde ud af at spille simulationerne som GP3, men alligevel så syntes jeg der er noget fascinerende over F1 - de hurtige biler, de smukke kvinder osv....
Teknisk direktør!
Spillet går i sin enkelthed på at man skal styre et F1 hold mod succes. Man kan starte med alle de hold der kørte i 99 og data er helt opdaterede. Man skal styre designet af de nye biler, man skal sørge for at få produceret delene og man skal holde øje med økonomien, og få fat i nye sponsorer. Man skal kort sagt være direktør for sit racingteam.
Det lyder jo umiddelbart ret kompliceret, men faktisk er det meget, meget genialt designet, for holdet er faktisk klar til at køre fra dag 1. Alle sponsorer er klar, og alting er som det skal være i den første sæson, så man kan koncentrere sig om at lære det hele at kende. Efterhånden som tiden går, kræver de forskellige dele mere og mere interaktion fra din side. En smart måde at lade nybegyndere komme ind i spillet på.
It´s race time!!
Når man så bevæger sig afsted til banen, begynder dit job som sportschef.. I "free practice" delen, skal kørerne køre et par omgange, og så kommer de tilbage og fortæller dig, hvad de gerne vil have ændret på opsætningen - og det er så dit job at indstille bilen, så kørerne lige kan skære de brøkdele af sekunder af. Dette er faktisk heller ikke så svært, for der er kun 5-6 ting at indstille på.
Når løbet så går i gang skal du planlægge strategien, og fortælle din kørere hvornår de skal satse og hvornår de skal slappe af. Satser de for meget, så kører de af banen, og for lidt, så kører de andre fra dem. Det kan faktisk blive ganske spændende - især hvis man er ved at løbe tør med 2 omgange igen - kan jeg nå et pitstop mere, eller skal jeg satse på at dampene kan køre bilen hjem?
Laver EA nogensinde fejl?
Når man får et EA spil i hånden så forventer man at præsentationen er i top - og polishen er der ikke noget i vejen med i F1 manager. Når man vælger at styre Ferrari så får man en menuskærm i Ferrari-farver - en god detalje! Men for en gangs skyld stikker det polerede ikke dybere end til menuerne, for der er mange småfejl i F1 manager. Spillet crashede 2-3 gange i den relativt korte tid jeg spillede, og derudover så lavede spillet rod i grafikken et par andre gange. Det er bare ikke i orden EA - og langt under jeres sædvanlige standard.
Lyden i spillet er mildest talt spartansk - det ville være sejt med en kommentator, eller med nogle flere mundtlige kommentarer - i stedet får man nogle meget kortfattede beskeder fra kørerne, og i det hele taget en uinspireret lydside
Konklusion
Gameplayet i F1 Manager er faktisk en del bedre end jeg havde ventet - det er lykkedes at lave det muligt for begyndere at lære hurtigt, og det er vigtigt i denne slags spil. Desværre er spillet så fyldt med fejl, at jeg i hvert fald ikke ville købe det, før jeg så at der var kommet en patch til at rette alle fejlene.
Gamereactor Danmark